Det kan godt lade sig gøre at få to lønninger ud af en blomsterbutik i Rødbyhavn. Men det kræver hårdt arbejde, fortæller den ene af ejerne, Sine Nielsen.
Det er noget af en hyggelig butik, som de to piger har skabt i Rødbyhavn siden åbningen i efteråret 2018. Ud over blomster er her også masser af kunsthåndværk, gavekurve, vin og andre lækkerier. Og så kan man købe varme drikke, som man kan nyde udenfor. Og der kommer flere og flere kunder, fortæller Sine Nielsen:
- Jeg kan virkelig mærke, at vi har fået en god skare af kunder. Mange af tilflytterne er i den senere tid blevet ret købestærke. Det er ofte folk, der bliver boende i deres sommerhuse, men også helt nye tilflyttere, siger hun og fortæller, at hun og hendes medejer Julie Hansen som regel har rigeligt at se til.
- I julen tror jeg, at vi arbejdede 80 timer om ugen, men det er jo også vores hobby, siger hun med et smil og vurderer, at hun i dag er nede på omkring de 50.
Produktudvikling
En vigtig hemmelighed bag butikkens positive udvikling er konstant produktudvikling. På det seneste er der taget mere kunsthåndværk ind i sortimentet - og så er det planen at gøre endnu mere for dem, der skal have en god gave med i forbifarten.
- Vi er ved at undersøge, hvordan vi kan lave en rent lokal gaveæske her fra Lolland, og så vil vi begynde at forhandle færdige buketter, så man hurtigt kan nappe dem i forbifarten, siger hun.
Støtter op
En grundpille i butikken er dog alle de faste kunder, der kommer fra hele Lolland. Begravelser, bryllupper og fester er alt sammen anledninger til at købe blomster, og ofte er pigerne med.
- Vi kører ud i hele lokalområdet, og det er sjældent, at vi siger nej til en ordre, siger hun og fortæller, at de får meget ros for butikkens smukke ydre.
- Ejendomsmæglerne siger, at det er meget lettere at sælge huse i Rødby, når man straks møder en åben butik ved indkørslen til byen, så det kan være, at vi hjælper hinanden på den måde.