5: En forurening værre end ventet

AFSNIT 5: Miljøstyrelsen havde 30. november 2015 oplyst i et brev til Svend-Aage og Vivian Lindahl, at Det Nationale Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet ville gennemføre jordprøver samt analyser på Strædet 1.

For Fødevarestyrelsens prøver viste, at ikke blot havde nogle af Svend-Aages hønseæg overskredet grænseværdien for dioxin i æg. De havde også overskredet indgrebsværdien for dioxin i æg.

Det betød, at mængden af dioxin var helt gal.

5. januar havde Svend-Aaage, som en orientering om dioxin-fundet og et nødråb om hjælp, kontaktet Lolland Kommune. 27. februar 2015 fik Svend-Aage og Vivian Lindahl som en første kommunal respons derfor besøg af en medarbejder fra Teknik og Miljø i Lolland Kommune på Strædet 1.

Formålet med besøget var "at beskrive stolpeaffald nærmere og anvise affaldet". Medarbejderen konkluderede, at der var "ni kortere stykker af imprægnerede stolper, der ser ud til at være telefonpæle". Han klassificerede stolperne som affald, der kunne afleveres på genbrugspladsen efter husholdningsregulativets §20 "Ordning for imprægneret træ".

Svend-Aage, der stadig følte et ansvar for at tage sig af oprydning på Strædet 1, kørte stolperne på genbrugspladsen på traileren. Dermed var han igen i vigør på grunden med at håndtere nogle af de materialer, som formodentlig i sin tid havde udløst forureningen under afbrænding.

4. maj 2015 kørte Svend-Aage endnu engang til Strædet 1. Denne gang for at mødes med en, i hans erindring, venlig og myndig seniorforsker fra Institut for Miljøvidenskab, som kom for lave jordprøver.

Hun gik rundt i en times tid med en lille haveskovl og udtog fem prøver i fem centimeters dybde. Hun tog prøve 1 og 2 i den tidligere hønsegård omme bagved, prøve 3 og 4 udfor den og prøve 5 i den tidligere køkkenhave.

- Det er godt nok slemt, husker Svend-Aage, at hun sagde.

- Det er rigtig godt, at I er flyttet.

Ordene faldt alene på de observationer, hun gjorde. For også hun bemærkede de klumper af sorte månekratere, som den tilsynsførende fra Fødevarestyrelsen havde iagttaget under sit tilsyn 4. november 2014.

Seniorforskeren påpegede desuden, at forureningen ikke kun var i jorden, men også sad i alle revner og sprækker i huset. For røg lægger sig overalt og aske hvirvler rundt, forklarede hun.

- Jeg følte, at hun kendte noget til det her, og at det var noget skidt, det hun så.

- Da vi skiltes, ønskede hun os held og lykke. Hun sagde også, at hun håbede, vi fik erstatning, at nogen kom til at stå til regnskab for det, og det ikke var rimeligt, hvis det var os, erindrer Svend-Aage.

Derefter gik måneder uden svar, fordi instituttets udstyr til brug for analyser af jordprøver uheldigvis gik i stykker. Men 27. september 2015 fik Svend-Aage og Vivian et brev fra en AC-tekniker i Miljøstyrelsen med "de rå resultater". Brevet indeholdt kolonne på kolonne med tal, som var svært afkodelige. Men en skriftlig passage var nem at forstå:

"Jordprøver fra ejendommen i Søllested er forurenet med høje koncentrationer af dioxiner. Den højeste koncentration af WHO-TEQ værdi (243,3 ng/kg) er fundet i prøve 1, som er udtaget i den tidligere hønsegård. Denne værdi er cirka 80 gange større end median værdi (...) fundet i de tidligere undersøgelser i danske hønsegårde".

En landsdækkende rekord, forstås, og så endda gange firs af hidtidige fund på dansk jord.

Da Svend-Aage læste det, fik han det decideret skidt.

- Jeg begyndte at svede ulækkert, fortæller han.

- Men jeg tænkte også, at vi havde gjort det rigtige ved at flytte væk derfra.

Det fremgik desuden af brevet, at koncentrationen i prøverne var meget varierende, og at det tydede på "hot spots" flere steder på ejendommen, hvor der var afbrændt imprægneret træ og spredt aske.

5. oktober 2015 kom så den endelige og færdige analyse fra seniorforskeren. Her sammenfattede hun desuden:

"Dioxin forurening på ejendommen i Søllested er en direkte konsekvens af spredning af aske fra forbrænding af imprægneret træ og andre typer af kontamineret materiale. Jord på hele ejendom er mere eller mindre stærk forurenet, og der kan forventes høje koncentrationer af andre toksiske stoffer, for eksempel PAH og tungmetaller".

Herefter entrerede Regional Udvikling Miljø og Ressourcer i Region Sjælland. Det er nemlig regionen som, ifølge jordforureningslovens §5, for at beskytte mennesker og miljø registrerer forurenede arealer. Det kaldes kortlægning.

21. oktober varslede Region Sjælland derfor Strædet 1 kortlagt som forurenet. Hvis ikke Svend-Aage og Vivian havde nogen indsigelser, og det havde de ikke, ville hele grunden blive kortlagt på det såkaldte vidensniveau 2 (V2) fra og med 30. november.

V2 betyder, at grunden er forurenet. V1 ville have betydet, at den måske var forurenet.

I et brev af 30. november blev forureningen yderligere nuanceret i de tre forureningskategorier F0, F1 og F2, hvor F0 betyder jordforurening uden sundhedsmæssig betydning, og F1 jordforurening uden sundhedsmæssigt betydning, hvis råd om brug af hus og have følges. Mens F2 betyder jordforurening, som kan have sundhedsmæssig betydning, og som kræver en indsats.

Strædet 1 blev kategoriseret som F2.

Ifølge Region Sjælland findes der ikke kriterier for, hvor meget dioxin der må være i jorden, før al kontakt med jorden bør undgås, men:

"Vi kortlægger under iagttagelse af forsigtighedsprincippet, idet det med høj sikkerhed er dokumenteret, at arealer er forurenet med dioxin i koncentrationer, som ligger over, hvad man normalt finder i danske jorder. Det vides om dioxin, at det er et akut giftigt stof, som mistænkes for at virke hormonforstyrrende og kræftfremkaldende". Desuden indebar forureningen "kontaktrisiko", fordi den befandt sig på jordoverfladen.

Derfor lød det slutteligt om begrundelsen for F2:

"Vi vurderer, at forureningen kan have skadelig virkning på mennesker og miljø".

Igen følte Svend-Aage og Vivian sig lettede over, at de for længst var fraflyttet, men de ejede stadig Strædet 1.

Region Sjælland lod også vide, at regionen påtog sig at oprense grunden, men at ventetiden kunne være mange år.

"Indsatsen på de mange forurenede ejendomme sker i en prioriteret rækkefølge, og derfor kan der gå mange år, før vi kan udføre en indsats på netop din ejendom", stod der.

Endelig fik Svend-Aage og Vivian oplyst, at regionen "ikke betaler erstatning for en eventuel værdiforringelse, som følge af kortlægningen". I en pjece kunne de desuden læse, at der ingen generelle muligheder er for erstatning, hvis man har købt en forurenet grund uden at vide det. Det eneste man kan gøre, er at lægge sag an mod sælger.

Det lød svært, langsommeligt og dyrt, og det blev det også.

Følelsen af urimelighed sveg i Svend-Aage og Vivian.

Læs første afsnit af serien: En drøm om et lille hus med jord til


Læs andet afsnit af serien: Et uforklarligt sammenbrud i kartoffelbedet

Læs tredje afsnit af serien: Et oprivende opkald om fund af dioxiner

Læs fjerde afsnit i serien: En trængt økonomi på kviklån