Gør-det-selv-installationer af el øger brandfaren betragteligt og er ulovlige. Så hav øjnene med dig, når du ser på kolonihave.
Kolonihavehuse findes i alskens former og farver, men fælles for rigtig mange af dem er, at hele eller dele af huset er lavet uden hjælp fra fagfolk.
Og det betyder, at du skal være ekstra opmærksom, hvis du er på boligjagt.
- Der er ofte mange skader på den type af huse, siger Tine Sode, der er bygningskonstruktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.
Det største problem er, at mange kolonihavehuse har installationer, der ikke er lovlige og kan være direkte farlige. Det gælder især elinstallationer.
- De skal være udført af en autoriseret elektriker. Reglerne er meget strenge, og det skyldes, at der meget hyppigt opstår brand i den type af installationer, fortæller Tine Sode.
Start derfor med at tage et grundigt kig på ledningerne. Er de trukket på kryds og tværs, samlet med en kronemuffe, eller har de knuder, kan det være en indikation på, at alt ikke er, som det skal være.
- Se også efter, om alt el er samlet i én stikkontakt. Det er ikke ulovligt, men det er heller ikke smart, for på et tidspunkt bliver den overbelastet, siger Tine Sode.
Også vandinstallationer skal være lavet af autoriserede fagfolk, så vær særligt opmærksom, hvis der er trukket ekstra rør til et brusebad eller en udendørs vandhane.
Ser installationerne ud til at være lavet ordentligt, men er du alligevel i tvivl, så spørg sælger efter dokumentation.
Det behøver ikke at være en dealbreaker, at huset har ulovlige installationer, men sørg for at sætte penge af i dit budget til at få lavet dem ordentligt.
Det er særligt i foreninger, der er medlem af Kolonihaveforbundet, at du skal være opmærksom på hjemmelavede løsninger.
Her er der nemlig regler for, hvor højt man må prissætte forbedringer og dermed grænser for, hvor rentabelt det er at kaste en masse penge efter dyre fagfolk, forklarer Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea.
- Reglerne er lavet for at sikre markedet mod spekulation, men det betyder desværre, at mange tyr til gør-det-selv-løsninger i stedet, siger hun.
- Så man kan med fordel tage en ekstra grundig gennemgang med en bygningssagkyndig, råder hun.
Du skal også være opmærksom på husets generelle stand. Er taget tæt, har det den rette hældning, og er der revner i vindueskarmene?
- Man kan komme langt med fuge, men efter fem år slår det revner, og så risikerer man, at der kommer vand ind i huset, siger Tine Sode og peger på endnu en vigtig ting: Tjek, om træet har fået fugt.
- Hvis der er alger på træet, er det et faresignal, og derudover kan man prikke lidt i træet og se, om det giver efter, råder hun.
Er der først gået råd i træet, er der ikke noget at gøre - så skal det udskiftes. Til gengæld er det væsentligt nemmere at gøre på et gammelt kolonihavehus end ved et helårshus.
/ritzau fokus/