Det er derfor, jeg blev forfatter

Det er en råkold tirsdag i Stockholm. Fra den amerikansk-inspirerede hotelbar i art deco-stil kan man se tværs over Hötorget, lige over på Koncerthuset. Om få timer bliver det afsløret derinde: Får Helle Helle den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris? Den, hun i februar blev indstillet til for tredje gang.

Første gang var i 2009 for "Ned til hundene", anden gang i 2015 for "Hvis det er". Og denne gang er det "de", der har udløst anerkendelsen. "Helle Helle er en enestående stemme i dansk litteratur", står der i nomineringen. "Med "de" overgår Helle Helle sig selv", står der også.

Og det hele begyndte i Rødby. Med en dansklærer, der så hende og motiverede hende.

- I hele 8. og 9. klasse fik jeg lov at skrive digte i stedet for at skrive dansk stil. Jeg tror faktisk, det er derfor, jeg er blevet forfatter. Hun opfordrede mig, fortæller Helle Helle, da vi har opgivet at få en kop kaffe eller et glas hvidvin - baren åbner først om et par timer, og i caféen er køen for lang.

Inge-Lise Bentsen hed dansklæreren, og i "de" sender Helle Helle faktisk en lille hilsen til hende, for i første kapitel nævner hun, at hovedpersonen har fået noget forkert bestik med hjem fra en hyttetur: "Nu har de et totårnet med indgraveringen IB".

- Det er en sand historie! røber hun og tilføjer, at hun ikke kunne lide at sige det til Inge-Lise den gang, så hun beholdt bestikket.

Sådan er der masser af Rødby- og Maribo-minder i "de" og andre af hendes bøger. Hendes tid på Lolland er en honningkrukke af inspiration.

- Jeg har stadig en stor varme og kærlighed til det, jeg kommer fra. Det er derfor, jeg vender tilbage til det i mine bøger. Det er helt vildt, hvordan det kan sidde i en, siger hun og kalder det "et grundstof".

Fordi det ligger så dybt i hende, behøver hun heller ikke tage på researchtur for at samle observationer. Det Lolland, der findes i dag, er alligevel også et andet end det, hun kom fra og skriver på.

Derfor har hun også takket nej, når hun er blevet spurgt, om hun ville være med i tv-udsendelser, hvor hun skulle besøge barndommens land.

- Den tid, der var dengang ... For mig er det materiale nok. Jeg vil ikke tage magien ud af det, forklarer hun og tilføjer, at hun kan huske det hele.

- Jeg har altid længtes efter at køre derned, men det er ikke nødvendigt. Jeg ved, hvordan der er i den by. Man ved det, når man har været der i 18 år. Og det ville være Rødby i dag, men jeg skriver på en erindring.

Sidste år kunne hun fejre 25-året for sin debut, og i år er det så 10-årsjubilæet som nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

Selv synes hun, det er svært at svare på, hvordan hendes forfatterskab har udviklet sig siden den første nominering. Men hun gør det alligevel.

- Det er blevet mere og mere eksperimenterende. Og så alligevel ikke, siger hun og forklarer, at der er noget, der binder de forskellige bøger sammen.

"de" foregår nemlig i Rødby, ligesom "Rødby-Puttgarden", og åbningssætningen - "Senere går hun over markerne med et blomkålshoved" - rækker direkte tilbage til "Rødby-Puttgarden". Der lød en sætning "Vores mor gik over markerne med et blomkålshoved i hånden."

Det eksperimenterende handler i høj grad om sproget. Om at skære alt overflødigt fra - som i sætningen om blomkålshovedet, hvor "i hånden" er snittet fra. Og om at lade hovedpersonen med sin syge mor fortælle i nutid, selv når det "burde" skrives i nutid. "Nu er hun for eksempel ferieafløser nede i Klippehulen en uge, hun begynder i går", lyder et typisk eksempel.

- Jeg blev så rasende på datid! udbryder hun og forklarer:

- Jeg vil gerne have dét, som er det sørgelige ved romanen, ind i grammatikken og undgå, det bliver sentimentalt. Hvis jeg skriver det i nutid, er hendes mor der hele tiden. Skriver man en masse i datid, forsvinder der noget.

Sådan gennemsyres "de" af en sproglig bevidsthed, og netop form og sprog fremhæves i indstillingen til litteraturprisen. Som det så ofte gør, når det handler om Helle Helle.

Men hvad synes hun om, at det ikke er handling og budskaber, der løber med opmærksomheden om hendes bøger, men sproget og stilen?

- Det har jeg det faktisk godt med. En forfatters materiale er jo sproget. Mange spørger "Hvor meget arbejder du med sproget?", men det er sproget, der er bogen. Virkeligheden i bogen er bogstaver, kommaer, punktummer. Historien er det afgørende, men det er, hvordan man skriver den, der får den til at blive noget særligt. Du kan have en fantastisk god historie, men skriver du som en brækket arm, bliver det lige meget. Omvendt kan en lille historie godt blive den bedste i verden, hvis du skriver den godt.

Helle Helle nævner selv, at kritikere somme tider siger om hendes bøger, at de ikke handler om noget.

- Men jeg har indtryk af, at de fleste mennesker interesserer sig for sprog. Det er det, vi har og bruger hele tiden. Og det er det, der optager mig: Hvordan er det, vi taler sammen? Hvad er det, vi siger - og hvad er det, vi ikke kan få sagt? Nogle mener, jeg skriver "stille dramaer". Det er noget pjat, for der er altid store dramaer, siger hun og nævner, at "de" jo for eksempel handler om en mor, der skal dø.

Det er bare ikke en historie, der skal være moraliserende eller prædikende.

- Jeg skriver ikke en roman, fordi jeg vil fortælle nogen om, hvordan de skal leve livet. Jeg har ikke noget overordnet budskab, for jeg er ikke klogere end læserne. Men jeg har en erfaring i at bruge sproget.

Her er hendes erfaring, at det, der bliver bedst, tit bare er det, der dukker op. Ikke det, der presses frem.

Måske er det også derfor, hun altid skal have en længere pause, inden hun går i gang med en ny bog.

- Mine idéer opstår, når jeg ikke skriver, siger hun og fortæller, at arbejdet med at skrive "de" begyndte 2. april 2015. Det har hun skrevet ind i sin kalender.

Den dag havde hun en grundstamme klar. Hun vidste, at hovedpersonerne skulle være en teenagepige og hendes mor, og at de skulle bo i en lejlighed på hjørnet af Rådhusstræde og Østergade.

Der havde hendes mor nemlig i sin tid en forretning i stueetagen - i bogen er det blevet til en frisørsalon.

- Det er vigtigt at have stedet. Det giver så meget at skrive om, fordi vi forbinder så meget med hvert et gadehjørne og hvert et træ, og hvordan noget lugtede og føltes.

Hun vidste også, at handlingen skulle udspille sig i 1981 med en hovedperson på en 16-17 år - så kunne hun nemlig bruge af sine egne oplevelser.

Resultatet blev "de" - og en tredje nominering til litteraturprisen. Men hun har forberedt sig på, at hun ikke får den, fortæller hun, inden vi går ud på Hötorget. Flere andre har prøvet at blive nomineret fire gange, påpeger hun.

Nogle timer senere får hun ret: Prisen går til Jonas Eika. Men som hun bemærkede:

- Hvis jeg ikke får prisen, så er jeg jo også heldig, for så kan jeg jo måske blive indstillet en gang mere! Livet er forhåbentligt langt, og jeg håber, jeg skal skrive mange romaner endnu.