Institutioner skal da ligge i skoven

Efter at have tilbragt en aften i selskab med den gribende DR-dokumentar "Hvem passer børnene?" som portrætterer børn, der lider i deres børnehave på grund af personalemangel, er det befriende at genvinde troen på, at det ikke er sådan alle steder.

Det skete en onsdag formiddag i skovbørnehaven "Den blå anemone" i Christianssædeskoven, hvor man absolut fik et indtryk af, at børnene trives, selv om det er gråvejr og støvregn. Børnen er travlt optaget med deres lege i sandkassen, hvis de da ikke er ude at cykle eller på opdagelse i området, der på en hel hektar.

Og taler man med pædagogen Pernille Olsen, der har været ansat siden 2014, så har børnene det også rigtigt godt på stedet.

- Jeg har tidligere været i praktik flere steder - både i børnehaver, hvor man mest var inde, og i børnehaver, hvor man var meget ude, og der var en tydelig forskel på trivslen. Og især støjniveauet, siger hun og fastholder at de ikke har gemt de vanskelige børn væk, fordi pressen er kommet forbi.

- Jamen det er jo helt almindelige børn, der også kan blive uvenner og komme og at slås her, men det er bare noget helt andet, når en konflikt opstår udendørs, hvor man slet ikke kommer ud i de samme ekstremt forstyrrende støjniveauer, der stresser alle, siger hun og fortæller, at der hende bekendt ikke er børn i institutionen med diagnoser som ADHD eller Asberger.

- Men vi tager jo imod alle børn, så hvis vi har nogle med en diagnose, så mærker vi det ikke, og jeg tror, at det især skyldes, at der er plads til at udfolde sig, siger hun.

I institutionen er der typisk omkring seks voksne til 45 børn - plus en ansat i køkkenet. Så der er bestemt nok at se til, når børnene skal overvåges i det store område - og når der også skal være tid til at skrive læreplaner og lave særlige tiltag for forskellige børn og grupper. Men alligevel er det umuligt at finde en eneste ansat, der ikke udtrykker voldsom begejstring for sit arbejde. Ikke mindst pædagogmedhjælperne, der typisk har valgt at skifte en tidligere profession ud for at komme væk fra kontoret eller fabrikken for at komme ud i den friske luft sammen med nogle skønne børn. Og Pernille Olsen oplever da også, at der er plads til støtte, hvis noget brænder på:

- Vi har i perioder været lidt flere eller lidt færre. Når der er meget vand i åerne er vi nødt til at være flere på grund af sikkerheden, for så er det meget vigtigt at vi hele tiden har et øje på alle børnene, siger hun og fortæller, at det som regel lykkes at finde de nødvendige ressourcer. Og så får de ofte opbakning fra forældrene.

- Det forventes, at forældrene er med til et par arbejdsdage om året, men meget ofte er de også med til at støtte på andre måder. Forleden fik vi fire gæs, som vi selv kunne plukke, og snart får vi noget friskklippet uld, som vi kan arbejde med. Det giver en nærhed til naturen, som vi mener er utrolig værdifuld, siger hun.

Og skulle det blive regnvejr, så råder institutionen også over en lille isoleret hytte med toiletter og køkken samt en tipi og en bålhytte. Desuden er der også et shelter til de børn, der skal sove til middag. Dertil kommer endnu en bygning ca. 600 meter fra området, hvor der er undervisning for de store børn. Typisk i musik og sprogfag.

Lige så vigtigt er dog at undervise i det sociale sammenhold, fortæller Pernille Olsen.

- Vi gør meget ud af at lære børnene, hvad det vil sige at være en god kammerat - og være modig og turde sige fra, hvis der sker noget, der ikke er i orden. Men selv om der er højt til loftet og god plads, så opstår konflikter naturligvis også her, og så er det vigtigt, at vi snakker om det og hele tiden har fokus på, at alle skal have det godt, siger hun og fastholder, at institutionsdagen ikke er for lang for børnehavebørnene.

- Sidst på dagen kan nogen jo altid blive lidt trætte, men jeg synes, at vi er gode til at tage os tid til at putte lidt med dem og få ro på igen. Og vi hører, at de har tid til at løbe ud i haven igen, når de kommer hjem, så jeg er personligt ikke i tvivl om, at det er bedst for børnene at være i en skovbørnehave som vores.