cookie-og-privatlivspolitik
- Hvis man vil holde poolparty og være populær bagefter, så skal man gøre noget, så alle ikke får dårlig mave, understreger Brian Krogh, som er seniorkonsulent og sektionsleder for Svømmebadsteknologi på Teknologisk Institut. (Arkivfoto)
- Hvis man vil holde poolparty og være populær bagefter, så skal man gøre noget, så alle ikke får dårlig mave, understreger Brian Krogh, som er seniorkonsulent og sektionsleder for Svømmebadsteknologi på Teknologisk Institut. (Arkivfoto)
Foto: Allan Lundgren/Ritzau Scanpix

Livsstil

Undgå at badebassinet bliver en virus- og bakteriesump

På bare en enkelt dag kan badebassinet i haven blive til en cocktail af sygdomsfremkaldende bakterier. Læs her, hvordan du sikrer dig.




18. juni 2021 kl. 10:00 Af Ritzau

Stegende solskin kalder på sodavandsis og vandpjaskeri i haven. Og så er det jo bare med at finde badebassinet frem til hjemmets yngste.

Men faktisk kan badebassinet i løbet af bare én solskinsdag forvandle sig fra en kølende oase til en potentielt sygdomsfremkaldende suppe.

Det fortæller Brian Krogh, som er seniorkonsulent og sektionsleder for Svømmebadsteknologi på Teknologisk Institut.

- Der vokser alle mulige bakterier op, og det kan være alt fra E. coli til bakterier, der kan give diarré, rødt udslæt eller gøre en alvorligt syg på den lange bane, fortæller Brian Krogh.

Der kan komme en smule urenheder fra det omkringliggende miljø fra blade, fugle og rotter. Det kan være alt fra en dueklat til dådyr, der kan afgive sygdomsfremkaldende bakterier.

Annonce

- Men den primære forureningskilde er de badende, slår han fast.

Det er også særligt de badende, der kan risikere at smitte med virus.

Brian Krogh råder til at kopiere reglerne, du kender fra de offentlige bade: Vask dig, inden du hopper i bassinet. På den måde reducerer I mængden af baktusser i badevandet.

Et badebassin kan kræve flere tusinde liter vand, så det kan være fristende at lade det være fyldt flere dage i træk - særligt hvis det er et stort et af slagsen.

Men skal det holde flere dage, er du nødt til at tage hjælpemidler i brug.

Annonce

- Har man et større bassin, så er man nødt til at tilsætte klor og holde korrekt pH-værdi for at holde det bakteriefrit. Og så kan det være en anbefaling, at man også har en form for mekanisk rensning og eventuelt omrøring, så man får en god fordeling af klor.

- Køber man et lille bassin til to babyer, er det nok overkill, så ville jeg bare tømme det dagligt, tilføjer Brian Krogh.

Men når du begynder at blande klor i vandet, skal du holde blikket stift rettet mod brugsanvisningen.

- Lige så snart man arbejder med de her kemikalier, skal man være meget forsigtig og nøje følge det, der står. For det kan godt gå galt, og det er ikke helt ufarlige kemikalier, siger han og fortsætter:

- Det kan udvikle sig til klorgas, og det brugte man i Første Verdenskrig til at dræbe mennesker. I tilstrækkelige mængder er det dødeligt, men selv i små mængder er det stærkt irriterende.

Annonce

Han understreger derfor, at man skal sørge for at dosere det rigtigt, og så skal det opbevares langt væk fra små børn.

Helle Bach Rungø er funktionsleder i afdelingen for Vandforsyning hos Miljøstyrelsen, og hun råder til at følge brugsanvisningen nøje og bruge de rensesæt, der måtte følge med.

Hun tilføjer, at klor kan nedsætte virussmitte i bassiner, og at der derfor er krav til brug af klor i svømmebade, der bruges af en større personkreds end en enkelt husstand.

Men klorvandet er bestemt ikke gavnligt for miljøet, understreger hun.

- Vi anbefaler, at hvis du benytter klor i dit private badebassin eller havepool, så skal du tænke på, at det kan forurene og derfor bør udledes til et kloaksystem med henblik på at blive renset, siger Helle Bach Rungø.

Annonce

/ritzau fokus/




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce

ANNONCE