cookie-og-privatlivspolitik
I 2012 blev der registreret 18 ulykker og to dødsfald blandt elycklister. I dag er tallet mangedoblet. Senest er der registreret 258 ulykker og 10 trafikdræbte elcyklister. (Genrefoto)
I 2012 blev der registreret 18 ulykker og to dødsfald blandt elycklister. I dag er tallet mangedoblet. Senest er der registreret 258 ulykker og 10 trafikdræbte elcyklister. (Genrefoto)
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Livsstil

Undgå faldgruberne: Flere kommer til skade på elcykel

Flere kører elcykel, og samtidig er antallet af ulykker og trafikdrab mangedoblet. Læs her, hvordan du undgår de farlige situationer.




04. juni 2020 kl. 11:00 Af Ritzau

Annonce

Flere danskere vælger en cykel med hjælpemotor, når de suser afsted på cykelstien. Samtidig er antallet af tilskadekomne elcyklister også steget.

Og blandt de alvorligste cykelulykker - som ender med dødsfald - foregår hver tredje på elcykel. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet.

- I forhold til hvor mange der reelt kører på elcykel, er det et højt tal, at hver tredje trafikdræbte cyklist kører elcykel, konstaterer Pernille Ehlers, der er chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Der er flere ting, man skal være opmærksom på.

For det første kører elcyklerne hurtigere end almindelige cykler. Og hastighed spiller ofte en rolle i forhold til ulykkernes omfang og alvor.

- For det andet er elcyklen tungere, og det betyder, at den manøvrerer anderledes i eksempelvis sving, når man bremser hårdt op - eller skal undvige noget, siger Pernille Ehlers.

Rapporten fra Vejdirektoratet viser, at det hyppigst er cyklister over 54 år, som kommer til skade på elcykel.

Det skyldes formentlig en vekselvirkning mellem, at de især har taget elcyklen til sig, at de oftere er udfordret på balancen, og at de skades mere alvorligt, når de først vælter, forklarer Pernille Ehlers.

- Men uanset alder er det rigtig godt at øve sig i at køre på elcyklen et stille sted, inden man kører ud i trafikken. For den er anderledes at køre på og manøvrere med end en almindelig cykel, siger hun.

Husk hjelmen, og sørg for at orientere dig grundigt - for mange cykelulykker sker i kryds. Og her kan andre medtrafikanter have svært ved at hastighedsbedømme en person, som nærmer sig på elcykel.

- Derudover gælder det om at være synlig. Så kør med en pangfarvet hjelm, en refleksvest eller en neonfarvet sportsjakke - så det er lettere for andre at se dig på god afstand, siger Pernille Ehlers.

Sørg også for, at cyklens motorindstillinger passer til dig, siger Thorben Bayer, der er ansvarlig for test af elcykler hos Forbrugerrådet Tænk.

For der er stor forskel på motorresponsen.

- Der er nogle modeller, som har en hurtigere reaktionstid og trækker hårdere fra start end andre. Det vil jeg ikke anbefale til ældre eller folk, som er udfordret på balancen, siger han.

Det samme gælder motorens efterløb. Nogle motorer stopper med at trække, i samme sekund du undlader at træde i pedalerne - andre motorer kører videre, nogle sekunder efter at du egentlig har sluppet.

- Det er virkelig noget, man kan mærke, når man eksempelvis skal bremse i et kryds. Og hvis man bliver forskrækket eller overrasket over motortrækket, kan det også påvirke sikkerheden, siger Thorben Bayer.

/ritzau fokus/




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Annonce