Doktor Møller har prikket sig selv på skulderen

SVANEVIG Da læge på Svanevig Hospice Niels Møller fejrede 40-års jubilæum, sagde han til journalisten:

- Jeg kunne være gået på folkepension for et par år siden, men har ikke lyst til at holde op. Jeg har sagt til ledelsen, at de må prikke mig på skulderen, når det er tid.

Det er nu syv år siden, og ledelsen har stadig ikke prikket ham på skulderen. Alligevel sagde han fredag farvel til det hospice, han var med til at starte for mere end 10 år siden.

Doktor Møller har prikket sig selv på skulderen.

- Jeg troede heller ikke selv, jeg ville stoppe. Jeg har sagt, at jeg ville blive ved lige til, jeg selv fik brug for en af sengene. Men nu kan jeg mærke, at der skal være tid til noget andet, fortæller Niels Møller.

Det "andet" er familien med voksne børn og hele syv børnebørn. Og doktor Møller skal også genoplive sin passion for tegning og akvarelmaleri, lære finere madlavning til fruen og motionere på raceren.

- Jeg har en stor plan om at cykle til Skagen... eller Rold - det kommer lidt an på vejret, griner han.

Lolland er dog stadig basen. Da Niels Møller og hustruen kom til Maribo i 1978, forelskede de sig i byen, som de aldrig vil forlade.

- Det er så hyggeligt, at man kender folk på gaden, og gamle patienter hilser på. Et af mine stolteste øjeblikke var, da jeg blev valgt som juletræstænder i Maribo. Så er man da blevet lidt accepteret, smiler lægen, der er vokset op i Nordsjælland.

Allerede da Niels Møller var en højt skattet familielæge i Maribo, interesserede han sig for områder af lægevidenskaben, der ikke havde så meget fokus.

Han fik gennem en studiekammerat øjnene op for det palliative område (lindring af uhelbredeligt syge, red.), blev læge i det palliative team og kom gennem nåleøjet til den nordiske specialistuddannelse i palliation.

Siden gik han aktivt ind i arbejdet for at få bygget et nyt hospice på Lolland og blev, da det stod færdigt, læge på stedet.

Men nu forlader han altså hjertebarnet.

- Jeg kommer ikke til at fortryde det. Men jeg kommer helt sikkert til at savne det, siger han.

På hospice kunne Niels Møller bruge sin erfaring som familielæge til at skabe et tillidsfuldt forhold til patienterne.

- De kan rigtig godt lide, at man spørger til, hvad de har lavet... At man også snakker med dem om andet end den sygdom, de har. Der er nogle af patienterne, der virkelig har betydet meget og brændt sig fast i mit hjerte for altid, fortæller Niels Møller, der beskriver sig som værende privilegeret.

- Der er så meget glæde og tilfredsstillelse ved at arbejde på et hospice. Her er smukt og godt - og her er nogle fantastiske ressourcer, man godt kunne ønske for alle patienter.

Ofte kan hospicet sende en patient hjem igen.

- Når der kommer patienter ind, der er helt triste, forpinte, forstoppede og med mundsvamp. Og vi så får dem rettet op, får dem til at spise og drikke og genvinde lysten til at tage en tørn til i verden udenfor... Det oplever vi gang på gang. Det er et mirakel.

Lægen peger på den samlede indsats fra alle i huset, ikke mindst de frivillige, som årsag til miraklerne.

- Patienterne får et andet fokus end, at de skal dø. Et hospice er ikke et sted, man kommer hen for at dø. Det er et sted, man skal leve den sidste del af sit liv.

Helt kan doktor Møller ikke slippe passionen for det palliative arbejde og for sine medmennesker. Han er ansat som konsulent i det palliative team og står derfor stadig til rådighed med sin store viden på området.

- Og så kunne jeg godt tænke mig at være frivillig som besøgsven eller på et plejecenter, siger han.