mit folketidende klub folketidende cookie-og-privatlivspolitik
Forkæl plæne med en topdressing, som giver græsset gode vækstbetingelser. Topdressing består af jord, sand og kompost.
Forkæl plæne med en topdressing, som giver græsset gode vækstbetingelser. Topdressing består af jord, sand og kompost.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Livsstil

Red den hullede plæne før ukrudt og mos finder vej

Ukrudt og mos elsker den hullede græsplæne, som den solrige sommer har efterladt mange med. Så det er nu, du skal give plænen førstehjælp.




29. august 2018 kl. 09:07 Af Af Anna Raabæk/ritzau fokus/

Annonce

Sommeren 2018 har skrevet sig ind i historiebøgerne som den mest solrige i vejrhistorien - det vil sige, siden DMI begyndte at registrere det i 1920.

Det har sat sine tydelige spor på græsplænen, som mange steder har store huller som ar efter at være blevet svedet i ugevis.

Nu er regnen omsider kommet, og græsplænen liver op igen. Men hullerne lapper ikke bare sig selv, og der er god grund til at sætte gang i førstehjælpen.

- Topemnet lige nu er græsplænen, og det er egentlig lidt usædvanligt. Men de har rigtig mange døde pletter. Det er et problem i hele landet, fortæller havefaglig rådgiver Louise Møller fra Haveselskabet.

Der kommer døde pletter og huller, fordi græsplænen faktisk består af flere forskellige græsarter. Nogle af arterne kan tåle meget tørke, mens andre kan tåle knap så meget.

- Fordi tørken har været så ekstrem, så er det kun de meget tørketålende græsarter, der har overlevet, mens andre er døde. Så alle de døde pletter, vi ser, er der, hvor de knap så tørketålende græsarter har groet, forklarer haverådgiveren og tilføjer:

- Det bliver man nødt til at gøre noget ved, for det er ikke noget, der reparerer sig selv lige med det samme. Og i værste fald giver det bare en masse luft til ukrudt og mos. Så det er en rigtig god idé at gøre en indsats for at få det klaret.

Så find riven frem - eller vertikalskæreren, hvis græsplænen er meget stor. Som start skal det døde græs nemlig rives væk.

Når man har fjernet det døde græs, kan det være en god idé at forkæle plænen med såkaldt topdressing.

Her laver man en blanding af lige dele jord, sand og kompost. Man kan også købe det færdigt i sække, hvis man synes, det er nemmere, tilføjer Louise Møller.

Topdressingen fordeles i et tyndt lag på et par centimeter. Og så jævner man det ud med en rive.

- Det jævner plænen ud, hvis der skulle være nogle små ujævnheder, men det giver også nogle bedre vækstbetingelser - både for det græs, der er der allerede, men også for det græs, som man senere skal så. Det er for at få godt gang i væksten igen, siger Louise Møller.

Efterfølgende kan man begynde at så nyt græs på de bare pletter. Det er godt at få gjort med det samme, så ukrudt og mos ikke når at fylde de bare pletter.

- Det er en rigtig god årstid til at så græs lige nu, for jorden er stadig varm, og den er også blevet fugtig, fordi det har regnet de seneste uger. Så den næste måneds tid er rigtig god til at få sået græs.

Når græsset er sået, skal det have ro til at spire og gro. Derfor skal man prøve at begrænse trafik og fodboldspil på det nysåede græs.

Fakta: Giv plænen førstehjælp

- Døde pletter i plænen er guf for ukrudt og mos. Fjern det døde græs med en rive.

- Giv plænen en hjælpende hånd med såkaldt topdressing af lige dele jord, sand og kompost. Det skal spredes i et tyndt lag på højst et par centimeter.

- Det er ideelt at så nyt græs nu, hvor jorden stadig er varm, og regnen har gjort den fugtig.

Kilde: Louise Møller.

/ritzau fokus/




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce