Trods pandemi blev fastelavnskostumet alligevel luftet.
STOKKEMARKE Det er vist de færreste, der har hørt "Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte, hvem jeg er? For jeg har fået maske på ..." spillet på kirkeorgel ved en gudstjeneste.
Og det samme gælder for øvrigt "Boller op, boller ned. Boller i min mave" - og det var faktisk ret hyggeligt.
Muligheden var der i Stokkemarke Kirke søndag efterrmiddag, hvor der var inviteret til festlig fastelavnsgudstjeneste i børnehøjde.
Og efter de sjove "indgangssalmer" var det blandt andet tid for at sige trosbekendelsen - med tilhørende fagter:
Så "Vi forsager djævlen, og alle hans gerning" og skubber ham bestemt væk med højre hånd, og når vi når dertil, hvor Jesus Kristus er født af Jomfru Maria, så viser vi med en bue med hånden over maven, at hun var gravid.
Sognepræst Laura Håkannson fortalte om, da Gud skabte manden og kvinden og historien, der hører til fastelavnssøndag, da Gud gav Jesus sit navn, og så skulle der ellers gættes navne på sange, som Jesper Bay Jensen spillede på orglet.
Og på sådan en fastelavnsbolledag var det blandt andet passende at byde på "Der bor en bager i Nørregade." "Elefantens Vuggevise" var eksempelvis også på playlisten.