BILLEDSERIE: Carpark North blev druknet i blinklys og dytten til koncert på sukkerfabrikken.
Det sluttede med et gigantisk dyt, da Vores Nykøbing og Guldborgsund Kommune fredag aften afrundede to ugers drive in-underholdning på sukkerfabrikkens oplagsplads i Nykøbing med en koncert med Carpark North.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at de stod øverst på ønskelisten, sagde erhvervs- og citychef André Andersen, da han introducerede bandet og takkede sukkerfabrikken for at stille roe-oplagspladsen til rådighed.
Forinden havde hjemmeværnet guidet bilerne på plads, og NFH Supporters gik omkring og solgte snacks og drikkevarer.
På scenen var Carpark North i firemandsbesætningen, hvor lokale Anders Birk giver en hånd med til at skabe den storladne, elektrorock.
Og i et sæt på en times tid kom bandet omkring flere af de store hits, som ”Human”, ”32” (med en båndet Stine Bramsen), ”Håb”, ”When We Were Kids” og ”Save Me From Myself” (dedikeret til sygeplejersker og andre corona-bekæmere), og undervejs opfordrede forsanger Lau Højen jævnligt publikum til at synge, dytte med og blinke med.
- Tusind tak, fordi I er kommet. Det er fantastisk, at I gider komme at sidde i nogle biler at høre en rockkoncert, sagde han og sammenlignende oplevelsen med at stå på scenen med at være med i en Cars-film.
En spritny sang - ”Moments” - der blev lanceret for små to måneder siden, diskede Carpark North også op med, inden det hele selvfølgelig kulminerede med hittet over dem alle, ”Transparent and Glasslike”, der eksploderede i dytten, inden et kæmpe fyrværkerishow gik i gang ude over vandet.
- Jeg tror, det er en af de mest storslåede afslutninger, vi har været med til – og det siger ikke så lidt i Carpark North-land, bemærkede Lau Højen overvældet.
Klik/tryk på billedet herover for at se flere billeder.