Forsøger at påvirke byråd til at sige nej til udvalgsbeslutning om sammenlægning af to skoler.
Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune har besluttet, at sammenlægge Lindeskovskolen og Østre Skole i Nykøbing, således at Østre Skole bliver nedlagt.
Muligheden har længe skabt debat, men udvalgets beslutning huer ikke forældrene, og Østre Skoles Skolebestyrelse har derfor nu varslet en demonstration lørdag formiddag.
I et opslag fortæller bestyrelsen, at man har inviteret Guldborgsund Kommunes byrådspolitikere med til demonstrationen, så de får en mulighed for at argumentere fore deres både personlige og deres partis holdning til udvalgets beslutning, ligesom politikerne opfordres til at komme med alternative løsninger.
Læs også artiklen: "- En samlet skole giver god mening"
Demonstrationen starter fra Østre Skole i Fromsgade i Nykøbing lørdag klokken 11, hvorefter der vil blive gået mod Lilletorv, hvor deltagerne i demonstrationen forventes at være fremme klokken 11.20.