cookie-og-privatlivspolitik
Det er vigtigt at spare op til pension - også når du i en periode af dit liv er på en offentlig ydelse. Derfor har man fra 1. januar indført obligatorisk pensionsordning, som sørger for indbetaling, hvis du for eksempel modtager dagpenge, kontanthjælp eller er på førtidspension.(Genrefoto)
Det er vigtigt at spare op til pension - også når du i en periode af dit liv er på en offentlig ydelse. Derfor har man fra 1. januar indført obligatorisk pensionsordning, som sørger for indbetaling, hvis du for eksempel modtager dagpenge, kontanthjælp eller er på førtidspension.(Genrefoto)
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Livsstil

En fyring kan koste dig pensionsforsikringerne

Har du mistet dit job, er det vigtigt, at du tager stilling til, hvad der skal ske med din pension. For det påvirker de forsikringer, der hører under ordningen.




06. april 2020 kl. 13:00 Af Ritzau

Annonce

Det gik ellers så godt. Der var noget nær rekordmeget at rive i. Men så kom coronakrisen, som hurtigt inficerede økonomien og blandt andet har ført til adskillige afskedigelser.

Det kan påvirke din pension og dermed også din forsikringsdækning, hvis ikke du griber ind, forklarer brancheorganisationen Forsikring & Pension.

- Bliver du ledig, stopper pensionsindbetalingen. Typisk er du bidragsfrit dækket i en periode, men derefter stopper også forsikringsdækningen, siger underdirektør Karina Ransby.

Afhængigt af selskab og eventuelle tilkøb kan det for eksempel gælde helbredssikring, forsikring ved invaliditet, nedsat arbejdsevne og tidlig død.

- Derfor er det vigtigt, at du kontakter pensionsselskabet, så snart du bliver ledig, siger Karina Ransby.

Afhængigt af selskabet går der typisk mellem 3 og 12 måneder, inden forsikringen helt eller delvist bortfalder.

Hos Danmarks største pensionsselskab, PFA, oplever man, at det langtfra er alle, som er opmærksomme på problematikken.

- Systemet antager, at indbetalingen stopper, fordi man har fået nyt job, og at man derved får en ny forsikring, hvis ikke man kontakter sit pensionsselskab, forklarer forbrugerøkonom Carsten Holdum.

- Men skyldes det arbejdsløshed, skal man kontakte sit pensionsselskab med det samme. Ellers risikerer man at stå uden en forsikring, den dag man har brug for den.

Du kan normalt godt fortsætte dine forsikringer i pensionsselskabet, selv om du mister jobbet. Har du penge på kistebunden, kan du indbetale af dem. Alternativt med midler fra pensionsopsparingen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at spise af den, men det er vigtigere at bevare sin forsikring nu end at have en lidt større pension engang om mange år, mener Carsten Holdum.

- Vi anbefaler, at man altid har sine forsikringer. For så har man sikret sig selv og sin familie, både når man bliver gammel, men også hvis man skulle komme galt afsted, blive syg eller i værste fald gå bort.

Fortsætter du ikke indbetalingen, er du typisk først forsikringsdækket igen, den dag du kommer i job.

- Du kan ikke være ledig to år og så pludselig genoptage forsikringsdækningen. Du skal vedligeholde betalingen, hvis du vil gøre brug af den, den dag uheldet er ude, siger Karina Ransby.

Så det er vigtigt at prioritere indbetalingen i økonomien, selv hvis den er presset af en fyring. Især hvis du er blevet ledig grundet sygdom, eller hvis du generelt har dårligt helbred.

- Forsikringen dækker også tabt erhvervsevne. Skulle du blive syg, mens du er ledig, vil den stadig dække, forklarer Karina Ransby.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce