Annonce
Bolig og livsstil

Genbrug og anretning: Undgå madspild juleaften

Rigtig meget julemad ender hvert år som rester og i sidste ende i skraldespanden. (Arkivfoto) Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

Der er flere gode trick til at undgå overproduktion af julemad - uden risikoen for at efterlade gæsterne sultne.

Et stort fad med brunede kartofler, sovs i overflod, to store ænder, rødkål, svesker, medister og en sprød flæskesteg.

Julebordet bugner i de fleste danske hjem den 24. december, og selv om hele familien samles, vil der ofte være rigtig meget tilovers dagen derpå.

Men med lidt planlægning og omtanke kan du sagtens undgå at stå med rester, der ender som affald.

Det handler om at etablere nogle gode vaner og gennemtænke madlavningsprocessen fra start til slut, siger antropolog Johanne Skibsted Holm, som arbejder med forebyggelse af madspild hos konsulentfirmaet PlanMiljø.

- Først og fremmest skal du tænke i de mængder, du tilbereder. Der skal ikke være flæskesteg til, at alle kan spise sig mætte i det, hvis der også er and og medister, siger hun og tilføjer:

- Og i stedet for at lave et ostebord med fem oste, så køb én rigtig lækker ost med nogle nødder til.

Derudover handler det om at udnytte de råvarer, du har købt ind.

- Tænk for eksempel over, hvordan du behandler kartoflerne. Kan de skrubbes i stedet for at skrælles - eller kan skrællen bruges til at lave kartoffelchips, siger Johanne Skibsted Holm.

Begynd også at skrive ned, hvor meget I egentlig spiser af kød og tilbehør, foreslår Niels Tetzlaff, der er køkkenchef på restauranten Hos Tetzlaff i Løgstør. Her arbejder de målrettet med at mindske madspild.

- Vi spiser generelt meget mindre, end vi tror. Og måske når du ikke at få styr på mængderne til denne jul, men så ved du det til næste, siger han.

Det er ofte frygten for, at der ikke er mad nok, der får os til at overgøre det en smule, men det kan du komme uden om ved at portionsanrette maden juleaften eller til julefrokosten.

- Det kan faktisk gøre maden mere delikat, siger Johanne Skibsted Holm.

Du kan for eksempel servere risalamanden i et glas eller anrette silden på et salatblad med et rødløg ovenpå.

- På den måde kan man til dels styre, hvor meget folk spiser, og til dels spare både tid og penge ved ikke at producere for meget mad, siger antropologen.

Står du alligevel med nogle rester - og det er svært helt at undgå - så behøver det ikke betyde, at du skal spise kolde kartofler og halvrådne appelsiner dagen derpå. Du skal se helt anderledes på det, siger Johanne Skibsted.

- Lad være med at tænke på det som rester, men som overskudsmad, der kan bruges i nye retter, siger hun og foreslår for eksempel, at du genbruger smuldret brød som ingrediens i en ny dej.

Du kan også lave en frysepose med alt det, du ikke får spist, foreslår Niels Tetzlaff.

Rodfrugter og kød kan for eksempel sagtens fryses ned og eksempelvis bruges til biksemad en dag, hvor overskuddet ikke er til den helt store gerning i køkkenet.

- Grøntsager som løg, tomat og peberfrugt kan også sagtens kommes i fryseren. Når du tager dem op, kan du riste dem godt af i ovnen og lave en god ragout eller tomatsuppe, foreslår han.

Overordnet set handler det blot om at få nogle gode vaner for, hvad man gør med de forskellige madvarer, forklarer Johanne Skibsted Holm.

- Når du har nogle rutiner, så behøver du ikke tænke kreativt hver gang, siger hun og tilføjer, at det vigtigste er, at du sørger for at tage stilling til maden, inden den bliver dårlig.

/ritzau fokus/

  • Julebord, Julemad
    Rigtig meget julemad ender hvert år som rester og i sidste ende i skraldespanden. (Arkivfoto) Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

112

Bil i brand på motorvejen

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Sport

Triumf i Silkeborg - perfekt slutspilsstart for NFH

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Lolland

Efter voldsom brand: Militærmuseum genopstår

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

Sport

Skifteret giver NFC-konkurrents ejer frist til at komme med redningsplan

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Nu skal pengene findes: Besparelser for 16 millioner kroner sendes i høring

Lokal nyt

Venstre vil forlænge grænsekontrollem

Indland

Over 800 butikker vil donere overskudsmad i påsken

112

Hundredvis blitzet - en kørte 147 km/t

Lolland

Kæmpe kovending: Alligevel flertal for omfartsvej

Lolland

Engang var den Danmarks bedste Aldi: Nu åbner den snart som Rema 1000

Guldborgsund

Revyen solgte ud: - Nu skal vi lige komme os over chokket