Det er en fast tradition, at markedsgæster kan købe sig til en flyvetur i helikopter over markedspladsen. Men i år holdt dårligt vejr helikopteren på jorden.
Det er nærmest en fast del af lydbilledet og synet på himlen over markedspladsen på Døllefjelde-Musse Marked, at der flyver en helikopter rundt over området.
Men 40-års jubilæumsudgaven af Dølle har indtil videre været uden den helikopter, som markedsgæsterne kan købe sig til en kort flyvetur i. Vejret har nemlig tvunget den til at blive på jorden, fortæller markedsformand Leif Chortzen.
- Helikopteren kommer fra Roskilde, men på grund af det dårlige vejr med dis og tåge har den ikke kunnet lette. Men vi regner med, at den kommer senere i dag, sagde han lørdag først på eftermiddagen.
Hvis helikopteren som forventet når frem i løbet af lørdagen, er det planen, at den skal flyve med markedsgæster resten af lørdagen og i morgen søndag.