Biskoppens besøg i Canada: Pandemien rammer de sårbare og udsatte hårdest

Piloten meddeler, at dette fly er det første fra München til Canada i 18 måneder. Alle passagerer bærer mundbind og spritter hænderne med jævne mellemrum. Stewardesserne ligner rumvæsner iført hvide beskyttelsesdragter, blå handsker og visir, som var de sygeplejersker på en covid-19-afdeling på hospitalet.

De virker alt andet end trygge ved at være vendt tilbage på arbejde igen. Imens flymaden deles ud, kæmper de en næsten umulig kamp for at få de sultne passagerer til at beholde deres mundbind på, indtil de selv er på behørig afstand.

Dette er også min første visitatsrejse til udlandet, siden covid-19 i marts 2020 lukkede verden ned. Turen går denne gang til de danske kirker i Canada. 7. september åbnede landet atter for indrejse, og vi ankommer netop den første dag, hvor europæere atter kan komme ind i landet. Og det er ikke kun stewardesserne, der er ude af træning med det sociale liv.

Ved de mange møder og gudstjenester, der alle gennemføres med mundbind, fortæller de canadiske værter igen og igen, at vi er de første gæster siden nedlukningen i foråret 2020. Og det er første gang, de afholder sociale arrangementer i kirkerne i halvandet år.

Men går det nu an at mødes igen? Og hvordan skal man hilse på hinanden og på biskoppen fra Danmark? Er det med albuen, med hånden på hjertet, det gode gamle håndtryk eller skal man ligefrem give et knus? Som i Danmark bliver det en blanding af det hele - altid med en håndsprit i tasken, der hyppigt er i brug.

Man gennemfører ikke covid-19-test i Canada, som vi har gjort og gør i Danmark. Kun hvis man har symptomer, kan man få en gratis test - hvis ikke skal man selv betale. Det betyder selvsagt, at der ikke testes i det omfang, som vi kender i Danmark. Af samme grund er antallet af registrerede smittede heller ikke retvisende. Kun antallet af indlagte, som lige pt. stiger markant alt imens, at landet igen åbnes for turister, og børn vender tilbage til skolerne.

Da man rundt om i verden begyndte at vaccinere mod covid-19, var canadierne forholdsvis hurtige til at få vaccineret befolkningen, men da godt 65 procent var vaccineret, fladede kurven ud. Den sidste tredjedel af befolkning er vaccineskeptikere og vil ikke vaccineres. Tilliden til sundhedsmyndighederne er væsentlig lavere end i Danmark. Så meget forståeligt er der både en stor nervøsitet at spore sammen med en stor gensynsglæde ved atter at kunne være sammen.

Canada er verdens næststørste land, kun overgået af Rusland. Hver provins har sin egen covid-19-strategi - nogle med større succes end andre. I en af de provinser, vi besøger, Alberta, har den lokale regering valgt at reducere sygeplejerskernes lønninger for at spare penge på sundhedsvæsnets stærkt stigende udgifter til covid-19-håndtering.

Resultat har været, at en tredjedel af sygeplejerskerne har opsagt deres job, alt imens antallet af indlagte med covid-19 stiger - med fatale konsekvenser til følge. Et af resultaterne af pandemiens hærgen er, at antallet af hjemløse er steget markant.

I byen Edmonton, den nordligste storby i Canada, besøger vi den danske kirke Ansgar Danish Church. Den ligger ved en gade, Church Street, hvor der i alt er 17 forskellige kirker inden for en strækning på en kilometer. Kirkerne ligger nærmest på stribe med få almindelige huse indimellem.

En ukrainsk-katolsk, en russisk-ortodoks, en luthersk kinesisk, en katolsk koreansk, en hollandsk reformert, en nigeriansk evangelisk, en skotsk presbyteriansk kirke, for blot at nævne nogle af dem, og alle vidner de om, at immigranter fra hele verden har taget deres nationale tro med til Canada.

I mange af kirkerne forsøger man at hjælpe de hjemløse, der ses alle steder i gadebilledet. Og byen ligger vel og mærke i et område af Canada, hvor der normalt er sne og minus 40 grader om vinteren, og under denne sommers hedebølge var der 40 graders varme. De mange hjemløse klumper sig sammen omkring kirkerne i et håb om at få lidt mad.

De bor i interimistiske telte, papkasser, er rullet ind i et gulvtæppe eller sover bare under den åbne himmel. Det er et meget sørgeligt vidnesbyrd om, hvor hårdt pandemien har ramt samfundets mest sårbare og udsatte grupper. Det gælder over hele verden, ikke kun i Canada. Men her i byen Edmonton er det blot så synligt på min vandretur fra hotellet til den danske kirke.

Det gør ondt i hjertet at se, at mennesker lever så usselt. Kirkerådet beklager, at præsten og hans familie bor midt iblandt de mange hjemløse, men som præsten siger, så er de hjemløse der jo stadigvæk, selvom han og familien flyttede.

Det var imidlertid også ualmindeligt hårde vilkår for de første immigranter, der kom til dette store, uopdyrkede land. Nogle få danskere kom allerede i slutningen af 1800-tallet, men den store danske indvandringsbølge skete primært efter Første og efter Anden Verdenskrig, hvor de økonomiske vilkår var vanskelige i Danmark.

I 1950'erne valgte cirka 50.000 danskere derfor at forlade hjemlandet i håbet om at finde bedre levevilkår til dem selv og deres børn i Canada, der blev set som mulighedernes land. Det var ikke så svært at finde arbejde i det store land, og som indvandrer kunne man få et stykke uopdyrket jord eller ernære sig ved et håndværk. Så drevet af "The American Dream" forlod danskerne hjemlandet i håbet om en forgyldt tilværelse i det nye land, Canada.

Et medlem af kirkerådet i Edmonton fortalte imidlertid, hvor hårdt det havde været at komme til Canada i 1950'erne uden penge på lommen. Familien, der bestod af mor og far og tre mindre søskende, fik et gammelt skur til rådighed uden vand, strøm og sanitære forhold - toilettet var blot en papkasse med en spand i.

Udenfor var en brønd, der frøs til is om vinteren. Det blev hans første hjem i Canada og mødet med de canadiske isvintre. Vel at mærke uden varmt vintertøj. Men som han sagde - herfra kunne det kun gå fremad, og generelt har danskerne klaret sig godt i Canada.

Ifølge den danske ambassadør er der op imod 200.000 canadiere, der menes at have danske rødder. Migranterne grundlagde danske kirker rundt om i Canada, og i dag er der fem menigheder tilbage. Den første danske blev grundlagt i 1923 i Edmonton i provinsen Alberta. Udover den er der også danske kirker i byerne Toronto, Calgary og Vancouver.