To køer er skyllet i land på Lollands sydkyst.
Beredskabet forsøger i dag at bjærge en ko fra stranden ved Hyllekrog.
Lørdag blev der fundet en død sortbroget ko, der var skyllet op på stranden ved foden af Hyllekrog. Sidste weekend blev der fundet en tilsvarende død ko ved Rødbyhavn.
- Øremærket er væk, så vi kan ikke se hvor den kommer fra, siger indsatsleder Jakob Petersen om lørdagens ko. Mærket er formentlig forsvundet under de måske omkring tre uger, koen har ligget i vandet.
Efterlysninger af landmænd, der har mistet køer indenfor den seneste tid, har ikke givet nogen reaktioner. Måske er dyrene fanget af storm og højvande - og ikke nødvendigvis ved danske kyster.
Lolland-Falster Brandvæsen forsøger i dag at bjærge kadaveret.