Lyrik- og visefestivalen i Nysted Bio har besluttet at introducere opera på programmet. Søndag rundes festivalen derfor af med en koncert af operasangerinden Sofie Elkjær Jensen.
Den sjette Lyrik- og visefestival i Nysted finder i år sted 14-16. juni. Den afholdes i og omkring lægen og digteren Emil Aarestrups hus, som nu fungerer som mindestue og museum - samt i Nysted Kirke, Nysted Bio og Sognehuset. Til festivalen kan man møde en række forskellige kunstnere, blandt andet Norrøn, Halfdanskerne, digteren Peter Poulsen og lyrikeren Mette Moestrup.
Som noget helt nyt afsluttes det hele med den fremadstormende operasangerinde Sofie Elkjær Jensen og Ensemble Storstrøm. søndag 16. juni klokken 15.
Festivalens arrangør Peter Abrahamsen siger:
- Det er første år vi prøver at inddrage klassisk musik, så ved årets søndagskoncert prøver vi at gå nye veje og ser på lyrik med en anden musikalsk tilgang end viser.
Den konservatorieuddannede sangerinde kalder sig selv en let lyrisk sopran. Hun var i 2014 nomineret til prisen Årets Sanger ved Årets Reumert. I 2016 modtog hun en Reumert for Bedste Opera. Hun har netop fået meget stor ros for sin rolle i nationaloperaen "Drot og Marsk" på Det Kongelige Teater i marts måned.
Rammerne bliver Nysted Biografs store sal, som i dagens anledning bliver omdannet til "operapalæ", der også har plads til hele Ensemble Storstrøm, der er kendt for at levere musik i høj kvalitet. Der opkræves entré til koncerten og bestilling tilrådes.