Annonce
Lokal nyt

Advokat: Der bliver ingen aftale

I aften ved midnatstid ophører leverancen af fjernvarme fra Refa MSK's værk til Sakskøbing Fjernvarme, som det allerede er sket i forhold til Maribo Varmeværk. Og parterne har endnu en gang opgivet at blive enige om en aftale. Foto: Jan Knudsen, arkivfoto

Maribo Varmeværk og Sakskøbing Fjernvarme kommer ikke til at lave en aftale med Refa MSK, fastslår deres advokat - Refa MSK er klar til en udmattelseskrig.

LOLLAND-FALSTER Chancen for en mindelig løsning om fjernvarmen fra Refa MSK til Sakskøbing og Maribo er forpasset.

- Vi kommer ikke til at indgå en aftale med dem. Hverken Sakskøbing eller Maribo kommer til at lave nogen aftale, siger Pernille Aagaard Truelsen, der er advokat for Sakskøbing Fjernvarme og Maribo Varmeværk.

Forleden forlød det ellers, at Sakskøbing Fjernvarme havde forlænget en midlertidig aftale om at få varme fra Refa MSK frem til i dag, og at tiden skulle bruges til at finde en mere permanent løsning. Men Pernille Aagaard Truelsen afviser, at forlængelsen handlede om andet end at sikre Sakskøbing Fjernvarme tid til at finde personale til at passe det olieværk, der skal producere varmen, hvis Refa MSK ophører med at levere.

- Det var ikke for at forhandle. Vi har bare krævet, at de skulle levere, og nu har vi fået en vagtordning på plads, fortæller hun.

Det er jo valgår ...

De to andelsselskaber mener fortsat, at Refa MSK ikke er berettiget til at opsige kontrakten om at levere varme, og det vil der komme en selvstændig retssag om.

- Tryk avler modtryk. De har opsagt aftalen, og de forsøger at presse os ved at sige "vi afbryder forsyningen". Det mener vi ikke, at de kan, siger hun og bebuder, at sagen kan sendes til retten inden for de næste dage, ligesom også Energitilsynet bliver involveret.

Kravet fra andelsselskaberne er fortsat, at kommunerne må til lommerne og dække underskuddet i Refa MSK.

- Så må vi se, om kommunerne vil tage den nu, eller lade pinen trække ud. De må også finde ud af, hvad de kan holde til, siger hun og påpeger:

- Det er jo valgår, og der er grænser for, hvor dårligt man kan behandle sine vælgere.

Hele balladen om fjernvarmen er udløst, fordi et statsligt tilskud til elproduktion bortfalder. Refa MSK er nemlig et kraftvarmeværk, som både producerer varme og elektricitet, og hidtil har indtægter fra elproduktionen været med til at holde varmeprisen nede. Det er ikke længere muligt, og derfor har Refa ladet værket gå i rekonstruktion.
Men bortfaldet af tilskuddet til elproduktionen og de deraf følgende økonomiske problemer var faktisk forudset, da Dong (Sjællandske Kraftvarmeværker) i 1996 indgik en samarbejdsaftale med andelsselskaberne. I aftalen står således:
"Parterne er enige om, at varmesiden ikke skal deltage i dækningen af driftsunderskuddet heller ikke ved bortfald af elproduktionstilskuddet."
Denne aftale blev fornyet i 2012, efter at Refa havde købt kraftvarmeværket af Dong. Tillægsaftalen blev underskrevet af Refas daværende formand, Poul-Henrik Pederen, og direktør, Hans Erik Jensen, og ud over at bekræfte det allerede aftalte fra 1996 fastslår den, at "Aftalen kan af enhver af parterne opsiges med to års varsel til ophør med udgangen af et kalenderår, dog tidligst til ophør med udgangen af kalenderåret 2030."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stopper fredag aften

På den anden side af bordet er man klar til at slukke for varmen til Sakskøbing Fjernvarme, som man har gjort det til Maribo Varmeværk.

- Jeg kan bekræfte, at de to selskaber har meddelt, at de ikke vil aftage varme. Det har jeg noteret mig, og så stopper MSK med at levere fredag aften, siger advokat Søren Christensen Volder, der er rekonstruktør i Refa MSK.

Han bebuder, at produktionen på kraftvarmeværket vil blive droslet ned til en slags vågeblus.

Refa MSK vil fortsat skulle levere til Lolland Varme, men her er behovet ikke større, end at Refa MSK fra tid til anden kan fylde en akkumuleringstank og levere derfra.

- Så får vi løst nogle andre opgaver på værket, mens vi kan, siger Søren Christensen Volder og nævner, at der kan gennemføres service, ligesom medarbejdere kan komme på afspadsering.

- Det passer meget fint, bemærker han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dialog om salg af værket

Søren Christensen Volder har tidligere afvist, at Refa MSK kan bestå alene med Lolland Varme som aftager. Men den nuværende afvisning fra Maribo Varmeværk og Sakskøbing Fjernvarme er ikke - fastslår han - ensbetydende med, at Refa MSK går konkurs i morgen.

- Vi må så vurdere, hvad fremtiden for værket skal være på sigt. Der er flere muligheder; vi kan finde andre kunder, eller vi kan sælge værket. Jeg er i dialog med private investorer, der ser gode muligheder i sådan en case, siger han.

Det kan dog også ende med en konkurs. I så fald vil værket skulle sælges i et udbud.

- Her kan man jo forestille sig mange købere, men kommunerne er nok de mest oplagte, da de jo alt andet lige har mest at tabe, hvis værket sælges til en lav pris, siger Søren Christensen Volder og fortsætter:

- Kommunerne har som bekendt garanteret for MSK's lån, og da en købsum for værket går til kreditorerne, vil kommunerne have den fordel, at de vil få en stor del af en købesum igen. Så hvis nogen har en drøm om at drive MSK i konkurs med henblik på at købe værket billigt, så tror jeg, at de bliver skuffede.

Han påpeger, at i en situation, hvor værket sælges ud af et konkursbo, vil alle de gamle kontrakter ikke følge med, men blive tilbage i konkursboet. En køber vil derfor være helt frit stillet.

- Uden disse gamle, tabsgivende kontrakter er det min overbevisning, at værket vil kunne indbringe en høj købesum, fastslår han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udmattelseskrig i gang

Der er med andre ord lagt op til en udmattelseskrig, hvor varmeværkerne satser på, at de lokale byrådsmedlemmer i lyset af den kommende valgkamp griber ind og lader kommunerne betale gælden, mens Refa MSK kan satse på, at særligt Sakskøbing Fjernvarme må sande, at det er dyrt at producere varmen på et gammelt olieværk.

Sideløbende kan andre myndigheder som skifteretten og Energitilsynet måske træffe afgørelser, der kan påvirke udfaldet. Og Guldborgsund Kommune kan ligesom Lolland tænkes at ville politianmelde det lokale varmeværk for at producere varmen selv.

Afklaringen af de spørgsmål kan Refa MSK godt afvente.

- MSK kan lade driften køre på vågeblus i lang tid. Så lang tid, at der kan komme en afklaring af de to værkers reelle produktionskapacitet og de legale forhold. Det kan MSK sagtes vente på. Men der er klart: Det er hverken klogt, effektivt eller billigt, advarer Søren Christensen Volder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Meldt til politiet

Foreløbig er Maribo Varmeværk blevet selvforsynende, og på et ekstraordinært møde i teknisk udvalg besluttede et flertal at melde varmeværkets bestyrelse til politiet. Kommunen mener nemlig ikke, at Maribo Varmeværk har lov til at køre grundlast - værket er kun godkendt til at supplere Refa MSK's forsyning. Det bestrides dog af Maribo Varmeværk, som ikke mener, kommunens godkendelse er bindende.

Sakskøbing Fjernvarme skulle til møde med Guldborgsund Kommune i formiddag, men mødet er rykket til på mandag. Det er derfor endnu et åbent spørgsmål, om kommunen kan acceptere, at Sakskøbing Fjernvarme producerer sin egen varme på et olieværk.

  • I aften ved midnatstid ophører leverancen af fjernvarme fra Refa MSK's værk til Sakskøbing Fjernvarme, som det allerede er sket i forhold til Maribo Varmeværk. Og parterne har endnu en gang opgivet at blive enige om en aftale. Foto: Jan Knudsen, arkivfoto
Annonce
Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

Annonce
Annonce
112

Bragede sammen: 23-årig kvinde kørt på sygehuset

Lolland

Øget med millioner: Christen bag stor fremgang

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

112

Politiet efterlyser: Har du set Mathias?

Lolland

Her holder børnene fri store bededag

112

Afsløret i bussen: Der var ulovlige stoffer i poserne

Sport

Bombe i Nordfalster - cheftræner færdig til sommer

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? Revyfolk kæmper med teksterne

Indland

Mand er faldet fra kran under arbejde i København

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier

112

Område ved fjord afspærret efter fund i vandet

112

Tre anholdt: Narkohunden Alfa opsnusede et halvt kilo kokain

Sport

Skuffet Wulff efter nederlag: - Fatter slet ikke at vi kan tabe den kamp

Vejret

Vågnede op til haglvejr - men forude venter 23 grader

Annoncørbetalt indhold

Suveræne SUV’er til skarpe priser

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Ekstremt vejr koster kommune mindst 24 millioner kroner

Indland

Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft

Indland

Vil du også gøre det? Seks ud af 10 vil sætte hveder på bordet

Udland

Biden underskriver Ukraine-pakke og lover nye sendinger straks

Maribo

Sygdomsforløb satte gang i butiksdrøm: Nu har han slået døren op

Maribo

Flytter butik væk fra Rødby: Men åbner i Maribo

Lolland

Gør dig klar: Her sætter de prisen ned på brændstof