En person er kørt på sygehuset og meldes i kritisk tilstand.
En trafikulykke i det nordgående spor på Sydmotorvejen mellem Nørre Alslev og Farøbroerne skaber fredag eftermiddag en lang kø. Henrik Karlsen, der er vagthavende hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser ved 15-tiden, at politiet endnu arbejder på stedet, og at det er sparsomt med informationer.
Han oplyser dog, at tre biler var involveret i ulykken, og at den ene er endt i grøften.
- En person er kørt til Køge Sygehus. Det ser kritisk ud, tilføjer han.
Ulykken skete omkring klokken 14.15, og Folketidendes medarbejder på stedet fortæller at tre ambulancer kom kørende og fik snoet sig gennem køen.
Indsatsleder Johnny Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen fortæller ved 15.15-tiden, at brandvæsnet lige er kørt retur, og at det ene af de to spor nu er åbnet. Han vurderer, at køen går helt fra Nørre Alslev-afkørslen og frem til ulykkesstedet.
- Køen er virkelig lang. Det er al juletrafikken med dem, der skal hjem med deres gaver eller til julefrokost, koinstaterer Johnny Rasmussen.
Han bekræfter, at tre biler var impliceret.
- Efter hvad vidner siger, er der en, der har påkørt to biler bagfra og selv var havnet i grøften og kommet til skade, siger Johnny Rasmussen, som også har hørt vidner sige, at den bagfrakommende bil, som altså formentlig udløste ulykken, kørte meget stærkt.
- I den første bil, der blev ramt, sad tre børn. De er selvfølgelig chokerede, vurderer han og tilføjer at det umiddelbart kun er den bagfrakommende bilist, der er kommet til skade.
En bilinspektør er på vej - muligvis fra Ishøj - for at lave opmålinger på stedet, så det kan fastslås, hvor hurtigt bilen bagfra kørte. Og de opmålinger skal formentlig afsluttes, inden det andet spor kan åbnes.