Annonce
Bolig og livsstil

Pigerne bliver overset: Spot tegnene på adhd

Den stille adhd - kaldet add - kommer blandt andet til udtryk ved uopmærksomhed og dagdrømmeri, hvilket gør det vanskeligere at modtage og dermed handle på en instruks fra eksempelvis en lærer i skolen. Foto: Free/Monkey Business Images

De kan lettere gå under radaren - pigerne med adhd. Læs her, hvilken adfærd der kan afsløre dem.

Adhd er en diagnose, som mange forbinder med ukoncentrerede og udfarende drenge, der kravler på væggene. Men piger rammes i høj grad også af den primært arvelige lidelse, fortæller psykolog Anne-Mette Lange fra Klinisk Medicin - Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter, Risskov.

- Forskning viser, at der faktisk er en underdiagnosticering af piger med adhd. Vi kan se, at de ikke kommer ind i systemet, og vi kan kun gisne om hvorfor, siger Anne-Mette Lange.

Dog ved man, at social belastning er en årsag. Piger fra ressourcesvage familier går ofte under radaren, da man ikke tænker adhd-symptomer, som det første, men mere forklarer deres adfærd med deres sociale vilkår, fortæller Anne-Mette Lange.

En anden grund er, at nogle af pigerne lidt populært sagt mangler h'et, som står for hyperaktivitet. Den type lidelse kalder man add, fortæller Camilla Louise Lydiksen, direktør i ADHD-foreningen.

Add står for Attention Deficit Disorder, altså forstyrrelse af opmærksomheden.

- Det er et problem, at vi ser de her lidt indadvendte piger, der sidder og dagdrømmer og ikke forstyrrer nogen. På den måde er de nemme at have i en klasse, men de får bare ikke det med, de skal, og de trives bestemt ikke med det, siger Camilla Louise Lydiksen.

Og her er det vigtigt for psykolog Anne-Mette Lange, at man ikke får skabt en stereotyp på, hvad en pige med adhd er.

- Der er stor variation i, hvordan symptomerne præger den enkelte, så det er et broget billede, og ikke bare en sød stille pige, der ikke bliver opdaget, siger psykologen.

Symptomerne kan være svære at opdage allerede i børnehaven, eller man tænker, at barnet vokser fra det, men det bliver tydeligt i en indlæringssituation, siger Anne-Mette Lange.

- På trods af gode indlæringsevner, altså almindelig intelligens, får de bare ikke lært noget. De sakker bagud og fanger ikke det, der bliver sagt. De er måske lidt af et rodehoved og har ikke styr på ting i tasken, gymnastiktøjet og glemmer meget. I det hele taget har de svært at komme i gang med lektier og få dem afsluttet, siger psykologen og fortsætter:

- De bliver lynhurtigt afledt og kommer til at se for meget på nettet eller mobilen og får lavet mange overspringshandlinger. De ender med at underpræstere i forhold til evner, og det er et kæmpe tab på langt sigt, siger Anne-Mette Lange.

De er også på konstant hårdt arbejde, fordi hjernen tager imod alle sanseindtryk, hvilket stresser og udmatter.

- Derfor har man svært ved at organisere det vigtige, og på den måde er man på overarbejde hele dagen lang, hvilket giver et lavere energiniveau og lavere tempo - så en trist spiral kan man sige, siger Camilla Louise Lydiksen.

På den sociale front kan pigerne også have vanskeligheder.

- De kan have svært ved venskaber, for de er ikke nærværende på samme måde, som andre piger - de falder lidt ud, og så bliver de måske tilsidesat, fordi de ikke er så nærværende i den sociale kontakt, siger hun.

De ender ofte også i flere skænderier, både med deres forældre og skolekammerater, fordi de er mere impulsive. De fungerer også dårligt med ustrukturerede situationer, som blandt andet ferier eller andet, hvor tingene ikke er som de plejer.

En af grundene til, at det kan være sværere at opdage netop pigerne, er, at de arbejder rigtigt hårdt for at leve op til de krav, de bliver stillet overfor.

- Som vi alle gør, når vi ved, der er noget, der er svært, så kæmper vi med det og kompenserer, hvor vi kan. Og det oplever jeg, at den her gruppe gør, ellers kan de ikke klare sig i hverdagen, siger Camilla Louise Lydiksen.

Fakta: Om adhd og add

- Flere drenge end piger har diagnosen adhd. Syv ud af ti er drenge.

- Det er kønsmæssigt mere lige med hensyn til add. Her er der en lille overvægt af piger og kvinder med diagnosen.

- I gennemsnit får drenge stillet diagnosen som 8-årig, mens piger først får den som 13-årig.

- To-tre procent af alle unge under 18 år i Danmark er i behandling for adhd.

- Symptomerne på adhd er opmærksomhedsproblemer, impulsivitet og hyperaktivitet.

- Adhd er overvejende arvelig, og lidelsen begynder typisk at vise sig i fire-seksårsalderen.

Kilder: Sundhed.dk, Netdoktor.dk, ADHD-foreningen.

/ritzau fokus/

  • Skole, elever
    Den stille adhd - kaldet add - kommer blandt andet til udtryk ved uopmærksomhed og dagdrømmeri, hvilket gør det vanskeligere at modtage og dermed handle på en instruks fra eksempelvis en lærer i skolen. Foto: Free/Monkey Business Images
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Lokal bilforhandler i opkøb på Sjælland

Lolland

Fjerner alle skraldespande

Guldborgsund

Jubler over Marys besøg: En kæmpe fornøjelse

Indland

Beredskab tilbage ved Børsen efter gløder blussede op over natten

Falster

Mark O's nye eventyr tog dem på sengen: "Gud, der er mange"

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Erhverv

Lokal hæder til danmarksmesterskaberne

Guldborgsund

Dronningen om sin gåtur på Falster: - Det var lidt usædvanligt

Guldborgsund

Se billederne: Dronning Mary på besøg på Falster

112

Kørte spritstiv i lånt bil: Så blev den taget

112

Søstre fra Levakovic-familie idømmes fængsel for at svindle ældre

Guldborgsund

Begejstret Mary: Fin rute og dejlig skov

Indland

Danskernes arbejdsglæde slår rekord

Lolland

Babydrabssagen: Nu er det op til nævningerne og dommerne

Udland

Tv-tårn brækker over i ukrainsk storby efter muligt angreb

Guldborgsund

Her sker det: Dronningen indvier vandrerute på Falster

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Se videoen: Den stjal rampelyset fra Mary på stor royal dag

Sport

Medaljeslugende dansk kajakroer fra Maribo udtaget til OL

Indland

Savnet 18-årig kvinde fra Vestjylland er fundet i live

Vejret

Se video: Sneen er faldet på Lolland-Falster

Lolland

Kæmpehandel en realitet

Guldborgsund

- Dronning Mary kan godt glæde sig

Lolland

Forudser kritik: Nogle vil sige jeg ikke kan tillade mig det