Andre tjenester
Vi har observeret, at du har installeret en adblocker. Vi kan derfor ikke vise dig vores annoncer. Det er vi rigtig kede af, da indtægterne fra annonceringen er med til at vi på daglig basis kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.
Vi håber derfor, at du i din adblocker, vil tillade visning af annoncer fra folketidende.dk. Selvom du tilføjer folketidende.dk, vil du stadig undgå reklamer fra andre sites.
Klik på dit adblock ikon i browseren. Tilføj domænet folketidende.dk under tilladte domæner. Næste gang du besøger os vil reklamerne kunne vises.
Tak for hjælpen og god læselyst!
Lolland-Falsters Folketidende
Trods udflytning af statslige arbejdspladser kommer der løbende flere i København - anderledes ser det ud her i kommunen, viser ny analyse.
LOLLAND Selv om den daværende Venstre-regering i 2015 præsenterede planen Bedre Balance med udflytning af cirka 3.900 statslige arbejdspladser og i 2018 fulgte op med Bedre Balance II med udflytning af cirka 4.000 statslige arbejdspladser, foregår der stadig en centralisering.
Det er en af konklusionerne i rapporten "Geografisk fordeling af statslige arbejdspladser - Har flytningerne haft en effekt?", som interesseorganisationen Balance Danmark har udarbejdet. Organisationen, som både Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune er medlem af, og som Lollands borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), sidder i bestyrelsen for, gør i rapporten status for udflytningen.
Det er sket ved at få foretaget en særkørsel hos Danmarks Statistik af, hvor mange beskæftigede lønmodtagere - opgjort som årsværk - der er i den statslige sektor fordelt på kommunerne. Og de tal er så sammenlignet med, hvordan det så ud i 2015, da den første plan blev lanceret.
På den baggrund konkluderer rapporten, at selv om cirka 5.000 arbejdspladser fra 2015 til 2020 er blevet flyttet ud af hovedstaden, så har København og omegn på de fem år faktisk fået 669 flere statslige arbejdspladser. Og det fører til følgende konklusion:
"Det betyder, at samtidig med danmarkshistoriens største samlede flytning af statslige arbejdspladser, foregår der en underliggende centralisering, der bare pumper nye statslige arbejdspladser ind i hovedstaden. Uden store politiske aftaler, uden mediernes interesse. Bare helt af sig selv. Og på trods af at et politisk flertal i Folketinget har som politik, at nye statslige arbejdspladser som udgangspunkt skal placeres uden for hovedstaden."
Og, tilføjes det:
"Tager Folketinget ikke et endeligt opgør med den underliggende centralisering, vil skævvridningen af Danmark blot fortsætte og dermed blive større og større."
I den femårige periode har de to lokale kommuner fået flere statslige arbejdspladser. I Lolland Kommune er tallet øget med 53, og i Guldborgsund Kommune har væksten været på 121.
Men ser man på udviklingen over en endnu længere årrække - fra 2008, hvor strukturreformen var trådt i kraft med sammenlægningen af kommuner, amter/regioner og rets- og politikredse, til 2020 - har Lolland Kommune faktisk mistet 186 statslige arbejdspladser.
Holger Schou Rasmussen mener da også, at der er brug for handling.
- Rapporten viser med tydelighed, at der er en centraladministration, der kun tænker i centralisering: Hver gang der skabes nye, statslige arbejdspladser, placeres de bare per automatik i hovedstaden, siger han og giver et bud på, hvad der bør gøres ved det.
- Regeringen og Folketinget skal bruge rapporten til at overveje at lave et geografisk stop for placeringen af nye, statslige arbejdspladser i hovedstaden. Det vil hjælpe på balancen, vurderer han.
KOMMENTARER