cookie-og-privatlivspolitik
En slags bibel over dyrkningssystemet Market Gardening kalder Tine Hage denne bog skrevet af canadieren Jean-Martin Fortier.

10

Billeder

En slags bibel over dyrkningssystemet Market Gardening kalder Tine Hage denne bog skrevet af canadieren Jean-Martin Fortier.
Foto: Jens Henrik Nybo

Landbrugsnyt

Visioner i højsædet på Mangholm

En tidligere økologisk gård blev efter overtagelsen fuldendt med alsidighed i form af gamle danske landracer og nye dyrkningsmetoder.




19. april 2019 kl. 08:00 Af Jens Henrik Nybo

Annonce
FAKTA
Mangholm
Hvor: Hillerødvej 20, 3400 Hillerød.
Hvad: Gårdbutikken er åben lørdag og søndag kl. 10-16.
Desuden har Mangholm årlige events som påskemarked 13.-14. april.
I sommerferien er der pop-up-middage med gårdens egne råvarer.
Høstmarked første weekend i september og julemarked i december.
Børnehaver, skoleklasser, pensionistforeninger mv. besøger hyppigt Mangholm.

- Naturen skal have plads, og derfor driver vi landbrug på naturens præmisser.

Så enkelt indrammer Tine Hage visionen for et eventyr på Mangholm, der startede for seks år siden i udkanten af Hillerød.

Hun er opvokset på landet, men det var ikke lige landbruget, hun som ung havde i kikkerten. Hun uddannede sig i stedet som beklædningsdesigner, og der skulle gå 15 år, før hun skiftede modebranchen ud med landbruget.

I første omgang på det teoretiske plan, idet hun tog en bachelor inden for naturressourcer på Landbohøjskolen, men for at kunne begynde på studierne, måtte hun forud for det tage en matematisk studentereksamen, så hele forløbet endte med at tage fem år.

Tine og hendes mand, Torben, købte og overtog Mangholm i 2013. Gården havde i forvejen været økologisk siden 2001, så de skulle ikke bruge tid på at lægge jorden om.

- Vi faldt for det høje niveau af natur. Stedet ligger i en korridor imellem Gribskov og Arresø, som er rig på vildt og i øvrigt er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Her findes sjældne arter af fugle og padder, som lever i og ved de otte vandhuller på ejendommen. Vi har et glimrende samarbejde med Hillerød Kommune om pleje af vandhullerne, der blandt andet huser løgfrø, fortæller Tine Hage.

15 ud af ejendommens i alt 48 hektar ligger som vedvarende græs og naturarealer, hvor dyrene græsser om sommeren. Visionen er, at naturen skal have plads, og landbruget drives på naturens præmisser, fastslår hun.   


Så kom dyrene

Da de overtog Mangholm var der ingen dyr, men til visionen hørte også, at de ville drive et alsidigt landbrug og med fokus på gamle husdyrracer. Derfor gik de i gang med at introducere dyrene. Som en start gjaldt det danske landhøns, derefter Ertebøllefår, der ligeledes er en gammel dansk race.

Så kom grisene til - Gammel dansk sortbroget landracesvin og endelig Gammel rød dansk Malkekvæg. Især denne kvægrace har været dyre at anskaffe som økolog, for dem er der ikke mange af. I dag er der en tyr og tre køer, nu med kalve og kvier, så der i alt er 11 hoveder af det gamle røde kvæg.

- Dyrene skal have lov at leve så naturligt som muligt. De parrer sig naturligt, for det er også en del af deres velfærd. Det samme gælder for hønsene, som har deres hane og fårene deres vædder. De skal have mulighed for at udleve deres naturlige instinkter for yngelpleje, påpeger Tine Hage og supplerer:

- Fårene går med deres lam, indtil de slagtes. Lige nu lemmer de, og lammene slagtes så til efteråret. Danske Landænder er her også, og de slagtes, når de er 18 uger gamle, hvilket er omtrent dobbelt så lang levetid som traditionelt opdrættede. Både køerne, fårene, grisene og fjerkræene leverer kød af høj kvalitet, blandt andet fordi de gnasker saftigt græs i sig, og vi undgår kraftfoder. 


Alsidig gårdbutik

Halvandet år efter Tine og Torben overtog gården, åbnede de en gårdbutik, hvor de - ud over deres egne produkter - også sælger andre lokale økologiske varer. Et kig rundt i butikken vidner om, at der blandt varerne ikke alene er spiseligt, men også afledte produkter af det, dyrene kan levere, eksempelvis garnnøgler og skind med fårenes uld.

Der dyrkes forskellige kornsorter som Ølandshvede, havre og rug. Hveden forarbejdes til mel i det lille gårdmølleri, og der laves gryn af havren. Begge dele sælges i øvrigt til supermarkeder i hele landet.

Øl er også på menuen. Mangholm har indgået et samarbejde med Kølster Øl, der har mange års erfaring med håndbrygning af specialøl. Øllet brygges med Mangholms korn, og i øjeblikket er der tre sæsonøl, men sortimentet udvides efterhånden som nye idéer opstår.


Ambitiøst grøntsagsprojekt

Mangholm har ingen ansatte, men nu og da kommer unge frivillige - også fra udlandet - og hjælper til.

- Vi tilbyder dem så gratis kost og logi, typisk af en måneds varighed, siger Tine.

En gartnerelev er dog for nyligt ansat til gårdens nye grøntsagsprojekt, der bl.a. omfatter bladgrønt, salatmix, mikrogrønt, rodfrugter, kål og spiselige blomster.

- Det er vi yderst ambitiøse med. Hvor vi før dyrkede to hektar grøntsager, gælder det nu blot 600 kvadratmeter, som til gengæld er intensiv dyrkning i højbede efter princippet Market Gardening, blandt andet inspireret af canadieren Jean-Martin Fortier. Det er et dyrkningssystem, der er baseret på biodynamiske, perma-kulturelle principper. Det indebærer blandt andet, at der aldrig graves i bedene, og at der kun anvendes håndredskaber, forklarer Tine Hage.

Hun demonstrerer med en bredgreb, hvordan dens tænder placeres i bedene, hvorpå hun vender greben opad, så mulden luftes - men aldrig graves.

- Grøntsagerne afsættes lokalt, og det sikrer, at kunderne modtager 100 procent friskhøstede og meget velsmagende produkter. Vi har gode aftaler med køkkener og restauranter, som vi leverer ikke kun grøntsagerne til, men også kød. De to hoteller i København, Kong Arthur og Ibsen, aftager vores speciale, brunchpølser fra vores egne grise. De og andre af vores kunder fortæller deres gæster, at det pågældende stykke kød eller grøntsag stammer herfra, og det medvirker til at højne vores brand. Det er i det hele taget trygt at vide, at de produkter, vi laver, er garanteret en afsætning, siger hun.


Vigtigt med liv udefra

For Tine Hage har det været vigtigt også at skabe samarbejdspartnere. Mangholm har bortforpagtet 2.000 kvadratmeter til en blomsterbonde, der dyrker økologiske blomster.

- Hun har lavet sin egen virksomhed med salg af blomster, og det er en fordel for hende og for mig, idet jeg kan nyde synet af smukke blomster på min mark. Desuden har vi indledt et dyrkningssamarbejde med en mand i Helsingør, som har sin egen gårdbutik ved sit parcelhus. Han manglede plads på den lille grund, og derfor har han valgt at låne jord her for tre år siden - til gengæld fik jeg nogle af hans fine kartofler og grøntsager. Det samarbejde fungerer super, fortæller hun.

Tine og Torben har en søn på 19 og en datter på 17 år.

- Der gik år, hvor alt med landbrug ikke fængede deres interesse. Min søn følte sig for nyligt tiltrukket af den internationale organisation, Wwoof, der virker som en ungdomsudveksling på tværs af grænserne om økologiske dyrkningsmetoder med fokus på kvalitet og bæredygtighed. Han har lige været i Japan og har selv nydt godt at sit ophold der og er blevet bidt af god mad og kvalitetsråvarer. Vi tager også her imod unge fra denne bevægelse. Det er så berigende at få besøg af unge fra udlandet, også fordi de beriger vores dagligdag på gården med liv og inspiration, fortæller Tine Hage.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce i kategorien "Landbrugsnyt":
Annonce