Lastbilchauffør i et forandret Europa

HORSLUNDE Kim Kølle er søndag morgen ved at tjekke, at der er rigeligt med masker, plastichandsker og en heldragt i førerhuset, at den vanlige desinficeringssprøjte er fyldt, og vanddunken ligeså.

Han er lige hjemme at vende Horslunde, hvor familiens transportvirksomhed, Kølle I/S, er hjemmehørende, inden han mandag (i dag, red.) skal afsted igen til Nykøbing, hvorfra han skal fragte sukker til Norge.

Kim er sammen med sin søster, Mia, syvende generation i virksomheden, som har kørt for købmænd, landmænd og grovsmede siden 1800-tallet. Kim kører eksport, Mia kører entreprenørkørsel, deres far Flemming hjælper lidt med løst og fast.

Kim er 32 år, uddannet lastbilmekaniker og har kørt lastbil, siden han fik sit kørekort. Men det er et forandret Europa, han nu kører igennem. Senest på ture til Tyskland, Belgien, Sverige og Norge, hvor han kører med alt fra sukker, mel, øl, sodavand, skrot, metal, jern eller foderstoffer i "kassen", som han siger.

- Der er fred og ro på vejene, siger han.

For bortset fra lastbilerne er der kun få andre køretøjer på vejene. Det er som regel personbiler med unge mennesker, og det undrer ham.

- De sidder fire-fem unge mennesker, som har fest og glade dage, og jeg forstår det ikke. For hvor skal de hen? Alt er jo lukket ned, siger han.

Også på færgen på overfarten Rødby-Puttgarden er der ganske tomt.

- Sidst jeg var med, var vi syv passagerer, og vi var alle lastbilchauffører, fortæller han.

- Det var første gang, jeg havde færgen mere eller mindre for mig selv.

Det er heller ikke længere det samme, når han undervejs skal tanke op på fornødenheder til sig selv. I Tyskland kunne han pludselig ikke gå ind i et supermarked efter lidt brød og mælk.

- Der hang et skilt på døren med et telefonnummer, som skulle jeg ringe op, bestille mine varer, og så kom personalet ud med varerne til mig. Betalingen foregik med trådløst kreditkort, fortæller han.

Det er det samme på tankstationerne, fortæller han. Men betalingstoiletterne er stadig tilgængelige.

Der er også markant mere politi på vejene, og hjemmeværnsfolk og paskontroller ved grænserne. Det sidste presser Kim. Ikke fordi det tager tid, men fordi han ikke synes, at kontrollørerne holder nok afstand.

- De beder mig rulle vinduet ned og stikker hovedet ind for at kigge, og jeg ved jo ikke, hvad de har været i nærheden af sidst.

Han vipper hovedet lidt fra side til side på spørgsmålet, om han føler sig tryg i sit job for tiden.

- Jeg ser da frem til den tid, hvor det bliver normal hverdag og arbejdsdag for alle mennesker, siger han.

Han største frygt er, at han bliver ringet op med besked om, at han har mistet et familiemedlem.

I de sidste tre uger har han kun vinket til sine forældre, Flemming og Kirsten, ude fra gårdspladsen, når han var hjemme. Hans far har haft en blodprop og skal passes ekstra på.

- Det er faktisk meget skræmmende, siger han.

Værre end de mange trafikuheld, han har været vidne til på vejene.

- Og jeg har været med til at lyne 17 ligposer og hjulpet en erfaren falckredder med at håndtere en mand med afkappet hoved, fordi hans unge kollega måtte give fortabt og stod og brækkede sig ved siden af, siger han.

Men på den positive side har han mærket en ny stemning omkring sit arbejde, som han er glad for.

- Jeg mærker, at folk er høfligere, ikke så arrogante i trafikken, giver plads, er mere smilende, siger han.

Som er folk blevet klar over, hvor vigtigt det er med forsyninger.