- Uforudsigeligheden i det forgangne år var lammende

SØLLESTED - Jeg elsker fleksibiliteten og uforudsigeligheden i mit arbejde.

Sådan sagde Susanne Grue Jørgsen, kunstnerisk leder af kunsteventen Lys over Lolland, 10 år tilbage i et andet interview end det, vi er mødtes for at lave i dag.

Hun ler ved mødet med sit tidligere udsagn.

- Det er rigtigt, og man må også sige, at jeg er trænet i uforudsigelighed. Det bliver man, når man laver sådan et projekt som Lys over Lolland med kunstnere fra ind- og udland i sådan nogle udfordrende omgivelser. Det er bare en anden form for uforudsigelighed, vi har været konfronteret med i året, der gik. Uforudsigeligheden i 2020 var lammende, siger Susanne Grue Jørgensen.

Jeg beder hende uddybe.

- Hvis du møder noget uforudsigeligt, så kan du almindeligvis gøre noget ved det og klare den. Men det har du ikke kunnet i 2020. Der har du bare kunnet se til, siger hun og markerer en slags opbremsning med hænderne - som for at sætte punktum bag pointen.

For ligesom så meget andet i det forgangne år har kun lidt været afhængigt af, hvordan vi greb det an. Meget har ganske enkelt ikke kunnet lade sig gennemføre. Det gjaldt ikke mindst for de mange kulturelle begivenheder, der trods enkelte virtuelle tiltag eller drive-in løsninger ikke lod sig gennemføre. Det gjorde Lys over Lolland heller ikke.

Vi er mødtes ude foran hendes hus, som ligger lidt inde i det skovstykke, som hun kalder for dyrehaven, nær Søllested Skov.

- Jeg har valgt en rute, som jeg holder meget af at gå, lader hun vide.

- Den giver også et meget godt billede på, at det at se skønheden i de nære ting og i ens omgivelser tæt på har kendetegnet året. Det tror jeg, mange mennesker har opdaget i år. Så vores tur går igennem den gamle dyrehave, hvor jeg bor, og som rummer en masse historie, poesi og gode oplevelser.

- Den har været en slags helle for mig, og for familien, i år. Her har vi kunnet være sammen udenfor. Her har jeg kunnet få ro på tankerne. Og her har jeg følt en form for frihed - i hvert fald i forhold til, hvad vi ellers har kunnet ude i samfundet.

Vi er ikke nået langt ned af skovstien, før hun slår fast:

- Det har for mig, som for alle andre, været et ekstremt år.

Det tager Susanne Grue Jørgensen et års arbejde at arrangere kunsteventen Lys over Lolland, som i de sidste fem år har haft sit centrum med udstilling af kunstnere fra ind- og udland på Sakskøbing Sukkerfabrik samt afstikkere med foredrag, koncerter og filmfremvisninger i alt fra barokhaven på Søholt til Pilgrimshuset, Maribo Domkirke og Den Japanske Have. Derfor var det også et hårdt slag at måtte aflyse. Især i 2020, hvor Lys over Lolland skulle have fejret sit 20-års jubilæum med et ekstra stort program.

- Det er hvert år et utroligt stort arbejde at få kontaktet alle de mange, mange kunstnere, og i 2020 tog vi fat i kunstnere, som havde været med igennem årene. Det lykkedes, alle var med. Det var helt fantastisk. For nogle havde været med for 17 år siden og er siden blevet meget store, anerkendte kunstnere, men da det var kørt på plads, lukkede Danmark ned.

Susanne Grue Jørgensen var klar over, at det ville blive svært, og da meldingen senere på foråret kom, om at der ikke måtte afholdes festivaler, var det dét.

- Der måtte vi erkende, at det ikke kunne ikke lade sig gøre, og det var selvfølgelig utroligt frustrerende, blandet med følelsen af angst for hele verdens tilstand.

Vi laver en lille afstikker fra ruten hen til familiens gravsted, som ligger med udsigt til markerne. Så går vi videre, indtil vi kommer til en lysning, hvor der er tændt bål på en bålplads og arrangeret en kurv med kaffe og småkager til et pitstop på ruten.

På selve dagen, 21. august 2020, og i dagene efter, hvor kunsteventen skulle være løbet af stablen, havde Susanne Grue Jørgensen det meget mærkeligt, fortæller hun.

- Det var total tomhed.

Hun bekymrede sig også om kunstnerne, fordi hun vidste, hvor økonomisk hårdt de i forvejen havde det under corona. Uden udstillinger, uden koncerter, uden forestillinger.

- Det var, og er, forfærdeligt, siger hun - uanset hjælpepakker.

- Det drejer sig om ikke at miste modet.

Selv fandt hun trøst i et af de værker, der ikke kunne vises i 2020, men som så forhåbentlig bliver vist i år. Nemlig et værk af Ingvar Cronhammar, som hedder "Selv i de dunkle skygger trænger lyset ind".

- Det lavede han altså før corona. Så er det, man tænker, hold da op, sikke en indsigt og klogskab. Det var næsten som om, han kommenterede det, der kom, og det gjorde han jo ikke. Men det er pragtfuldt, at det værk kommer i år. Det handler jo om at finde håbet.

Det har hun også haft brug for, efter hun mistede sin mor under corona.

- Jeg mistede min mor, som var på plejehjem, og som jeg ikke måtte besøge. Jeg måtte ikke engang stå udenfor en havedør og vinke, så hun døde uden nogen omkring hende. Det gør, at man lige skal holde sig oppe, siger hun og vil i øvrigt ikke snakke mere om det.

I stedet vender hun tilbage til værket.

- Det tager jo fat i livets store emner. Det er også derfor, at man i kirkelig sammenhæng siger "og der blev lys". Der venter os forhåbentlig lys, siger hun og tilføjer:

- Men hvor mange er mon blevet skadet i mørket?

Vi går videre mellem træerne. Så kommer vi ud på ydersiden af skovstykket og går ad en anlagt bane græs, som hun kalder for "motorvejen". Den grænser op til en mark. Vi kommer også forbi hundrede år gamle krogede egetræer.

Heldigvis er Lys over Lolland ikke økonomisk ramt, fortæller hun. Hun har som kunstnerisk leder kontor derhjemme, derudover er der en teknisk chef. De, der er med til at bygge eventen op, er produktionsaflønnede, og så er der omkring 30 frivillige. De bygninger, som det afvikles i, bliver venligst udlånt, men der skal ofte bekostes penge til strøm med mere i de gamle industribygninger. Budgettet lyder på 1,6 millioner kroner, som bliver rejst med støtte fra private sponsorer, Lolland og Guldborgsund kommuner, Kulturministeriet og fonde. De penge, der blev givet i 2020, kan overføres til i år. Der skal ikke søges forfra, oplyser hun.

- Og gudskelov er alle kunstnerne fra Lys over Lolland 2020 villige til at være med i 2021.

Så kommer håbet igen på tale.

- Om lidt så bevæger vi os op til noget helt nyt, nemlig grøntsagsmarkerne. Der har gået mennesker fra marts måned af, hvor alt blev lukket ned, med rumpen i vejret fra klokken 6 morgen til klokken 22 aften og sået i kilometervis af rækker, hvor man tænker, jamen, det er livgivende, siger hun.

- Det er et smukt billede på det rigtige i at turde tro på at sætte noget i gang, også i svære tider.

Vi slutter af ved at runde Thomas Kadziolas værk med tre stenfigurer på marken ud til Friesenlundvej ved Søllestedgård. De var forløberen til Dodekalitten.

- Thomas Kadziola lavede den, da vores slægt havde boet på Søllestedgård i 200 år. Den stenfigur, der ligger ned, er fortiden. Den, der står op, udhugget, er nutiden. Den, der er uhugget, er fremtiden.

- Det er også det, vi har i det år her. Det uhuggede. Så må vi se, hvor det bærer hen.

Vi er tavse et øjeblik. Så siger hun:

- Sådan kan kunsten igen og igen hjælpe os med at være i livet og begribe, hvad det egentlig er, der sker.