cookie-og-privatlivspolitik
Næste år sænkes kommuneskatten i Lolland Kommune med 0,7 procentpoint. Det kan mærkes hjemme hos lollikkerne, der har været vant til en af landets højeste skatteprocenter.
Næste år sænkes kommuneskatten i Lolland Kommune med 0,7 procentpoint. Det kan mærkes hjemme hos lollikkerne, der har været vant til en af landets højeste skatteprocenter.
Foto: Tariq Mikkel Kahn, arkivfoto

Lolland

En lollandsk familie vil spare 4.900 kroner i skat

Lollikkerne vil kunne mærke skattelettelsen - men der er stadig økonomisk smalhals i kommunen.




11. september 2020 kl. 17:00 Af Birgitta Andersen

Annonce
FAKTA
Ved udligningsforliget i maj besluttede regeringen og forligspartierne Venstre, SF, Radikale Venstre og Alternativet, at ingen kommune i Danmark skulle have en skatteprocent over 26,3.
Alle kommuner med en skatteprocent over ville blive kompenseret for nedsættelsen af skatten.
Lolland Kommune havde på forhånd annonceret, at budgetterne for 2021 så så sorte ud, at en skattestigning ville blive nødvendig. Men nu er dette værktøj i kommunens økonomi-kasse ikke længere tilgængeligt.

LOLLAND Torsdag var der møde i økonomiudvalget i Lolland Kommune forud for budgetforhandlingerne. Her skulle det foreløbige budgetforslag for 2021 diskuteres.

De 81 millioner kroner, der netop i forrige uge blev tildelt Lolland Kommune fra statens særtilskudspulje, luner gevaldigt i budgettet og har betydet to ting. For det første kan Lolland Kommune aflyse den bebudede skattestigning. Dermed får de hårdt trængte lollandske skatteydere den skattelettelse, som kom på plads i udligningsreformen tilbage i maj.

Regeringen kompenserer nemlig Lolland Kommune for skattelettelsen ned til 26,3 procent i kommuneskat. Havde Lolland ikke sænket skatten, var kompensationen ikke udløst, og staten havde beholdt pengene. Så der er nærmest tale om en "gratis omgang" for kommunen.

For en gennemsnitlig lollandsk familie med en fælles indkomst på 700.000 kroner vil der blive tale om en årlig skattebesparelse på 4.900 kroner, når kommuneskatten næste år går ned fra de nuværende 27 procent til 26,3 procent. Husstanden betaler i år 189.000 kroner til driften af Lolland Kommune, mens der næste år skal betales 184.100 kroner.


Stadig stram økonomi

De 81 millioner kroner ekstra betyder dog ikke, at der kan festes igennem ved årets budgetforhandlinger, der så småt er gået i gang i byrådet. Kommunens økonomi er stadig meget stram, og de tildelte midler fra særpuljen betyder kun, at kommunen kan holde skindet på næsen.

- Grundlæggende har vi fået penge til at dække den demografiske økonomi. Men når udvalgene har sparet de 15 millioner kroner, der er sat af som rammebesparelser hvert år, så har vi cirka det samme beløb, som vi har haft i år, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Budgetforhandlingerne går derfor næsten udelukkende på, om der kan rokeres rundt på midler, og om der skal satses mere på nogle områder, mens andre områder skal nedjusteres.

- Man vil opleve, at der bliver rykket lidt rundt på nogle ting. Men det er jo det, vi er valgt ind for som politikere - at prioritere hvad vi skal bruge penge på, og hvad vi ikke behøver bruge så meget på, siger borgmesteren.

Han glæder sig dog over, at der er nulvækst på budgettet for 2021. For nulvækst er bedre end et stort minus.

- Jeg glæder mig over, at i de seks-syv år, jeg har haft som borgmester, så er det et nul-budget. Det har jeg kun oplevet én gang tidligere - at vi ikke skulle ud og finde mange millioner hvert år, siger han.

Hvad borgmesteren ikke glæder sig over er, at Lolland Kommune atter er dybt afhængig af særtilskud og udligning i sidste øjeblik.

- Vi kan ikke planlægge og lave langsigtede investeringer, når det er sådan. Det her er jo hjælpepakker. Og i hjælpepakker får man ikke det, man har brug for... man får det, man kan overleve på. Jeg vil ikke derhen, hvor vi bare overlever fra år til år. Jeg vil gerne udvikle kommunen. Det er bare urimeligt, at vi skal lave budgetter på den måde.

Læs også artiklerne "2020 har kurs mod underskud" og "Håber på partnerskab med regeringen"



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: JOHN WENNERWALD

Tag Coronasnakken med dit barn 27. september 2020 kl. 22.21

AF: ANDREAS ALBERTSEN

Tag stilling til organdonation 25. september 2020 kl. 12.19

AF: MARTIN WOUTERS

rottebekæmpelse og… 22. september 2020 kl. 19.34

AF: DTL - DANSKE VOGNMÆND

Politiet sinker særtransporter 22. september 2020 kl. 11.24

AF: HENNING ABILDGAARD

Liste G 21. september 2020 kl. 21.23

AF: MARTIN WOUTERS

ekstra betalingsiger poul henrik 21. september 2020 kl. 15.13

Annonce