Movia må ikke nedtage køreplanerne fra Lokaltog - det sikrer EU.
Mens køreplanerne er forsvundet fra busstoppestederne, hænger de stadig på Lollandsbanens stationer. Ikke fordi, Movia synes, det er en god idé, de stadig hænger der - men fordi EU forhindrer Movia i at tage dem ned.
Da forslaget om at nedtage køreplanerne fra busstoppestederne blev behandlet af Movias bestyrelse i oktober, blev det således straks gjort klart for politikerne, at togenes køreplaner er fredet. Som der stod i dagsordenen:
"Jernbanevirksomheder - herunder Lokaltog A/S - er underkastet særlige regler om trafikinformation, og samme ændringer kan ikke gennemføres her. Baggrunden er et regelsæt for bevægelseshæmmede brugere, udstedt på foranledning af EU Kommissionen, der betyder, at der skal vises afgangstider på enten tryk eller skærm i en højde, der passer til kørestolsbrugere ved standsningssteder for tog."