Tilflyttere på grund af covid-19

ALMINDE Henrik og Belinda Hildebrandt boede i en lejelejlighed på Nørrebros runddel i København, da covid-19 ramte Danmark og lukkede landet ned.

- Vi er begge selvstændige, så vi kunne hurtigt se, at der ikke kom penge ind, samtidig med at vi sad med en husleje på 15.000 kroner om måneden plus det øvrige. Så vi skulle finde på noget, fortæller Belinda.

Hun er frisør med egen salon på Frederiksberg. Henrik er fotograf. Det begyndte hurtigt at tære på opsparingen, og den frist var stakket.

- Hvad gør vi her? Hvad skal der ske? Hvor længe vil det her stå på? spurgte de selv sig og hinanden.

Så tog de en beslutning. De skulle have minimeret deres udgifter, og det skulle ske ved at flytte. De kiggede på huse, på Fyn, i Jylland og på Lolland - og med de lave huspriser og den betalingsfrie Farøbro faldt valget på Lolland. Fem huse blev udvalgt til nærmere eftersyn, valget faldt på et gulpudset hus med bondehusvinduer lige udenfor byskiltet til Alminde. Det overtog de 1. juli, og i de sidste fire måneder har de knoklet med at sætte det i stand.

Belinda havde boet på landet før, Henrik havde aldrig.

- Så vi tænkte selvfølgelig over det, men vi er gode til at omstille os, så vi var ikke så bekymrede, siger han.

Det var omgivelserne til gengæld, i hvert fald til en start.

- Skal I flytte til Lolland! Har I tænkt jer om? Ved I, hvad I gør? lød de overraskede udbrud og spørgsmål.

Men når Henrik og Belinda satte ord på deres overvejelser, hjalp det på forståelsen. De sørgede desuden for, at det hus, de valgte, var stort nok til at rumme overnattende gæster.

- Nu er vi der, hvor vi nærmest har kødannelse af venner, der gerne vil på besøg, griner Henrik.

Selv opdagede de også noget, som overraskede dem. De fandt en ro og et nærvær på Lolland, de ikke var klar over, de trængte til.

- Den første dag, vi var i huset, var stilheden slående. Der var ingen metro, ingen unge mennesker, ingen ambulancer hvert tredje sekund, fortæller Belinda.

Hun husker, hvordan de ud ad vinduet fik øje på først en hare, og dernæst en hest, og var himmelfaldne over fredeligheden.

- Vi er kommet ned i stressniveau af at bo her, fortæller Henrik.

Begge døjer med forhøjet blodtryk, så der var brug for det.

De er også aktive mennesker, som inden covid-19 var vant til hele tiden at skulle noget, på arbejde, til træning, til koncert.

- Vi trængte til at komme ned og mærke den ro, som vi har fundet her, siger Belinda.

Henrik er desuden fascineret af lyset på Lolland.

- Der er et fantastisk lys her, siger han.

Det får det til at krible i ham for at komme ud at tage billeder.

Faktisk er der ingen ende at være på lovordene, når det gælder Lolland. De er vilde med kvaliteten af madvarerne og råvarerne, gårdbutikkerne langs vejen, duften af jordbærrene og kartoflerne, som de nød i sommer, venligheden, hjælpsomheden, nærværet, servicen.

- Vi fik et opkald fra Refa, fordi jeg var kommet til at putte flyttekasser i papirbeholderen med venlig besked om, at den slags pap ikke skulle i, og en henstilling til, at hvis jeg lod være med det, så ville den igen blive tømt. Sådan et opkald havde vi aldrig fået i København, højest en lap, siger han begejstret.

De undrer sig over, at fortællingen om Lolland handler så meget om fattige mennesker, når Lolland er så meget mere. Så det beretter Belinda gerne om til sine kunder, når hun fire dage om ugen er pendlet til Frederiksberg for at passe sin salon. Så går snakken henover klipningen.

- Os, der bor her, skal kæmpe for at få fortalt, at Lolland er et fedt sted at bo.