cookie-og-privatlivspolitik
Torben Larsen har været dybt engageret i de lokale aviser. Her står han med Lollands-Posten og Ekstra Posten, der fusionerer med Torben som souschef.
Torben Larsen har været dybt engageret i de lokale aviser. Her står han med Lollands-Posten og Ekstra Posten, der fusionerer med Torben som souschef.
Foto: Daniel Brøns

Lollands-Posten

30 år i front på Lollands-Posten

Torben Larsen nåede lige akkurat 30 år på Lollands-Posten, inden Ugeavisen Lolland blev en realitet. Ildsjælen står blandt andet bag onsdagsmarkederne og mange andre af byens nye aktiviteter. Nu bliver han souschef med fokus på Maribo fortsat i en ugeavis, der skal udkomme på hele Lolland.




31. januar 2020 kl. 05:24 Af Daniel Brøns

Annonce

I princippet er det et 35 års jubilæum som sælger i bladbranchen, som Torben Larsen kan holde 1. februar. For har startede faktisk 1. februar 1985 som sælger på Extraposten i Nakskov. Men fem år senere blev han headhuntet til Lollands-Posten i Maribo, og siden da har han været en af de mest ihærdige ildsjæle i byen. Han sluttede karrieren som bladchef den 1. februar - samtidig med den nye "Ugeavisen Lolland" blev lanceret. Men stadig med Torben Larsen som manden, der styrer Maribo-salget - og kontakten til alle butikkerne i Maribo Handel.


Meget er det samme

Og spørger man Torben om forskellen på dengang - og den sidste tid på Lollands-Posten, så er meget det samme.

- Vi var også kun to-tre sælgere og en redaktør dengang, men produktionen var meget tættere på, idet trykkerier var en del af forretningen, ligesom layout og annonceproduktion blev lavet lokalt. I dag bliver mange annoncer produceret i Bangladesh, og layout bliver lavet langt mere effektivt ved hjælp af ny IT.


Hård konkurrence

- Hvis vi ikke havde effektiviseret så meget, så ville der slet ikke være nogle aviser længere, siger Torben Larsen, der oplever, at konkurrencen fra sociale medier i høj grad har udfordret konkurrencen.

- Det er mærkeligt nok, for alle undersøgelser viser, at man får mest værdi pr. krone ved at annoncere i ugeaviserne, men mange bliver imponeret over så nemt det er at kommunikere direkte med kunderne selv, og så opdager de ikke, at måske kun 30 eller 40 mennesker modtager budskabet.


Onsdagsmarkeder

Gennem tiden har Torben Larsen været dybt involveret i Maribo Handel og i at udvikle byen. Blandt andet fandt han på onsdagsmarkederne, der i dag tiltrækker turister fra et meget stort opland. Han har også været med til at udvikle de mange juletraditioner - og senest været en af ophavsmændene til Birgitta-festivalen. Årsagen til engagementet er enkel:

- Jeg kan simpelthen ikke lade være, når jeg får en idé og synes, at den skal ud og leve. Så det er blevet min livsstil at være ude til møder 2-3 dage om ugen, siger Torben Larsen, der også er aktiv i områdefornyelsen, aktivitetsudvalget i Maribo Handel, ligesom han også er med i landsledelsen af Odd Fellow - og meget aktiv i logens Nakskov-afdeling, hvor hans rødder er.

- Jeg er opvokset på Vestlolland og har både gået på Købelev Skole, Utterslev Centralskole og Halsted Skole, så man kan godt sige, at jeg i høj grad hører til her, siger han.


Troværdighed

Årsagen til, at han i så mange år har haft succes og er vellidt i brede kredse har især et svar:

- Jeg er jo selv oprindeligt uddannet i en tøjbutik, så jeg ved, hvad det handler om. For mig er det vigtigt ikke oversælge noget til kunden, for det skal give mening, og det skal give effekt for kunden. Det er den eneste måde, man kan arbejde som sælger, så det vil jeg også gøre fremover i Ugeavisen Lolland, siger Torben Larsen, der fyldte 60 år i august - og har tænkt sig at blive ved så længe han får lov af hustruen Jette, der ind i mellem må tage en ekstra tørn, når der skal gås tur med hundene og passes have hjemme i Nakskov. Lige nu nyder parret dog jubilæet og er ude at rejse til tisdag den 4. februar, når den nye avis er på gaden.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

MEST LÆSTE