Borgmestre melder om problemer for huskøbere i landdistrikterne.
LOLLAND-FALSTER Det er fortsat nemmere at få realkreditlån til boligkøb og nybyggeri i de større byer end ude på landet. Det vurderer blandt andre John Brædder (G), der er borgmester i Guldborgsund.
- Det er langt lettere at få finansiering i Nykøbing end i landdistrikts-Guldborgsund, hvor der er længere til arbejdspladserne. Det har i nogle situationer været en udfordring at få finansieret nybyggeri ude i de yderste landdistrikter, sagde han, da han i en debat på Folkemødet blev bedt om at vurdere, om den såkaldte "kreditklemme" er en myte eller fakta.
Problemerne kendes da også andre steder i landet.
- Det er fakta, sagde Odsherred Kommunes borgmester, Thomas Adelskov (S), og beskrev flere konkrete eksempler, hvor realkreditinstitutterne var mindre imødekommende, fordi det handlede om boliger med en "forkert" beliggenhed.
Debatten var arrangeret af Landdistrikternes Fællesråd. Det foreslår, at der bør nedsættes et ministerielt udvalg, som undersøger muligheden for statslige garantier i særlig udfordrede dele af landet.
Læs mere i Folketidendes papiravis tirsdag.