Annonce
Lolland

Ung brandkadet reddede kammerat

Som brandkadet får du fede venner og rykket grænser, og det skader ikke, at det står på ens cv, lover Mads Andersen, der også for alvor har fået efterprøvet det, han har lært. Foto: Anders Knudsen

15-årige Mads Andersen koblede hjernen fra, da efterskoleelev faldt i havnebassin.

KØBELEV Mads Andersen fra Købelev er en del af Lolland-Falster Brandvæsens første hold brandkadetter, som startede i 2017. De mange timers undervisning i førstehjælp og håndtering af ulykker sad bare på rygraden af ham, da han i september fik brug for det.

- Jeg har gået på Byskolen i Nakskov, men går nu i 9. klasse på efterskole på Strynø, og vi var med klassen og en lærer nede og bade i havnen på Strynø. En af eleverne var i vandet, og pludselig var der en masse, der råbte på hjælp.

- En anden dreng var blevet utilpas og var faldet i havnebassinet. Ham, der var i bassinet i forvejen, svømmede hen og holdt hans hoved oppe, og jeg selv sprang i med en badedyrs-krokodille, som jeg tænkte, at vi kunne lægge ham op på og trække ham hen til en redningsstige med, fortæller Mads Andersen.

Også en anden elev var hoppet i vandet for at hjælpe.

Mads Andersen:

- Jeg holdt hele tiden øje med, at hans hoved var oven vande, og så ville jeg bare have ham op, for vandet var kun cirka 15 grader. Så vi fik ham hen til stigen i stedet for en flydebro, der var 200 meter væk.

På land fik Mads Andersen lagt efterskoleeleven i aflåst sideleje og tjekkede hele tiden puls og vejrtrækning, mens han sørgede for, at der også blev ringet efter hjælp, og at de, der havde været i vandet, fik tæpper.

- Jeg bad også nogle af de andre elever om at gnide ham med hænderne udenpå tæppet, så han ikke blev yderligere nedkølet. Han havde svag puls, trak næsten ikke vejret og så blå ud, fortæller brandkadetten.

Strynøs ø-reddere kom hurtigt til, og efter 20 minutter landede lægehelikopteren, hvor Mads så kunne orientere lægerne om, hvad der var sket.

- Lige da det skete, var det som om, at min hjerne koblede fra. Det lå på rygraden, hvad jeg skulle gøre. Jeg gjorde bare, som frivillig ved Lolland Falster Brandvæsen, Brian Rasmussen, har lært os i førstehjælp, fortæller Mads Andersen, der er hjemme på efterårsferie.

Forventningerne indfriet

Han var 13 år, da de på Byskolen havde besøg af nogle, der fortalte om at være brandkadet.

- Det falder mig nemt at hjælpe andre, så jeg sendte en ansøgning, kom til samtale og ind som brandkadet - og det har indfriet mine forventninger med mere end 200 procent. Man lærer at tage ansvar for sig selv og andre, at lede og fordele og at træde til og handle.

- Før begyndte jeg at ryste, når jeg skulle fremlægge noget i klassen, men jeg har netop fortalt for 250 på en skole om at være brandkadet - uden problemer, lyder det fra en glad Mads, der nu er uddannet som UngLeder og Hjælpeinstruktør, der hjælper til med de nye hold brandkadetter. Hold fem er lige startet.

- Jeg har også været meget skoletræt, for jeg er ordblind og har hele tiden tænkt, at jeg skulle have en håndværkeruddannelse efter 9. klasse. Jeg tænkte, at jeg ikke kune tage hf eller htx bagefter, fordi jeg er ordblind. Men nu er jeg blevet glad for at gå i skole.

- Efterskolen på Strynø er en ordblindeskole, hvor lærerne sætter målrettet ind med individuelle opgaver i stedet for, at resten af klassen løber fra én, og man giver op, når man er 20 sider bagefter. Alle ordblinde burde samles, så de får den hjælp, de har brug for, lyder Mads' opfordring nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Får et godt sug i maven

På efterskolen er der også fokus på sejlads. Mads var i sommer gast på Peter Dan Petersens H-båd ved VM i Holland, og ekstremsport har Mads det rigtig godt med. At være brandkadet rubricerer forsikringsselskaberne i øvrigt også som ekstremsport.

Og det der sug i maven, som det giver, når man som røgdykker, skal ind i et rum, hvor man ikke ved, hvad man kommer ind til, det kan Mads godt lide.

Mads' mor, Dorte Andersen kan kun anbefale alle andre forældre, at deres barn bliver brandkadet.

- Jeg har fået en søn med meget mere selvtillid og selvværd og en tro på, at hvis man vil, så kan man. Det har ikke været nok, at mor sagde det, nogle andre skulle sige det.

Brandkadetuddannelsen hos Lolland-Falster Brandvæsen i Maribo foregår under et Pippi Langstrømpe-citat: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det må være let!"

- Man skal være mellem 13 og 18 år, og vi har et optag af 50 procent sårbare unge og 50 procent fra "almindelige" familier - men vi kan ikke mærke forskel. Alle mellem 13 og 16 er jo sårbare, for deres "førstesal" er under ombygning, indskyder indsatsleder Jesper Atkinson Pedersen.

  • Som brandkadet får du fede venner og rykket grænser, og det skader ikke, at det står på ens cv, lover Mads Andersen, der også for alvor har fået efterprøvet det, han har lært. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Lolland

Nyt supermarked holdt stor åbningsfest: Se billederne

Lolland

Kæmper mod tiden: Snart kan drømmen blive knust

Annonce
Annonce
Lolland

Nyt supermarked holdt stor åbningsfest: Se billederne

Lolland

Kæmper mod tiden: Snart kan drømmen blive knust

Sport

Maribo-dreng skifter til dansk traditionsklub

Indland

Danish Crown lukker Ringsted-slagteri og nedlægger 1200 job

Lokal nyt

Første sted i Danmark: Nu kan du blive indlagt hjemme

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

112

Blev opdaget: Solgte narko på byens torv midt om dagen

Lolland

Rystet sundhedsplejerske: - Hun ser jo ud som om, hun er lukket ned

Lolland

Fingrene væk! Turister vader ind og smadrer marken

Guldborgsund

Lokal vinder guld ved stor konkurrence

Indland

Danish Crown lukker Ringsted-slagteri og nedlægger 1200 job

Indland

Boligmarkedet er stadig på lavt blus efter marts-fremgang

Indland

Kongeparret fortsætter forårstradition på Fredensborg Slot

Guldborgsund

Havde kæmpe planer for området: Nu er det sat til salg

Stubbekøbing

Sne over Lolland-Falster? Hvid nedbør rammer Sydhavsøerne

Indland

Politi: Kan tage måneder at finde brandårsag i Børsen

Annonce
Annonce
Lokal nyt

Nyhed om præsts død har ramt hende hårdt: Han ringede hjem hver dag

Sport

Bliver den største nogensinde på Lolland-Falster

Leder

Dragernes vagtskifte

Guldborgsund

Tyve løb med hele overskuddet

Guldborgsund

Kolleger i sorg: Lokal sognepræst død

Guldborgsund

- Det er en prøveballon, mener Dølle-formand

Lolland-Falster

Efter kæmpe-brand: Nu hænger den i en tynd tråd