Annonce
Bolig og livsstil

Derfor skal du prutte om boligens udbudspris

Hvis du blindt siger ok til prisen, risikerer du at ende med håret i postkassen, når du skal sælge igen. Foto: Free/Colourbox

Boligmarkedet er ikke så varmt som tidligere, og derfor både kan og bør du som køber forhandle om prisen, siger eksperter.

Boligmarkedet har længe været brandvarmt i de større byer, og derfor har mange købere accepteret udbudsprisen, når de fik drømmeboligen i kikkerten.

Men billedet har ændret sig, og derfor både kan og bør du forhandle om prisen, siger to køberrådgivere.

- For bare seks måneder siden var det en fuldstændig utopi at forhandle på en ejerlejlighed i København. Men sådan er det altså ikke længere, siger Michael Christensen, der er uvildig boligrådgiver hos boligraadgiver.dk.

Der er nemlig færre boliger til salg end tidligere, hvilket får mæglerne til at skrue prisen op i kampen om at gøre sig attraktive over for sælger og få lejligheden til salg i netop deres butiksvindue, forklarer han.

- Derfor bør man forhandle. Det er faktisk ikke noget, man skal overveje, det er noget, man bør gøre. Fordi ved en del af de lejligheder, der bliver udbudt til salg, er prisen simpelthen sat højere op, end markedet kan bære, siger Michael Christensen.

Samtidig er boligpriserne ikke på himmelflugt længere. Tværtimod ser man en stagnering i priserne - nogle steder endda med små prisfald, forklarer Michael Christensen.

- Og det er en udvikling, man er nødt til at være opmærksom på: at mæglerne skruer priserne op, til trods for at salgspriserne ikke stiger, siger han.

Derfor skal du heller ikke bare løbe med på fortællingen om, at du skal slå til, før boligen går til anden side, siger Michael Christensen.

- For hvis man laver de der impuls- eller panikindkøb, så kommer man også til at betale for meget. Det kan man være vis på, siger han.

Christopher Wagner, der er køberrådgiver og partner i bomae.dk, bakker op og siger, at nye låneregler fra årsskiftet har gjort, at færre har råd til at købe dyrt.

Og når efterspørgslen falder, følger priserne med.

- Vi ser også lige nu en forøgelse på, hvor meget afslag der er på ejendommene - især i København. Og det har rigtigt meget at gøre med de her nye låneregler, siger han.

Så tryk mægler og sælger på maven, og gå kritisk til prisen, opfordrer Christopher Wagner.

For mange steder afspejler udbudspriserne stadig ikke den generelle mætning, man ellers ser på markedet lige nu.

- Mæglerne værdiansætter stadig ejendommene, som om det var i 2017. Men der er altså sket en stor udvikling, i forhold til at vi ikke har så mange købere i markedet, som vi havde før, siger han.

I det hele taget skal man ikke lade følelser eller panikstemning løbe af med sig.

Så slå koldt vand i blodet - også selv om I har været flere til fremvisning, og mægler siger, at boligerne går på en dag.

- Som udgangspunkt er det den største investering, du kan lave som forbruger. Derfor er det farligt at basere sin forhandlingstaktik samt sin idé om værdiansættelsen på følelser, siger Christopher Wagner.

Hvis du køber for dyrt, kan det nemlig låse dig i en bolig, som du får svært ved at sælge til samme pris, siger begge eksperter og peger på boligboblen i 00'erne.

- Og så skal vi meget langt ud i fremtiden, før den enkelte ejendom har den samme pris som resten af markedet, siger Christopher Wagner.

Fakta: Få boligen til den rigtige pris

- Kig tilstandsrapport og øvrige dokumenter grundigt igennem.

- Hvis en lejlighed har et fælleslån, som ikke er betalt ud, skal du betragte det som en udgift og tælle det med, når du tager stilling til udbudsprisen.

- Tag en håndværker med på råd, når du vurderer boligens stand. Ofte er renovering dyrere, end du tror.

- Pas på med velmente råd fra venner og familie. Bolighandler er forskellige, og der ligger megen jura bag, så rådene kan ikke altid bare overføres.

Kilder: Michael Christensen, Christopher Wagner.

/ritzau fokus/

  • flytte
    Hvis du blindt siger ok til prisen, risikerer du at ende med håret i postkassen, når du skal sælge igen. Foto: Free/Colourbox
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Lokal bilforhandler i opkøb på Sjælland

Lolland

Fjerner alle skraldespande

Guldborgsund

Jubler over Marys besøg: En kæmpe fornøjelse

Indland

Beredskab tilbage ved Børsen efter gløder blussede op over natten

Falster

Mark O's nye eventyr tog dem på sengen: "Gud, der er mange"

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Erhverv

Lokal hæder til danmarksmesterskaberne

Guldborgsund

Dronningen om sin gåtur på Falster: - Det var lidt usædvanligt

Guldborgsund

Se billederne: Dronning Mary på besøg på Falster

112

Kørte spritstiv i lånt bil: Så blev den taget

112

Søstre fra Levakovic-familie idømmes fængsel for at svindle ældre

Guldborgsund

Begejstret Mary: Fin rute og dejlig skov

Indland

Danskernes arbejdsglæde slår rekord

Lolland

Babydrabssagen: Nu er det op til nævningerne og dommerne

Udland

Tv-tårn brækker over i ukrainsk storby efter muligt angreb

Guldborgsund

Her sker det: Dronningen indvier vandrerute på Falster

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Se videoen: Den stjal rampelyset fra Mary på stor royal dag

Sport

Medaljeslugende dansk kajakroer fra Maribo udtaget til OL

Indland

Savnet 18-årig kvinde fra Vestjylland er fundet i live

Vejret

Se video: Sneen er faldet på Lolland-Falster

Lolland

Kæmpehandel en realitet

Guldborgsund

- Dronning Mary kan godt glæde sig

Lolland

Forudser kritik: Nogle vil sige jeg ikke kan tillade mig det