BILLEDSERIE: Frilandsmuseets sommeraktiviteter er populære.
MARIBO Stilheden i de gamle stuer på Frilandsmuseet blev onsdag brudt. I alle lavloftede rum var der et myld af unger, der undersøgte, spurgte og spandt fantasifulde historier.
- Kom med og se noget uhyggeligt, sagde en lille dreng med store øjne.
- Orv, her bor der helt sikkert hekse, konkluderede en anden dreng i stalden.
I år har Frilandsmuseets sommeraktiviteter middelaldertema, så de passer til udstillingen "Lille Valdemar" på Stiftsmuseet.
Onsdag kunne ungerne derfor lave farlige sværd og seje skjolde - begge dele lavet af skumgummi, så der ikke for alvor blev udgydt blod. Sværdskæfterne blev lavet af PVC-rør, og i det hele taget var der ikke meget middelalderligt over byggeprocessen.
- De er absolut ikke historisk korrekte. Men de er sikre for børnene at lege med, fortalte museumsinspektør Anne Elmer, der havde en horde af børn i kø for at få lavet sværd.
I middelalderen skulle børnene forholde sig til krig og våben. Drenge blev trænet i at være våbenføre og kunne i en alder af 14-15 år blive væbnere - en slags assistenter for ridderne. Så krig og kamp stod på "skoleskemaet" dengang.
Onsdag nød nutidens børn dog blot en uskyldig skumgummikrig og de lidt uhyggelige mørke kroge i de gamle huse.
Klik på billedet herover for at se flere billeder.