Annonce
Lolland

Ærteprotein - et ny guldkorn?

Cecilie Jentoft-Tobiasen med to af de færdige ærteprotein-ingredienser, der fremstilles i Nakskov til andre fødevarevirksomheder. Foto: Jan Knudsen

Crispy Food Nordic nu 100 procent på egne ben i planteprotein-eventyr.

NAKSKOV De to producenter af morgenmad, Nakskov Mill Foods, som kendes fra Ota Solgryn og Havre Fras, og Crispy Food i Gørlev, som producerer det müsli, der for eksempel findes i låget til yoghurtbægre, fusionerede januar 2020 under navnet Crispy Food Nordic.

Sammenlægningen af de to selskaber startede allerede i foråret 2019, hvor de to selskaber fik samme direktør, Christian Bring, og siden har der været travlt.

- Vi købte jo Ota Solgryn tilbage på danske hænder i slutningen af 2019. I juni 2020 fik vi leveret en "ekstruder" til 30 millioner kroner til Nakskov til fremstilling af ærteprotein, og i maj 2021 udvidede vi med en fabrik i Polen, der også producerer müsli til yoghurt, nævner Christian Bring.

Crispy Food har i mere end 10 år arbejdet med planteproteiner til brug i vegetarretter og har siden 2018 haft et joint venture-partnerskab med et norsk selskab, AM Nutrition, hvor man i selskabet Nisco er blevet førende leverandør af planteprotein-ingredienser til fødevareindustrien.

Med indgangen til januar har Crispy Food nu købt nordmændene ud for at få kortere beslutningsveje og styrke sin position. Det er en øget efterspørgsel på de plantebaserede produkter, som virksomheden ser langsigtede markedsmuligheder i, der har gjort Crispy Food til eneaktionær i Nisco.

- Vi laver ingredienser til store, internationale fødevarevirksomheder, som så fremstiller plantebaserede færdigretter. Hvem oplyser vi ikke, men Naturli' har selv oplyst i medier, at de får ærteprotein fra os, nævner direktør Christian Bring.

- Nu er både Arla og Danish Crown begyndt at lave plantebaserede produkter. Nestlé er også startet, og det samme gælder Unilever/Knorr. Så det er begyndt at rykke. Markedet for vores salg af ingredienser til plantebaserede retter bliver bedre, uddyber Crispy Foods direktør.

Ærteprotein bruges som køderstatning af forbrugerne. Ofte for miljøets skyld eller af dyreetiske årsager - og man kan godt bygge en burger. Foto: CrispyFood

Bruger gule ærter

Ærteprotein udvindes fra gule ærter, også kaldet flækærter, som fabrikken i Nakskov får hjem fra primært Norden. Fra Nakskov leveres både ingredienser baseret på hele ærter, og ærteprotein, hvor protein og stivelse er skilt. Den sidste proces foregår i udlandet.

I øjeblikket arbejder fabrikken på at forbedre produktet.

- Det gælder både proteinindholdet og smagen, oplyser Cecilie Jentoft-Tobiasen, der leder ekstruderings-centret, hvor ærterne under høj varme og tryk og under tilsætning af vand - og efterfølgende dehydrering - får den ønskede konsistens.

I større chunk ("lunser," red.), hvis det eksempelvis skal erstatte et stykke kyllingekød, eller mere findelt, hvis ærteproteinet skal erstatte hakket kød i måske en pølse eller burger.

- Vi prøver hele tiden at forbedre vores produkt med mere protein og bedre smag, for ærterne har i de seneste år traditionelt været brugt til dyrefoder, så vi er med i strategiske projekter, hvor der også sidder repræsentanter fra forskningsinstitutioner med, oplyser Cecilie Jentoft-Tobiasen.

Men Christian Bring indskyder, at de med nye recepter har fået et produkt, som de er meget stolt af:

- Fødevareproducenterne kan lide det, og indenfor det plantebaserede omsætter vi godt og har vækst.

Næste skridt bliver at få flere lokale ærter fra Lolland-Falster.

- Vi leverer til mange internationale kunder, og der ved man godt, at Danmark står for en god fødevaresikkerhed. Ved måske at tegne ærtekvoter med lokale landmænd kan Nisco få indflydelse på en forædling af ærtesorterne til deres nye formål, nævner Christian Bring.

Han forventer, at medarbejderskaren skal øges i de kommende år. Der har før været 250 ansatte i Nakskov, mens man i dag - også som følge af automatiseringen - er 75.

På fabrikken blev plantebaserede frikadeller, "kød-sovs," chili sin carne og falafler i øvrigt tirsdag testet af - og bestod, forsikrer den administrerende direktør, der måske nu igen har "guldkorns-produktion" i Nakskov.

Direktør Christian Bring og Cecilie Jentoft-Tobiasen ved ekstruderen, der forvandler gule ærter til ærteprotein. Foto: Jan Knudsen
  • Cecilie Jentoft-Tobiasen med to af de færdige ærteprotein-ingredienser, der fremstilles i Nakskov til andre fødevarevirksomheder. Foto: Jan Knudsen
  • Ærteprotein bruges som køderstatning af forbrugerne. Ofte for miljøets skyld eller af dyreetiske årsager - og man kan godt bygge en burger. Foto: CrispyFood
  • Direktør Christian Bring og Cecilie Jentoft-Tobiasen ved ekstruderen, der forvandler gule ærter til ærteprotein. Foto: Jan Knudsen
Annonce
Nakskov

Familieforretning fylder 50 år: - Snakketøjet har jeg efter min far

Lolland

Askø-beboere fik besøg fra Christiansborg i færgesag: - Dejligt at nogen gider lytte til os

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Sommerhus-sensation: - Vi har forrygende travlt

Lolland-Falser

Stigende vandstande og voldsomme storme har konsekvenser: Flere og flere melder sig

Guldborgsund

35 biler til start i lokalt påskerally

Indland

Rekordmange ikke-vestlige indvandrere er i arbejde

Sport

Bredahl efter sejrsmål i overtiden: - En kæmpe forløsning

Sport

Bruun Jørgensen: - Det blev en underlig oplevelse

Lokal nyt

Nicolai skal gå 2500 kilometer baglæns - af helt særlig grund

Nakskov

Familieforretning fylder 50 år: - Snakketøjet har jeg efter min far

Sport

NFC vinder efter vanvidsafslutning og sikrer sig top 6

Indland

Skatteminister vil ændre regler efter sag om forkerte boligskatter

Sport

Team Sydhavsøerne tog værdiløs sejr i Aarhus

Guldborgsund

Endelig: Nu starter kæmpe projekt til 30 millioner kroner

112

14-årig dreng meldt savnet

Sport

NFC klar til påskekamp: Højmark står til startplads mod sin tidligere klub

Indland

Det Sydfynske Øhav kommer på anerkendt Unesco-liste

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Vild rekord ved museumsåbning

Sport

Team Sydhavsøerne kan runde flest indtjente point i 11 sæsoner

112

Tidligere drabsdømt tilstår drab på medpatient i Skejby

Sport

Cheftræner efter slutspilssejr: - Det var en mental svær opgave

Dølle

Landskendt komiker optræder på Dølle

Guldborgsund

Konkursramt tøjbutik er forvandlet til helsecafé

112

Politiet med klar opfordring: Aftal det på forhånd