Det tog kun fire år fra ordet blev brugt første gang.
Ordet lovestorm er blandt de 780 ord, som nu føjes til Den Danske Ordbog.
Til det siger Kirsten Sydendal, der står i spidsen for bevægelsen Lolland-Falster Lovestorm:
- Det er fuldstændig fantastisk. Vi kan slet ikke få armene ned. Tænk, vi begyndte at udbrede det ord for knap fire år siden, det bed sig fast, og nu er det blåstemplet som en del af det danske sprog. Det er helt vildt fedt!
Kirsten Sydendal har selv arbejdet som ordbogsredaktør ved Den Danske Ordbog og ved at der skal en del til for at et ord får en plads i ordbogen.
- Jeg har da med jævne mellemrum googlet ordet og tjekket om også andre end vi fra Lolland-Falster bruger ordet, og det gør folk. Det er gået rent ind i det danske sprog, og nu står det i ordbogen. Helt vildt dejligt!
I oktober 2016 blev ordet optaget på Dansk Sprognævns liste over nye ord, men ikke alle nye ord går videre og bliver optaget i Den Danske Ordbog.