Frygter for den gradvise oplukning

HORSLUNDE En kold vestenvind suser gennem landsbyen og får mig til at overveje små hop på stedet, mens jeg venter på fotografen foran den ikoniske bager med den sødeste betjening og de bedste kager.

Imens kan jeg betragte, at nok er store dele af samfundet lukket ned, men brød og kager går hverken det lokale erhverv eller de lokale i landsbyen ned på. Der er en jævn trafik af folk, som holder ind og henter forsyninger i papirposer og papæsker.

I hækken overfor, som omkranser Horslunde Selskabslokaler - der ligesom så meget andet er lukket ned, er blomsterne sprunget ud. De gule forsytia sender min tanker hen mod den snarlige påske, hvor det skal vise sig, om de sidste ugers indsats med at holde afstand, blive hjemme, spritte hænder og lukke ned har virket. Vi ved det ikke endnu.

Som Rasmus Karkov for nylig skrev i en artikel i Berlingske: "Det eneste, man med sikkerhed synes at vide om den fjende, vi er oppe imod, er, at alting sker med de knap fjorten dages forsinkelse, fra smitten rammer, til man måske ikke længere kan trække vejret selv".

I mandags talte statsminister Mette Frederiksen (S) så om muligheden for at begynde en gradvis oplukning af det danske samfund efter påske. Når den forhåbentlig grønne kurve, ikke røde, har toppet. Men efter uger i isolation vækker det usikkerhed og bekymring.

Vil det få det til at gå løs? Være forgæves? Speede virussen op? Sådan lyder de åbne spørgsmål, som ikke lader sig besvare på forkant, da jeg banker på dørene i Horslunde og passer folk op på gaden.

Jeg og fotografen lægger ud hos Ole Bruun, som er ved at løfte plantesække fra sin bil over i en trillebør. Han puster tydeligt udfordret. Han er syg af knoglemarvskræft på femte år.

- Så jeg er jo i risikogruppen, siger han.

Han har derfor ikke været meget omkring i den sidste tid.

- Jeg kommer ikke hos bageren eller i brugsen.

Han kommer kun på Roskilde Sygehus hver 14. dag for at få sin kemobehandling, men hvor han før kunne sende en sms til sine voksne børn i København og spørge, om han skulle fortsætte ind til dem bagefter til en bid aftensmad sammen, ja, så går turen nu bare hjem.

Familietid er blevet noget, der foregår på FaceTime.

Men heldigvis behøver ikke alt at ligge stille for Ole Bruun, som også er formand for Horslunde og Omegns Landsbylaug. Selv om der hverken er arrangementer eller aktiviteter, arbejdes der lige nu på telefon og mail med et nyt projekt med at lave et besøgscenter for afprøvning af energitiltag i Saften.

- Så jeg er stadig aktiv for min landsby, så langt kræfterne rækker.

Ole Bruun tror, at nedlukningen er den rigtige ting at gøre, selv om han både savner kontakt med andre og føler sig ufri, og den gradvise oplukning er han usikker på.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi holder pause længe nok, siger han.

- Jeg kan godt være bekymret for, om vi kommer til at åbne for hurtigt og glemmer respekten med at holde afstand og passe på hinanden.

Længere ned ad vejen får vi gennem en rude øjenkontakt med Susanne Jeppesen, som vi kan se taler i telefon. Jeg banker på. Hun kommer ikke ud. Måske har hun travlt? Måske har hun ikke lyst? Vi tripper lidt foran huset, usikre på, om vi skal vente eller gå. Men så kommer hun pludselig ud. Har fået afsluttet sin telefonsamtale.

For Susanne er den største forandring, at hun ikke længere kan tage toget ind til sine døtre og sit barnebarn i København.

- Jeg vil gerne kunne tage mig af mine forældre, derfor har jeg sat kontakten med mine døtre og mit barnebarn på pause, fortæller hun.

Desuden er toget ikke længere en option. Så skal hun nogen steder, må hun låne sin fars bil. Det gør hun en gang om ugen. Hun har nemlig lige, efter 10 år på overførselsindkomst, fået et fleksjob med rengøring tre timer om ugen i København, så hun skal derind, familiebesøg eller ej.

Men ellers plejede Susanne i forvejen at holde sig meget for sig selv.

- Jeg er ikke så specielt social, fordi jeg lider af social angst.

Med det bliver nu nok alligevel meget godt, at der måske snart skal åbnes lidt op, mener hun.

- Jeg tror, at der er mange forældre med børn, der er ved at få svip. Det er min datter, og hun er super god til at stimulere sin fireårige datter, men hun har også sit arbejde at passe. Så det har været lidt stramt, siger hun.

- Men det kræver, at folk stadig bliver ved med at tage hensyn og holde afstand.

Vi fortsætter vores færd. En bil svinger ind på parkeringspladsen ved legepladsen.

- Vi ville gerne til en rolig by, hvor der ikke er så mange ude, fortæller Kathrine Jensen, som er kørt til Horslunde fra Sakskøbing med sine to små drenge, Julian på fem år og Jaymie på to år.

- Jeg synes, at det er lidt hårdt for børnene, men jeg nyder den ekstra tid med dem, siger hun.

Kathrine læser til pædagog på Professionshøjskolen Absalon i Nykøbing, men fordi hun også er social- og sundhedshjælper, kan hun risikere at blive kaldt ind til beredskabet.

- Det gør jeg gerne, men det skal fungere med mine to drenge.

På hjørnet længere fremme bor Lis Dahl. Hun er pensionist, hendes mand arbejder med byggeri, solo, lige nu på Rømø, så deres hverdag er uforandret. Bortset fra at Lis også er spejderleder for FDF-spejderne i Nakskov, som ligger stille - på nær med planlægningen af årets sommerlejr.

Hun synes, det er for tidligt at åbne op efter påske.

- De siger, at de ikke har set toppen endnu, så jeg tænker, det er lidt selvmodsigende, siger hun.

Foran købmanden er 71-årige Hanne Rasmussen ved at stige på sin cykel. Hun er pensionist, men også fortsat selvstændig med sit eget firma med privat hjemmehjælp. For tiden hjælper hun tre ældre med indkøb.

- Jeg spritter håndtag og hænder, inden jeg går ind, holder afstand og er meget påpasselig - og de folk, jeg kommer hos, kommer ikke ud af døren. Så jeg er ikke bange for at blive smittet, siger Hanne Rasmussen.

Hun påpeger, at risikoen desuden er større i byer end i landsbyer, og netop derfor mener hun, at det måske er lige lidt for tidligt at snakke om at åbne op.

- Man skulle måske vente en måned mere, siger hun.

Mette Hemmingsen er på vej til bageren med sine fire børn, Nicolai på 13 år, Sisse på 11 år, Tilde på 7 år og Alma på 5 år.

- Vi har det godt, vi laver lektier, spiller spil, bager, tegner, laver påskepynt og gækkebreve, fortæller hun.

Den første uge var hård med børn hjemme og en nystartet virksomhed med fodpleje lukket ned. Det udløste travlhed med at orientere sig i økonomien, mange opkald fra bekymrede ældre og pårørende og behov for en ny hverdagsrytme. Nu er familien fundet ind i en gænge, og netop derfor kan Mette ikke rigtig overskue udsigten til en gradvis oplukning med børn i skole på måske skiftende tider.

- Nu er vi lige landet i det her.