Flere steder på øen er man klar med mad ud af huset.
FEJØ Fejbattinger, sommerhusgæster og dagsturister på Fejø i påsken kan se frem til, at flere vil være klar med takeaway-tilbud på madfronten.
Café Dybvig på Dybvig Havns nye forpagter, Anne Løvenstein, åbner cafeen torsdag med boller ud af huset klokken 8 til 10 og salg af pølser, flæskestegssandwich med kød fra Lollandsgrisen, burger med Fejø Frilandskvæg og lokalproduceret pasta i tidsrummet klokken 12-21.
På Dybvigvej 45 åbner Josefine Spandet Ethelberg og hendes portugiske kæreste Eduardo desuden spisestedet "Ailha." Ailha betyder ø på portugisk. Parret satser på madtærter og fiskeretter samt kaffe og kage ud af huset. Josefine er uddannet kok og har arbejdet på Babette.
Ved Herredsvej 132 genåbnede Josephine Schymann allerede tirsdag sit bageri i den røde bagevogn, der er placeret i forhaven. Schymann havde sidste sommer forhavecafé med salg af mad fra det "orange lyn" langs vejen, men cafeen genåbner først 1. juni på grund af covid-19-restriktionerne.
Bagevognen er åben fra klokken 8.30 til 12.