Annonce
Bolig og livsstil

Tjek for farligt legetøj: Denne type trækkes tilbage på stribe

På Odense Universitetshospital ser de flere gange årligt børn, der har slugt flere af de kraftige magneter. Et andet alvorligt problem er, når børn har slugt små knapbatterier, fortæller Lars Rasmussen, som er overlæge på Kirurgisk Afdeling. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Armer/Ritzau Scanpix

Hvis børn sluger legetøj med kraftige magneter, kan det føre til huller i tarmvæggen. Sikkerhedsstyrelsen dumper størstedelen i en ny kontrol.

Det ligner bare sjovt og spændende legetøj, når ungerne bygger og hygger med samlesæt af sølvfarvede magneter.

Men de små kugler eller firkanter med kraftige magneter kan være særdeles farlige, hvis der ender et par stykker i barnets tarme.

Sikkerhedsstyrelsen har foretaget en kontrol af nogle af produkterne på markedet og har valgt at tilbagekalde 21 af 24 kontrollerede magnetsæt.

- Problemet er styrken i magneten, der er for kraftig, og som gør den farlig for børn at lege med. For sluger barnet flere magneter, kan de finde hinanden og filtre sig sammen på tværs af tarmene, fortæller Christian Thorhauge, som er vicedirektør i Sikkerhedsstyrelsen.

- Det bedste råd er at kigge efter, at børnene ikke leger med små kugler eller firkanter på to-tre millimeter, og hvor magneterne er svære at løsne fra hinanden. Så udgør de en fare, siger han.

Og børn, der sluger magneter, er et alvorligt problem, som de støder på regelmæssigt på Odense Universitetshospital, fortæller børnekirurgisk overlæge Lars Rasmussen.

- Tarmene ligger som slanger inde i maven. Og hvis der ligger en magnet i hvert sit tarmstykke, så klapper de sammen og laver simpelthen hul gennem tarmvæggen, forklarer Lars Rasmussen og fortsætter:

- Der går ret hurtigt hul, og så løber tyndtarmssaften ud, og så får man svær bughulebetændelse. Det tager vi meget alvorligt.

Har barnet bare slugt en enkelt magnet, vil den som regel kunne passere af sig selv. Og så holder de på hospitalet øje med, at den kommer ud, som den skal.

Men har barnet slugt flere, skal der reageres med det samme. Ligger magneterne stadig i spiserøret, mavesækken eller den øverste del af tolvfingertarmen, kan man forsøge at nå at fiske dem op med hjælp fra en kikkert.

- Ellers kræver det, at man opererer akut, inden de laver huller i tarmene, siger Lars Rasmussen.

Hvis du mistænker, at barnet kan have slugt magneter, skal du kontakte vagtlægen eller egen læge med henblik på hurtig indlæggelse og røntgenundersøgelse for at se, om - og eventuelt hvor - der er magneter.

Men det er ikke sikkert, du har set eller mistænkt noget. Og her vil der ofte opstå symptomer inden for nogle dage.

- Symptomerne på bughulebetændelse ligner fuldstændig blindtarmsbetændelse.

- Så opdager man det først, når barnet bliver dårligt, får feber, ondt i maven og kaster op - og så er vi allerede bagud, siger Lars Rasmussen.

Selv om Sikkerhedsstyrelsen har tilbagekaldt en række magnetprodukter, kan du også have nogle liggende derhjemme. Du kan se de tilbagekaldte produkter på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Men da det kun er et udvalg af markedet, der er blevet kontrolleret, skal du også være opmærksom på andre produkter.

- Som myndighed har vi jo svært ved at kontrollere alle produkter, så der kan sagtens stadig være magnetsæt derude uden CE-certificering eller ordentlig risikomarkering og med for kraftige magneter, så man bør som forælder altid være kritisk, siger Christian Thorhauge fra Sikkerhedsstyrelsen.

Sikkerhedsstyrelsen er også ude med riven i forhold til magnetprodukter, der eksempelvis markedsføres som stresslegetøj til voksne.

For selv om det egentlig ikke er legetøj til børn, så skal det opfylde reglerne for legetøj, hvis det ligner og kan opfattes sådan af et barn.

/ritzau fokus/

  • Press conference by toys and games industry
    På Odense Universitetshospital ser de flere gange årligt børn, der har slugt flere af de kraftige magneter. Et andet alvorligt problem er, når børn har slugt små knapbatterier, fortæller Lars Rasmussen, som er overlæge på Kirurgisk Afdeling. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Armer/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Guldborgsund

Ny formand købte gigantisk gasgrill for at slippe af med særligt rygte

112

Lokale helte slukker brand på lolland

Lolland

Lokal håndboldklub fik "uvurderlig hjælp"

Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Guldborgsund

Sommerhus-sensation: - Vi har forrygende travlt

Guldborgsund

35 biler til start i lokalt påskerally

Lolland-Falser

Stigende vandstande og voldsomme storme har konsekvenser: Flere og flere melder sig

Sport

Bruun Jørgensen: - Det blev en underlig oplevelse

Nakskov

Familieforretning fylder 50 år: - Snakketøjet har jeg efter min far

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Sport

Bredahl efter sejrsmål i overtiden: - En kæmpe forløsning

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé