Coronarestriktioner betyder, at deltagerne i Ladywalk i år ikke kommer til at gå sammen.
NAKSKOV Der bliver ingen stor samling, der bliver ingen musik, det bliver ikke muligt at sidde sammen, og man går ikke sammen til årets udgave af Ladywalk.
Den meget populære gåtur for kvinder, der har været holdt i Nakskov siden 2006, måtte sidste år ligesom så mange andre arrangementer, aflyses på grund af corona.
I år har man derfor besluttet, at der skal holdes en ladywalk, selvom det bliver meget anderledes end tidligere år.
- Deltagerne skal hente deres rygsække på Højevej søndag 30. eller mandag 31. maj og så gå en tur der, hvor de vil. Der bliver ikke noget med at være forsamlet i år, forklarer Palle Hansen, der er formand for Strejferne og ansvarlig for Ladywalk i Nakskov.
Det er op til deltagerne, om de vil gå turen hjemme i deres eget lokalområde, eller om de vil gå en tur i Lienlund. Men turen skal gås i mindre grupper.
Glem os ikke
Det er igen i år coronarestriktioner, der får indflydelse på marchen og betyder et anderledes arrangement. Så anderledes, at det kan virke skrabet i forhold til andre år, hvor 3.000 kvinder har mødtes og er gået sammen.
Ladywalk har valgt at gennemføre den lidt amputerede udgave for trods alt at give deltagerne en oplevelse. Og for at holde bevidstheden om turen og dens formål i live.
- Vi håber, at når vi trods alt gennemfører i år, så glemmer folk os ikke, siger Palle Hansen.
I år er der 1.268 tilmeldte i Nakskov. Det er lidt under halvdelen af deltagerantallet sidste år. Det er samme billede alle steder, der holdes Ladywalk. Der er i alt 23.000 kvinder tilmeldt i hele Danmark, og det er cirka halvdelen af, hvor mange der plejer at deltage. Men det er helt efter planen, fortæller Ivan Mejlgaard, der er formand for Ladywalk Danmark.
- Vi har valgt ikke at være aggressive med markedsføringen. Vi ville være sikre på at lave et arrangement, som kunne holdes, siger han.
T-shirts købt tilbage
Et af kendetegnene ved arrangementet er, at alle kvinder får en pose med blandt andet en t-shirt. Hvert år har t-shirten en ny farve. Sidste år var der bestilt og betalt knap 50.000 t-shirts. Dem købte Erhvervsstyrelsen for at hjælpe Ladywalk.
Men halvdelen af de tofarvede, lilla t-shirts fra sidste år kommer alligevel i brug.
- Vi har fået lov at købe 23.000 tilbage. De er blevet opdateret med et 2021-tryk, fortæller Ivan Mejlgaard.
Der er kun bestilt nøjagtig det antal t-shirts, der er tillmeldinger til. Derfor er det heller ikke muligt at eftertilmelde sig turen.
Selvom der er færre deltagere, mener Ivan Mejlgaard, at synligheden er næsten den samme. Der er nemlig tilmeldt ligeså mange hold, som der plejer at være. Der er bare færre deltagere på holdene.
Også de frivillige arbejder i mindre grupper end normalt.
- Vi deler opgaverne op i intervaller af tre timer, og så arbejder 10-12 frivillige sammen ad gangen, forklarer Palle Hansen.
Han ser frem til, at Ladywalk vender tilbage for fuld skrue næste år.