Kun småting udestår i forhandlinger med italiensk konsortium, vurderer Vejdirektoratet
Længere tids polemik og uvished om kontrakten på at bygge den nye Storstrømbro nærmer sig slutningen. I Vejdirektoratet forventer man i hvert fald, at kontrakten med det vindende italienske konsortium kan blive underskrevet i løbet af en-to uger.
- Der udestår kun nogle detaljer om nogle tidsfrister, som vi i øjeblikket drøfter med konsortiet. Jeg betragter det som noget, der kan håndteres inden for 8-10-14 dage, siger projektdirektør Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet.
Kontrakten rummer en række frister for, hvornår forskellige dele af byggeriet skal foregå og afsluttes, men da underskrivningen af kontrakten blev udsat i december, bliver der en række forskydelser.
- Vi har måttet lave om på tidsplanen, det siger sig selv. Ikke på fristen for at færdiggøre broen, men nogle deltidspunkter. Det er nogle mindre ting, men vi vil godt have dem på plads, inden vi kan skrive under, siger Erik Stoklund Larsen.
Han forklarer, at det dog kan være lidt af et puslespil, da nogle tidsfrister ikke kan rykkes - det gælder eksempelvis nogle spærringer på jernbanen, som for længst er aftalt med DSB og Banedanmark.
Spørgsmålet er dog, om Vejdirektoratet kommer til at skulle justere planen yderligere - det kan ske, hvis et eller flere af de vragede konsortier klager.
Læs mere i artiklerne ”Italiensk konsortium svarer: GLF er offer, ikke gerningsmand” og ”Condotte er – næsten – med” i onsdagens udgave af Folketidende.
Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed