cookie-og-privatlivspolitik
Det kom til at koste dyrt, da to hold tyske håndværkere kørte hjem på påskeferie i deres firmaers mandskabsvogne. Landsskatterettens tre dommere var dog delt i spørgsmålet.
Det kom til at koste dyrt, da to hold tyske håndværkere kørte hjem på påskeferie i deres firmaers mandskabsvogne. Landsskatterettens tre dommere var dog delt i spørgsmålet.
Foto: Anders Knudsen

Lolland

Knaldet i tolden: På ferie i firmabilerne

Fire tyskere tog fra arbejdsplads i København på ferie i hjemlandet i firmabiler. Det koster firmaerne dyrt.




19. januar 2021 kl. 12:41 Af David Arnholm

Annonce

RØDBYHAVN Man skal passe på med at køre hjem på ferie i firmaets gulpladebil. Det har to selskaber lært på den hårde måde, efter at deres medarbejdere blev stoppet ved færgen i Rødbyhavn. Afsløringen af den private kørsel i firmabilerne førte nemlig til, at tolderne klippede pladerne af, og at Skat krævede, at ejerne skulle betale fuld registreringsafgift - det beløb sig til 87.000 kroner for den ene bil og 209.000 kroner for den anden.

Det fremgår af to afgørelser fra Landsskatteretten, der er blevet offentliggjort for nylig, efter at retten har afsagt sine kendelser 26. november.

Sagerne minder meget om hinanden, og de fire tyskere har muligvis være beskæftiget på den samme byggeplads. Men ifølge de anonymiserede afgørelser beskæftiger det ene firma sig med betonelementmontage i hele Danmark, mens det andet løser byggeopgaver på byggepladser i hele Danmark.

I begge sagerne blev mandskabsvognene stoppet ved toldkontrollen i Rødbyhavn 28. marts 2018, som var dagen før skærtorsdag - den ene klokken 14.40, den anden klokken 17.30. Og i begge tilfælde klagede virksomhederne til Skatteankestyrelsen, der i en indstilling gav dem ret. Men Landsskatteretten valgte altså at trodse Skatteankestyrelsens indstillinger og give Skat medhold: Kravene om fuld registreringsafgift blev stadfæstet.


Påskeferie i Tyskland

I den første var to medarbejdere på vej fra arbejdspladsen i København til deres bopæle i Tyskland for at holde påskeferie. Føreren af bilen fortalte, at turen var af ren privat karakter, og at han hver weekend det seneste halve år havde kørt hjem til Tyskland i bilen.

Annonce

Som udgangspunkt regnes den slags kørsel for at være privatkørsel, men undtagelsesvist kan det også være erhvervskørsel. I den juridiske vejledning for mandskabsvogne står der således om et eksempel på en undtagelse:

"Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde er det forudsat, at der er en betydelig afstand (for eksempel til en anden by/landsdel) fra den private bopæl til virksomhedens adresse. En sådan brug af køretøjerne vil normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer."


Personlige ejendele

Medarbejderne havde også underskrevet en fraskrivelseserklæring, der gav ret til at anvende køretøjet til "svinkeærinder" på op til 1.000 kilometer om året. Endvidere gav erklæringen dem ret til kørsel til virksomhedens faste forretningssted og til spisesteder eller afhentning af mad. Når medarbejderne holdt fri, var vognen derfor parkeret enten ved skurbyen ved arbejdspladsen eller ved det hotel/vandrerhjem, hvor medarbejderne overnattede.

Men Skat vurderede, at turen til Tyskland var privat kørsel i strid med betingelserne for afgiftsfrie mandskabsvogne. I den forbindelse blev der blandt andet lagt vægt på chaufførens forklaring, og at adressen i Tyskland ikke er en af virksomhedens arbejdspladser. Skat lagde også vægt på, at tolderne i bilen fandt flere private genstande i form af to tasker med personlige ejendele, seks tomme ølkasser og fire flasker med drikkelse - og det er privat personbefordring af private effekter, som er virksomheden uvedkommende.

Virksomheden har protesteret og blandt andet klaget over, at den ikke fik besked om, at den skulle hente bilen, der derfor blev beslaglagt. Virksomheden har også oplyst, at et stigende omfang af tyverier fra byggepladser og containere med materiel betyder, at dyre instrumenter med værdier på 70.000-100.000 kroner skal medtages i mandskabsvognene hver dag, og at de ansatte desuden på deres bopæl har et mindre lager af bor, bolte og mindre håndværktøjer.

Annonce

Dermed lever kørslen op til den førnævnte beskrivelse af en undtagelse, mener virksomheden.


To imod en

Landsskatteretten var delt i spørgsmålet. Et enkelt medlem vurderede, at et par sportstasker i køretøjet med skiftetøj og madpakke ikke i sig selv kan gøre, at kørslen er privat. Medlemmet hæftede sig også ved, at medarbejderne havde et mindre lager af materiel på deres bopæl, og at der ikke var oplysninger om, at kørslen havde andet formål end at transportere medarbejderne fra arbejdspladsen til deres bopæl.

Men to medlemmer - herunder retsformanden - noterede sig, at virksomheden ikke havde oplyst nogen erhvervsmæssig grund til, at medarbejderne havde materialerne på deres bopæl i Tyskland. Derfor handlede kørslen mellem arbejdspladsen i København og bopælene i Tyskland alene om befordring af medarbejderne. De to medlemmer stemte derfor for at stadfæste Skats afgørelse, og sådan blev det.


Fik lov at køre videre

I den anden sag var der også to medarbejdere på vej hjem på påskeferie i Tyskland, og også de havde tasker med privat tøj. Chaufføren og passageren oplyste, at de var på vej på påskeferie, og at turen udelukkende var privat.

Under toldkontrollen ringede en arbejdsleder fra firmaet. Han fortalte, at firmaet havde flere køretøjer, der blev anvendt på den måde, og passageren i køretøjet fortalte da også, at der ville komme en mandskabsvogn mere en times tid senere.

Annonce

Det fik toldkontrollen til at ringe til firmaets direktør, som fortalte, at firmaet mener, kørslen er lovlig. Direktøren nævnte også, at der havde været en tidligere sag, som Skat havde henlagt.

I første omgang fik vognen - en Ford Transit Custom - ikke klippet pladerne, men kunne køre videre. Og flere gange det næste halve år blev den stoppet i toldkontrollen. Men 26. august sagde tolderne stop og klippede pladerne. Denne dag var der fire ansatte i bilen og en del privat gods, og de fire fortalte, at de havde været på weekend i Tyskland.


Skulle via Sønderjylland

I oktober 2018 traf Motorstyrelsen en afgørelse om, at der skulle betales fuld registreringsafgift - 209.432 kroner - på grund af forholdene, der var konstateret i Rødbyhavn 28. marts.

Motorstyrelsen lagde vægt på, at køretøjet blev standset på en rute, der afveg væsentligt fra den direkte rute mellem virksomhedens arbejdspladser, at der var sportstasker med privat tøj, og at mandskabsvognen blev stoppet klokken 17.30 dagen før skærtorsdag, hvilket er uden for selskabets sædvanlige arbejdstid.

Motorstyrelsen påpegede i den forbindelse, at virksomheden har adresse i Sønderjylland. Derfor skulle medarbejderne være kørt fra byggepladsen i København til virksomhedens adresse i Sønderjylland. Derfra skulle de så selv have transporteret sig hjem til deres bopæl i Tyskland.

Annonce

Det er virksomheden uenig i, og den påpeger, at det samlet set ville blive en længere rejse, og at det er i virksomhedens interesse at holde turen kortest muligt, da medarbejderne får løn, indtil de er kommet hjem. Virksomheden protesterede også over, at klokken 17.30 dagen før skærtorsdag skulle være uden for den normale arbejdstid. For i en uge med tre arbejdsdage er det normalt, at der er en længere arbejdsdag.

Også i denne sag var Landsskatteretten delt med et medlem, som støttede virksomhedens syn på sagen, og to, som gav Skat ret.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: CHRISTIAN NYBORG MORTENSEN

Lokale borgere frarøves… 06. marts 2021 kl. 19.12

AF: LINDA SOMMER

Historisk bymidte i Maribo… 04. marts 2021 kl. 21.37

AF: SØREN LEVIN BØCKHAUS THORMANN

Roses skal, dem der roses bør 04. marts 2021 kl. 11.30

AF: PERNILLE KRUSE PEDERSEN

Haveæstetik er vejen frem 03. marts 2021 kl. 19.31

AF: MARTIN WOUTERS

præsentation fra formanden… 03. marts 2021 kl. 09.45

AF: HENNING BECH JOHANSEN

Axeltorv i Nakskov igen 02. marts 2021 kl. 14.07

Annonce

ANNONCE