Barndommens land får snart et farvel

ALMINDE - Engang tænkte jeg, at det nok ville blive svært at forlade stedet her. Men det, Alminde nu er udsat for, gør det nemmere, siger Erling Almegaard Larsen.

Han er født på gården i Alminde i en snestorm så voldsom, at lægen røg ud af kanen og måtte gå det sidste stykke vej for at hjælpe til ved fødslen. Men dramatikken omkring fødslen til trods ventede en tryg og god barndom i Alminde.

- Vi var mange børn, der legede med hinanden. Om vinteren lavede vi en ismølle, hvor vi hamrede en pæl i isen på branddammen, satte en stang på pælen, hvorfra der gik et tov ned til en kælk, og så havde vi en slags karrusel, fortæller Erling.

I dag er der ingen ismøller i Alminde, men vindmøller. Og dem er Erling og hustruen, Anette, ikke så glade for.

- Jeg synes, at det er helt hen i vejret, at man har nedlagt landsbyen, når man blot kunne have rykket møllerne længere ud, siger Erling og vifter med hånden i retning væk fra landsbyen, længere ud på markerne omkring Alminde.

Erling forstår ikke, at Lolland Kommune gav Hofor lov til at rejse de otte møller så tæt op ad landsbyen, og han frygter, at der kommer flere vindmøller til.

- Jeg ser ingen grund til, at vi skulle stå på hovedet, for at København kunne få de otte møller i Rødby Fjord III, og det uduelige byråd vil sikkert også sanktionere det, når Hofor kommer rendende og lover goder, vi i øvrigt aldrig ser, fordi de vil rejse yderligere otte møller, nemlig Rødby Fjord II, siger Erling.

Han mener, at byrådet har ødelagt hele Rødby Fjord.

- Jeg er vokset op her, og her var så enestående smukt og fredeligt, men nu er det lige meget, hvor man vender sig hen, så ser man de kæmpemøller.

Oplevelsen af, at man boede naturskønt, er væk, mener han.

Anette er enig i, at placeringen er problematisk:

- Jeg har ikke noget imod vindmøllerne, men jeg har noget imod placeringen.

Hun har boet i Alminde i mange år, men hun er ikke barnefødt i landsbyen. Det er derfor Erling, der mest følelsesladet tager ordet.

Anette savner mest det tætte sammenhold, der var i landsbyen, da de var unge.

- Vi var tre jævnaldrende kvinder med børn, som boede på stribe, og vi kom meget sammen. Vi havde fælles havelåge, fortæller Anette.

Der var også byfester i smøgen lige efter branddammen. Man spillede rundbold, lavede tovtrækning, spiste sammen og dansede på asfalten. Ligesom byen rummede en rigdom af næringsliv med slagter, bager og købmand.

Erlings farbror havde købmandsbutikken, og han plejede gerne at sige: "Når der er noget, jeg ikke har, så findes det ikke i Kongeriget Danmark".

- Vi havde en følelse af, at vi havde alt, hvad vi skulle bruge i landsbyen, fortæller Erling.

Han er ked af, at møllerne har ført til så mange nedrivninger.

- Vi prøvede at foreslå, at husene blev bevaret som lejemål, men det ville kommunen ikke. De var nok bange for at få gamle campingvogne og rustne biler i haverne, siger Erling og tilføjer:

- Så er der heller ikke nogen til at gøre vrøvl, når de næste otte møller skal op.

Erling er overbevist om, at de kommer.

- Og så kommer det til at se endnu værre ud, ligesom støjen fra gearkasserne bliver dobbelt op, siger Erling.

Han synes, at landsbyen ser rædselsfuld ud nu.

- Nogle steder er kun stuehusene revet ned, og så står udebygningerne tilbage og bliver ikke holdt særlig godt. Det får landsbyen til at ligne en østtysk jernbanestation, før muren væltede. Jeg synes, at det er irriterende og ærgerligt, siger Erling og tilføjer:

- Den ene ende af Alminde er helt ødelagt. Det er godt, man ikke bor i den ende, siger han og får straks dårlig samvittighed over at tænke tanken, endsige sige den højt. Desuden har de nedrevne huse betydet, at gode venner er flyttet væk, påpeger både Erling og Anette.

- Så nu flytter vi til Maribo engang i det nye år, siger Erling.

Så længe han kan passe gården i Alminde, beholder de den.

- Men når man har rynker om øjnene, så skal man jo holde op på et tidspunkt, siger han.

Erling tror ikke, Alminde har en god fremtid i vente.

- Hvis jeg skal være optimistisk, så vil de huse, der ligger lige her på "strøget" (midt på Almindevej, red.), forblive, fordi de er så fint vedligeholdt, men resten vil nok forsvinde med tiden, siger Erling.

Han synes, det er trist.

- Jeg ved godt, at jeg ikke kan forvente, at Alminde skal se ud som i min barndom, men derfra og så til at fjerne den helt. Det synes jeg ikke er rimeligt.