Annonce
Lokal nyt

De kan bare ikke lade være

Keld og Hilda Heick ved deres seneste optræden i Nykøbing i forbindelse med sommersang på Torvet sidste sommer. På næste søndag optræder de på Nykøbing F. Teater. Foto: Anders Knudsen

Forud for deres 100-års jubilæumsshow på teatret i Nykøbing ser Keld og Hilda Heick tilbage på deres mange oplevelser her i landsdelen.

Har man besøgt Klub FTs hjemmeside på det seneste, har man fået svaret på, hvordan Keld og Hilda Heick har kunnet underholde sine fans i 100 år. Tilsammen. Forud for deres 100-års jubilæumsshow på teatret i Nykøbing næste søndag, sammen med Mickey Pless, synger de nemlig svaret: "Vi ka' ikke la' vær'".

Sådan er det. Ærlighed er en af de mange sympatiske dyder hos det musikalske ægtepar. Og da Folketidende spørger, om der er en udløbsdato på karrieren, svarer Keld Heick:

- Det der med et pensionistliv, det er blevet lagt på hylden. Vi fik en forsmag under covid-19-nedlukningen. Det går slet ikke. Vi savnede simpelthen de mange glade mennesker, vi møder til vores shows rundt i landet.

- Selvfølgelig er der en udløbsdato, supplerer Hilda.

- Vi kender den bare ikke endnu. Når først vi føler, at vi ikke kan gøre det lige så godt, som vi gerne vil, så stopper vi. Men tidspunktet bliver ved med at forrykke sig. Tidligere sagde jeg til Keld, at når vi bliver 60 år, så er det slut. Men det rykkede sig så fem år. Og yderligere fem år og så videre. Så nu er vi holdt op med at snakke om det, tilføjer fruen.

Til udbredt glæde for ægteparrets tusinder af taknemmelige fans. Ikke mindst de mange, som har sørget for totalt udsolgt hus på Nykøbing F. Teater, hvor de vil hylde Keld Heick for 60 år i rampelyset og Hilda Heicks 40 år som sangerinde. Hvor ingredienserne til den musikalske ret består af et bredt udpluk af deres mange, mange hits gennem årene, tilsat en hyldest til deres egne idoler samt en knivspids rock. Det hele krydret med revydirektør Mickey Pless ved tangenterne.

I 2020 spillede Keld og Hilda i forbindelse 10-års jubilæet på Svanevig Hospice. Foto: Ingrid Riis

Revydirektører

Udover at markere jubilæet, så er der tale om en tilbagevenden til byen, som Heick'erne har så mange gode minder fra. Og hvor de stadig har en masse venner. Venskaber, som ikke mindst blev grundlagt, da Keld og Hilda Heick stod i spidsen for Nykøbing F. Revyen gennem seks år.

Det var Hilda, der lokkede Keld med på den galej tilbage i 1993, da Flemming Krøll trængte til en pause.

- Vi optrådte på det tidspunkt med en to-mands revy på Lindenborg Kro, hvor Jan Hertz gjorde os opmærksom på, at revyen i Nykøbing skulle finde en efterfølger for Flemming Krøll. Og jeg ville gerne. Jeg er sådan et tossehoved, som altid gerne vil prøve noget nyt, så jeg sagde til Keld, at det kunne da være spændende, fortæller Hilda Heick.

- Jeg var mere forbeholden, for jeg havde jo al min musik, som jeg gik op i. Men jeg var da nysgerrig, og jeg vidste, at Hilda havde et stort hjerte for revy. Det har hun efter sin mor, som optrådte i den lokale revy på Midtsjælland, hvor de boede. Så vi blev enige om, at vi da kunne prøve at snakke med folkene bag revyen i Nykøbing, tilføjer Keld Heick.

Et møde blev sat op på Larsens Plads i Marielyst, som Flemming Krøll ejede på det tidspunkt. I mødet deltog desuden daværende borgmester Poul-Henrik Pedersen.

- Det kom bag på os, at vi også skulle være direktører for revyen. Så vi blev enige om, at vi lige ville tage hjem og tænke over det. Og vi var enige om, at ingen andre skulle vide noget om vores møde, husker Keld.

- Men næste dag stod det til vores store overraskelse på forsiden af Folketidende. Det var journalist Erik Holm, der havde snuset op, at vi holdt møde. Derefter syntes vi ikke, at vi kunne bakke ud. Så på en måde er det Erik Holms skyld, at vi blev revydirektører, tilføjer Hilda med et stort grin.

Revy-banden var på banen i Nykøbings gader sidst i januar 1994. Keld og Hilda Heick var sammen med Ole Mortensen, O.M. Music, på høflighedsvisit hos fadderne til revyen for at få deres tilsagn om underskudsgarantier til sommerens revy. Foto: Anders Knudsen
Artiklen fortsætter efter annoncen

Seks fantastiske år - næsten

Det bærer ægteparret ikke nag over. Tværtimod mindes de seks fantastiske år med revyen i Falsters hovedstad, som de siger. Måske lige bortset fra 1994, hvor stort set alt gik galt. Keld Heick husker det således:

- Det gik grueligt galt. Vores faste instruktør Jan Hertz meldte fra. Han var blevet overbebyrdet, og i stedet ansatte vi John Martinus. Kemien mellem ham og nogle af skuespillerne var helt gal. De kunne simpelthen ikke sammen. Der var en rigtig grim stemning. Derfor blev det også en dårlig revy det år, og vi fik helt fortjent meget dårlige anmeldelser.

- Herefter stod vi med en kæmpe gæld, men vi ville ikke forlade byen med en fiasko. Så vi satte vores hus på spil, og de næste fire år blev heldigvis fantastisk gode. Takket være, at Jan Hertz kom tilbage, og takket være, at Grethe Sønck kom med ombord. Hun var fantastisk. Hun havde sådan en flair for revy, siger Hilda, og tilføjer:

- I 1996 kom Flemming Krøll og ville gerne have revyen tilbage. Men nu gik det jo lige så godt, så vi tog to år mere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

All in på Lolland Falster

Ægteparret besluttede sig for at gå all in på revyen, og derfor flyttede de også til Falster i lange perioder, mens revyen kørte.

- Vi købte et sommerhus på Pedersdalvænget på Bøtø, som snart blev for lille, for alle vores venner ville besøge os. Derfor byggede vi et sommerhus ekstra på grunden. Dem havde vi fra 1993 til 2002, fortæller Hilda.

- Og jeg må da indrømme, at jeg nogle gange savner stedet. I det hele taget føler vi os meget knyttet til Lolland-Falster. Den vidunderlige natur, badestrandene og alle de gode mennesker. Men vi fandt ud af, at hvis vi skulle bruge husene kontinuerligt, så var der altså for langt.

- Men der er heldigvis ikke for langt til at besøge alle vores gode venner hernede. Eksempelvis når der er revy - og nu kommer der jo også en revy om vinteren - og når vi spiller med Mickey Pless på Torvet. Samt ved mange andre lejligheder. Der sker virkelig mange ting hernede - jeg vil ikke tøve med at kalde Nykøbing for en kulturby, siger Keld Heick.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Musikbutikken"

Udover at have skrevet sange til det danske melodigrandprix 31 gange, hvoraf de ni har vundet, så havde Keld Heick stor succes som vært med musikprogrammet "Musikfabrikken" på DR i den bedste sendetid lørdag aften fra 1998 til 2002. 160 programmer blev det til på de fire år, hvor mere end 350 bands og solister medvirkede.

- Mange nye kunstnere er senere kommet hen til mig og har fortalt, at de blev inspireret til at begynde at synge og spille, efter at de havde set "Musikbutikken". Det er jeg enormt glad for og stolt over. Men det var også et godt program, synes jeg. Hvor jeg blandt andet kunne præsentere kunstnere som Tom Jones og David Bowie, siger Keld.

Han optræder desuden sammen med Stig Rossen, Jesper Asholt og Jesper Lohmann i More Jacks. En makeover af det gamle band Four Jacks, som tog Danmark med storm i starten af 1960'erne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vild med Hilda

Hilda derimod slog over i en helt anden boldgade sidste år, hvor hun bjergtog store dele af TV2s seere i de populære programmer "Vild med dans". Hvor hun med ukueligt gåpåmod dansede sig lige ind i danskernes hjerter.

- Ja, det var den ægte Hilda Heick, man så i "Vild med dans". Jeg har altid villet danse, men jeg har aldrig rigtig haft tid. Men da coronaen lukkede vores jobs ned, sagde jeg til Keld:

- Nu vil jeg altså prøve. Han havde prøvet mange andre ting - "Musikbutikken", More Jacks og så videre. Nu var det min tur, fortæller Hilda Heick.

- Og hvor var det sjovt. Det var drønhårdt, men jeg havde lovet mig selv, at hvis jeg skulle være med, så ville jeg gøre det helhjertet. Men jeg må sige, at jeg havde ondt af min dansepartner, Michael Olesen.

- Du har trukket en nitte, sagde jeg til ham, da vi så, hvem der skulle danse sammen. Men hvor er han dog sød og dygtig. Vi morede os rigtigt godt.

Og hvordan havde du det med Hildas succes i "Vild med dans", Keld?

- Jeg var enormt stolt af Hilda og hendes dans. Og vildt imponeret over alt det, hun kunne derude på dansegulvet. Og så var det dejligt, at det for en gangs skyld var mig, der var i skyggen, siger ægtemanden, som ikke selv er den store danser.

- Dans interesserer ikke Keld. Han har rytme, men han gider ikke, siger Hilda.

Men næste søndag gælder det nedslag i 100 års fælles optræden. Og det gider begge de 75-årige entertainere, og Mickey Pless, i den grad, skulle vi hilse og sige. De ka' slet ikke la' vær'.

  • Keld og Hilda Heick ved deres seneste optræden i Nykøbing i forbindelse med sommersang på Torvet sidste sommer. På næste søndag optræder de på Nykøbing F. Teater. Foto: Anders Knudsen
  • I 2020 spillede Keld og Hilda i forbindelse 10-års jubilæet på Svanevig Hospice. Foto: Ingrid Riis
  • Revy-banden var på banen i Nykøbings gader sidst i januar 1994. Keld og Hilda Heick var sammen med Ole Mortensen, O.M. Music, på høflighedsvisit hos fadderne til revyen for at få deres tilsagn om underskudsgarantier til sommerens revy. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

112

Bil i brand på motorvejen

Annonce
Annonce
112

Bil i brand på motorvejen

Sport

Triumf i Silkeborg - perfekt slutspilsstart for NFH

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

Lolland

Efter voldsom brand: Militærmuseum genopstår

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

Guldborgsund

Nu skal pengene findes: Besparelser for 16 millioner kroner sendes i høring

Sport

Skifteret giver NFC-konkurrents ejer frist til at komme med redningsplan

Lokal nyt

Venstre vil forlænge grænsekontrollem

Annonce
Annonce
Lolland

Kæmpe kovending: Alligevel flertal for omfartsvej

112

Hundredvis blitzet - en kørte 147 km/t

Indland

Over 800 butikker vil donere overskudsmad i påsken

Lolland

Engang var den Danmarks bedste Aldi: Nu åbner den snart som Rema 1000

Guldborgsund

Ukendt fremtid præger lokal zoo

Guldborgsund

Revyen solgte ud: - Nu skal vi lige komme os over chokket

112

Tyskland skærper grænsekontrollen til EM i fodbold: Scandlines følger udviklingen