cookie-og-privatlivspolitik
3736 danskere døde af kol i 2017, og hertil kommer op mod et par tusinde, der årligt dør som følge af lungebetændelse, lungekræft eller alvorlig hjertesygdom, hvor kol er en medvirkende dødsårsag. (Modelfoto)

2

Billeder

3736 danskere døde af kol i 2017, og hertil kommer op mod et par tusinde, der årligt dør som følge af lungebetændelse, lungekræft eller alvorlig hjertesygdom, hvor kol er en medvirkende dødsårsag. (Modelfoto)
Foto: Free

Livsstil

Bliv tjekket: 133.000 har lungesygdom uden at vide det

Mange undlader at reagere på symptomer som langvarig hoste og åndenød - men det bør man gøre. For folkesygdommen kol kan sagtens lindres.




21. november 2019 kl. 11:00 Af Ritzau

Annonce

Mere end hver tredje dansker, der lider af lungesygdommen kol, ved det ikke. Og det skal der gøres noget ved, mener Lungeforeningen. For selv om sygdommen ikke kan helbredes, kan den sagtens lindres.

- Der er alt for mange danskere, der er syge og går alt for længe uden at reagere på symptomerne, siger Anne Brandt, som er direktør for Lungeforeningen.

- Men det er fuldstændig unødvendigt, at man går og har det dårligt. For med den rette behandling kan de fleste sagtens leve et forholdsvis normalt liv, selv om de har kol.

Symptomerne er hoste - i nogle tilfælde med slim - hvæsende vejrtrækning og åndenød.

Problemet er, at sygdommen kommer snigende, så mange langsomt vænner sig til, at de lettere bliver forpustet eller hoster, forklarer Peter Lange, der er professor i lungemedicin på Københavns Universitet.

- Nogle tænker, at de jo også er blevet ældre og derfor har brug for flere pauser, når de går på trapper. Måske har de også taget lidt på. Og pludselig har de mistet halvdelen af deres lungefunktion uden at reagere på det, siger han.

Symptomer kan også være, at man hyppigere bliver ramt af infektioner i lungerne. Det kan være lungebetændelse, men også en almindelig forkølelse, der sætter sig på lungerne.

Befolkningsundersøgelser viser, at omkring 320.000 danskere lider af kol, men kun knap 187.000 er registreret med lungesygdommen.

Lungeforeningen og Sundhedsstyrelsen, som sammen kører kampagnen "Pust liv i hverdagen" anbefaler, at du bliver tjekket, hvis du har hostet, haft slim fra lungerne eller åndenød i to måneder eller mere.

- Man kan sagtens leve med en høj livskvalitet, selv om man har kol. Men det kræver, at man får hjælp - og helst så tidligt som muligt, siger Anne Brandt fra Lungeforeningen.

Kol har tidligere været kendt som "rygerlunger", og det er da også oftest rygere, som bliver ramt. Men andre faktorer han også spille ind, og derfor er du ikke fritaget for risikoen, selv om du aldrig har rørt en cigaret.

- Det kan være personer, der er født for tidligt og derfor har små lunger, forklarer Peter Lange og tilføjer, at har du været ramt af mange lungeinfektioner i barndommen, er det også en risikofaktor

Og selv om du er helt sikker på, at du ikke er ramt af kol, bør du blive tjekket alligevel. De samme symptomer kan nemlig også være udtryk for astma, som også er underdiagnosticeret i Danmark, påpeger Peter Lange.

Derudover er der en række mere sjældne, men meget alvorlige lungesygdomme, som også viser sig ved langvarig hoste og åndenød - for eksempel bronkiektasier og lungefibrose.

/ritzau fokus/




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce