cookie-og-privatlivspolitik
Flere uheld skyldes overhalinger og påkørsel bagfra. Desuden kan en usikker cyklist nemt miste balancen og vælte, hvis vedkommende presses ind mod kantstenen under overhalingen. Cyklistforbundet vil derfor have indført en overhalingsafstand på minimum 1,5 meter for bilister. (Arkivfoto)
Flere uheld skyldes overhalinger og påkørsel bagfra. Desuden kan en usikker cyklist nemt miste balancen og vælte, hvis vedkommende presses ind mod kantstenen under overhalingen. Cyklistforbundet vil derfor have indført en overhalingsafstand på minimum 1,5 meter for bilister. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Livsstil

Overmodige mænd kommer oftere til skade på cyklen

Flere mandlige cykelmotionister kommer alvorligt til skade, og det skyldes både overmod og manglende teknik.




24. maj 2020 kl. 08:00 Af Ritzau

Annonce

Generelt kommer færre cyklister alvorligt til skade eller dør i trafikken. Men blandt midaldrende mænd går statistikken den forkerte vej.

Og det skyldes blandt andet, at de i de seneste år i højere grad har taget mountainbiking og landevejscykling til sig.

- De er stivere i kroppen og mere usikre, fordi de mangler de basale færdigheder, siger Jens Veggerby, der er tidligere professionel cykelrytter og i dag arbejder med motionscyklister og arrangerer løb.

En hyppig faldgrube er teknisk usikkerhed kombineret med mentalt overmod eller intern konkurrence med vennerne.

- Hvis man aldrig har kørt med klikpedaler før, kan det altså være en skræmmende oplevelse. Især hvis man mangler overblikket og har fokus på sin cykelcomputer, siger Jens Veggerby.

Når det først går galt, kommer mange også mere alvorligt til skade end ved andre motionsformer. Det viser opkald til Ulykkeslinjen.

- Cykelulykkerne fylder stadig mere på vores telefonlinje. Det kan være skulderskader, som koster erhvervsevnen - eller en brækket ryg, så de ender i kørestol, siger rådgiver Bente Elton Rasmussen fra Ulykkeslinjen.

Samtidig karakteriserer flere forsikringsselskaber mountainbiking som ekstremsport. Derfor risikerer man at stå uden kompensation ved eksempelvis varigt men.

- Folk tror, at ekstremsport er sådan noget som faldskærmsudspring eller kampsport. Men forsikringsselskaberne læser jo også ulykkesstatistikkerne, hvor mountainbiking træder frem, siger Bente Elton Rasmussen.

Hvis man mangler teknikken, kan balancen blive udfordret, når mountainbiken rammer sten og rødder på skovstien. Og hvis man har nogle kilo ekstra på maven, falder man tungere på racercyklen.

- Og hvis man er 50 år og har topmave, er man nok ikke Peter Sagan. Cykling er stadigvæk en fantastisk sport. Man skal bare huske, at man ikke er 25 år længere, siger Jens Veggerby.

Samtidig er der kommet en hårdere tone mellem bilister og motionscyklister. Og hvis begge stædigt holder på sin ret til at overhale eller køre frem i kryds, går det galt.

- Så tag det gode humør med på cykelturen. Giv tommel op, når bilisten holder tilbage, og nyd at dyrke motion med vennerne fremfor at holde på din ret, siger Jens Veggerby.

Sørg også for at læse op på færdselsloven, for der er for eksempel regler for, hvor man må køre to ved siden af hinanden.

- Der er helt basale regler om dobbelt optrukne linjer, som hverken bilister eller cyklister kender. Og hvis det ender med sammenstød, betaler den bløde trafikant prisen, siger Jens Veggerby.

/ritzau fokus/




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce