Andre tjenester
Vi har observeret, at du har installeret en adblocker. Vi kan derfor ikke vise dig vores annoncer. Det er vi rigtig kede af, da indtægterne fra annonceringen er med til at vi på daglig basis kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.
Vi håber derfor, at du i din adblocker, vil tillade visning af annoncer fra folketidende.dk. Selvom du tilføjer folketidende.dk, vil du stadig undgå reklamer fra andre sites.
Klik på dit adblock ikon i browseren. Tilføj domænet folketidende.dk under tilladte domæner. Næste gang du besøger os vil reklamerne kunne vises.
Tak for hjælpen og god læselyst!
Lolland-Falsters Folketidende
2
Billeder
Overlæge i anæstesi Dorte Stig Christensen kommer til Svanevig Hospice fra intensivafdelingen på Nykøbing F. Sygehus.
SVANEVIG I sidste uge gik den faste læge på Svanevig Hospice, Niels Møller, på pension. Men den nye faste læge var allerede på plads i kontoret. 60-årige Dorte Stig Christensen har nu overtaget ansvaret for behandling af hospicets patienter.
- Jeg hørte om Niels og tænkte "Hold da op, hvis man bliver i sit arbejde, til man er 70 år, så må der virkelig være noget ved det", fortæller Dorte.
Den nye læge er fundet blandt husets venner. Dorte Stig Christensen har siddet i bestyrelsen for hospicet i to år og er også medlem af støtteforeningen.
- Da jeg kom ind gennem skydedørene til det første bestyrelsesmøde, fik jeg med det samme fornemmelsen af, at "det her er et godt sted". Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er, funderer hun.
Det københavnske ligger og synger lidt i baggrunden, og Dorte er da også "fra stenbroen". Født i Rødovre, opvokset på Amager.
Hun bor i en andelsbolig på Islands Brygge. Men planen er, at fritidshuset i Frejlev, som hun har arvet fra forældrene, skal være den nye base.
- Jeg kan mærke, at jeg er blevet gladere og gladere for det der natur. Jeg sætter virkelig stor pris på udelivet, fortæller Dorte.
For syv år siden blev hun overlæge på intensivafdelingen på Nykøbing F. Sygehus. Og da hun hørte, at Svanevig Hospice kom til at mangle en læge, var det tid til endnu et skifte.
- Jeg har altid godt kunnet lide at være nødt til at sætte mig ind i nye ting, siger hun.
Dorte blev færdiguddannet som læge i 1988 og blev dermed det berømte æble, der ikke faldt langt fra stammen. Faderen var anæstesilæge, og moderen var anæstesisygeplejerske.
- Jeg overvejede længe, hvad jeg skulle specialisere mig i. Man ville jo nødig bare følge blindt i deres fodspor. Men det endte jo alligevel med det, og jeg har ikke fortrudt et øjeblik, siger Dorte, der holder af alle aspekter af arbejdet på intensiv - også de hårde.
- Jeg har stået med svært syge patienter og pårørende i krise, så jeg kender til de svære samtaler. Jeg har altid godt kunnet lide patientkontakten og det at få en god snak med pårørende. Det er der blevet mindre og mindre plads til i sundhedssystemet, synes jeg.
Dorte er helt i tråd med Svanevig Hospices tanke om en helhedsorienteret, palliativ behandling med medicinering, terapi, god mad og livsglæde. Og hun sætter sig i både patienternes og de pårørendes sted.
- Jeg mistede selv min far efter et slemt kræftforløb. Han døde hjemme, og jeg prøvede alle dele af sorgprocessen. Til sidst kom jeg dertil, hvor jeg også kunne se det fra den syges perspektiv.
Når skydedørene går op for en ny patient på Svanevig Hospice, står Dorte nu klar til at bruge al sin erfaring både personligt og lægefagligt for at give dem et godt ophold og lindre deres smerter.
- Da mine kollegaer på Nykøbing F. Sygehus hørte, at jeg skulle være hospice-læge, sagde de "Det er da lige dig!". Det synes jeg jo også. Så jeg glæder mig. Her er rigtig dejligt.
KOMMENTARER