Annonce
Bolig og livsstil

Træn din balance og forebyg fald-skader

Ifølge fysioterapeut Svend Carstensen er det ikke nødvendigt at anskaffe sig hjælpemidler som et vippebræt for at træne sin balance. (Genrefoto) Foto: Allan Lundgren/Ritzau Scanpix

Alle er afhængige af en god balanceevne i deres normale dagligdag. Derfor er det vigtigt, at man holder den ved lige, så man mindsker risikoen for skader.

Selv om du ikke nødvendigvis lægger mærke til det, bruger du din balance hver dag, når du bevæger dig.

Under corona-nedlukningen har de fleste været mindre fysisk aktive, end de plejer, og det kan være gået ud over balanceevnen.

Så hvis du går og snubler jævnligt over dine egne ben, burde du komme i gang med træningen, da en svækket balanceevne øger risikoen for fald og dermed også skader markant.

- Desværre er der mange, der bevæger sig alt for lidt og som følge deraf får en dårlig motorik og koordination, siger Svend Carstensen, som er fysioterapeut ved "Løb med Fyssen" i Aarhus.

Her henviser han til dem, som hovedsageligt bevæger sig rundt i motorkøretøjer, sidder stille i skolen eller på arbejdet og derefter sætter sig foran tv'et eller computeren, når de kommer hjem.

- For dem er det ekstra vigtigt at få trænet balancen. Ligesom det er vigtigt for ældre mennesker, der heller ikke er så aktive længere, siger han.

Men i stedet for kun at lave deciderede balanceøvelser vil Christine Foss Henriksen, som er kandidat i humanfysiologi, anbefale, at man dyrker en form for aktiv fritidsinteresse som eksempelvis dans, yoga eller boldspil, da det er mere effektivt:

- Hvis man har en aktiv hverdag med allroundtræning eller sport som fritidsinteresse, kommer balancen automatisk i spil, fordi man skal koordinere flytningen af sin kropsvægt, fortæller hun.

Med en aktiv hverdag kan man slå flere fluer med ét smæk, da fysisk aktivitet også fremmer indlæring og forebygger knogleskørhed senere i livet.

Men hvis man ikke er interesseret i sport eller ikke er i stand til at udøve det, kan man også træne balancen på andre simple måder.

- Man behøver ikke at investere i udstyr som balancebolde eller et balancebræt, forklarer Svend Carstensen.

I stedet kan man stå på ét ben og løbende øge sværhedsgraden ved først at lukke øjnene og/eller begynde at svinge med det andet ben.

Og man kan altid øge sværhedsgraden i de forskellige øvelser.

Det er Christine Foss Henriksen enig i.

- Hvis man har styr på balancen, når man eksempelvis laver almindelige squats, kan man øge sværhedsgraden ved at gøre underlaget mere ujævnt, siger hun og fortsætter:

- Hvis man vil give sig selv en større udfordring, kan man lave benbøjningen, imens man står oven på en sammenrullet måtte. Hvis det stadig er for nemt, kan man gøre det på ét ben, forklarer hun.

Derudover er det en god idé at træne balancen regelmæssigt:

- Man kan jo beslutte sig for et bestemt tidspunkt på dagen, hvor man gør det. Eksempelvis mens man børster tænder, fortæller Svend Carstensen.

Og så er det en god idé at lave øvelser, der ligner dagligdags-aktiviteter:

- For eksempel kan man bruge et trappetrin. Træd op, og løft det andet ben højt op i luften. Lav bevægelsen langsomt, og skift derefter ben, forklarer Christine Foss Henriksen.

Hun anbefaler dog ikke, at ældre laver øvelser på steder som trapper, hvor der er risiko for et grimt fald.

/ritzau fokus/

  • SPORTSSKO FODTØJ VIPPEPLADER VIPPEBRÆT
    Ifølge fysioterapeut Svend Carstensen er det ikke nødvendigt at anskaffe sig hjælpemidler som et vippebræt for at træne sin balance. (Genrefoto) Foto: Allan Lundgren/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

NFH dummer sig gevaldigt i Sønderjyske - under maksimalt pres nu

Lokal nyt

Millliondyrt projekt i gang: Skal forvandle 250 kvm

Sport

Skuffet Wulff efter nederlag: - Fatter slet ikke at vi kan tabe den kamp

Udland

Biden underskriver Ukraine-pakke og lover nye sendinger straks

Lolland-Falster

"På røven i Nakskov"? - Det kan man godt glemme alt om

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Maribo

Flytter butik væk fra Rødby: Men åbner i Maribo

Lokal nyt

Gør dig klar: Her sætter de prisen ned på brændstof

112

Stoppet på trehjulet knallert på motorvejstilkørsel

Guldborgsund

Se billederne: Hundredvis dukkede op til 125-års jubilæum

Indland

Myndighederne jubler: Snart er det slut

Sport

NFH-profil ånder lettet op: Fjernet knude var godartet

Lokal nyt

Uro i lokalt sygeplejeråd: Vil af med forkvinde

Lolland

Store Lalandia-planer: Udvider for at udnytte potentialet

Guldborgsund

Nyt udvalg: Færre skal være afhængig af pendling

Udland

Fragmenter af fugleinfluenza fundet i amerikansk komælk

Annonce
Annonce
112

105 taget i fartkontroller

Udland

Flere er kommet til skade under indspilning af ny Hollywoodfilm

Indland

Over 100.000 danskere vil gøre noget godt for klimaet torsdag

Falster

Koster 30 millioner: Enormt million-projekt går ind i ny fase

Guldborgsund

Kvinde dræbt af tog på Falster: Advarsel kom for sent

Guldborgsund

DSB udbetaler kompensation: Så meget er der til lokale pendlere

112

Klip og bøder på Vestlolland