Michael Falch og kompagni har fundet sammen om en koncertturné til næste år. Turen går også forbi vores landsdel.
For år tilbage var bandet Malurt med Michael Falch i forgrunden et af de helt store navne på den danske musikscene - og ikke mindst kendt for landeplagen "Mød mig i mørket".
Siden blev bandet opløst, men til næste år gendannes Malurt i anledning af 40-året for udgivelsen af deres debutalbum. Det fejres med en turnéen "Super Live 2020" rundt i landet, som samtidig bliver en definitiv afskedsturné.
En af koncerterne kommer til at foregå lørdag 19. september 2020 klokken 20 på Nykøbing F. Teater. Billetsalget starter i dag onsdag klokken 10 på Ticketmaster. Det er NFH Koncerter, der er arrangør.