cookie-og-privatlivspolitik
Jordforurening på Strædet 1 i Søllested, som er en af 484 lokaliteter i Lolland Kommune kortlagt med forurening eller begrundet mistanke om forurening.
Foto: Jan Knudsen

Lolland

Mere jordforurening end ventet

Regionernes opgave med jord, der enten er eller kan være forurenet, vokser.




20. september 2020 kl. 14:31 Af Rikke Folm Berg

Annonce

LOLLAND Regionerne er kommet på en omfangsrig opgave, når det gælder kortlægning og oprensning af fortidens små og store forureninger - og opgaven vokser sig hele tiden større, fordi flere forurenede grunde kommer til.

I 2020 har regionerne kendskab til 37.811 grunde på landsplan, som enten er forurenede eller under mistanke for at være det.

I Lolland Kommune gælder det 484 lokaliteter, eller 929 matrikler, idet en lokalitet kan bestå af flere matrikler. Det fremgår af et udtræk af tallene, som Region Sjælland har lavet for Folketidende.


441 boliger med forurening

På 441 af de 929 matrikler er der en bolig, og 44 matrikler har nuanceringen F0, 4 har nuanceringen F1, og 47 nuanceringen F2.

F0 betyder, at forureningen ikke udgør en risiko for at bo i boligen. F1 betyder, at forureningen ikke udgør en risiko, hvis råd om brug af hus og have følges. F2 betyder, at forureningen udgør en risiko.

På 47 matrikler med boliger i Lolland Kommune udgør forurening altså en risiko for menneskers sundhed.

Én af de 47 matrikler er Strædet 1 i Søllested, som Folketidende skrev om i artikelserien "Jorden er giftig". Men da boligen er nedrevet, på den fortsat rekordvoldsomt dioxin-forurenede matrikel, i foråret 2020, bliver tallet til 46. Ifølge chefen for jordforurening og grundvandsbeskyttelse i Region Sjælland, Henrik Jannerup, er der denne usikkerhed ved data, fordi tallene ikke opdateres løbende, men årligt.

Hvorvidt disse boliger er beboet vides ikke, ej heller hvilke udfordringer eller gener beboerne i disse boliger måtte døje med, mens de venter på, at deres matrikel står for oprensning.

Det kan i øvrigt have flere år lange udsigter, da regionerne skal prioritere sine indsatser indenfor et budget, som slet ikke matcher opgavens omfang. Regningen for jordforureningen af de 37.811 grunde på landsplan ventes at løbe op i 26 milliarder kroner, mens 250 millioner kroner er det omtrentlige beløb, som regionerne har til rådighed til prioritering af kortlægning, undersøgelser og oprensning af jordforurening.

Ifølge en rapport fra Regionernes Videncenter for Miljø og Ressourcer, "Prognose for regionernes indsats på jordforureningsområdet", har jordforureningsopgaven således tidligere været anset som en opgave, som slutter på et tidspunkt. Men det har ændret sig, fordi opgaverne bliver ved med at dukke op med større hastighed, end de kan afvikles.

"Der forekommer (...) til stadighed situationer, hvor der til trods for den skærpede miljølovgivning opstår herreløse forureninger, og hvor der ikke kan gives påbud enten på grund af konkurs, manglende bevisførelse eller af andre årsager".

Som i tilfældet Strædet 1, hvor forurener ikke kunne fastslås på grund af manglende bevisførelse.

Dertil kommer løbende ændringer, som ændrer på kravene til den nuværende indsats.

"I dag er konklusionen derfor, at omfanget af forurenede grunde er så stort, at det ikke er realistisk at tale om en endelig oprensningsopgave, hvor regionerne tager fat fra den ene ende og renser op til oprindelig tilstand. Det er derimod realistisk at opnå et overblik over de forurenede grunde og løbende prioritere de forureninger til en indsats, der udgør en konkret risiko".

Regionerne forventer i øvrigt, at de fleste grunde, der kortlægges, forbliver kortlagt som forurenede, når en oprensning er gennemført. Det skyldes, at oprensningen er rettet mod at sikre den aktuelle anvendelse og ikke mod at fjerne forureningen helt. I dag anser regionerne derfor jordforureningsopgaven som en kombination af kortlægning og oprensning, som stort set vil være løst i 2084, lyder det i rapporten.

En tal noget langt ud i fremtiden, ikke mindst for beboere af boliger på jordforurenede matrikler.

Læs også artiklen: Oprenser ikke Strædet 1



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: LINDA SOMMER

Den historiske kulturarv… 20. oktober 2020 kl. 09.43
Kom nu videre 20. oktober 2020 kl. 08.49

AF: JOHN WENNERWALD

Nåede du det, du ville? 18. oktober 2020 kl. 22.02

AF: MARTIN WOUTERS

digelaget og kommune vil… 17. oktober 2020 kl. 16.16

AF: MARTIN WOUTERS

falck sidste arbejdsdag i Guldborg 15. oktober 2020 kl. 15.46

AF: LINDA SOMMER

Velkomstporten til Danmark 13. oktober 2020 kl. 20.14

Annonce