cookie-og-privatlivspolitik
Karen Zubari, forfatter, Rødby.
Foto: Privat

Når jeg bliver gammel

Ingen kan vide sig helt sikker!

Folketidende sætter i denne tid fokus på det gode seniorliv på Lolland-Falster - og har i den forbindelse spurgt en række borgere om deres tanker og overvejelser om seniortilværelsen.




14. februar 2021 kl. 13:57 Af Lars Hovgaard

Annonce

Karen Zubari,
forfatter, Rødby.

Har du lagt en plan for dit seniorliv?

- Som forfatter har jeg fået mange kommentarer. Jeg er blevet kaldt "skrapsisse" og rost for at være skarpsindig. Min plan er at husere som "skarpsindig skrapsisse", til jeg segner. Ældreplejen skal på rette spor. Plejehjemsbeboere og hjemmehjælpsmodtagere skal have vasket alt deres tøj for en overkommelig pris. Offentlig trafik skal gøres ældrevenlig, med køreplaner på stoppestederne, bænke og læskure. Plejehjem skal normeres til mennesker med demens og yde en værdig pleje. Det er min plan at arbejde for det. Jeg håber også at skrive flere sange, digte og måske bøger, så ingen kan vide sig helt sikker!

Hvad vil være vigtigt for dig, når du går på pension?

- Som forfatter smider man ikke pennen, den dag man når pensionsalderen. Faktisk er alder kun en fordel i faget. Man skriver bedst, når man har nogle år på bagen og har noget at sige. Man får mod til at stå ved sin mening, har erfaringer at bygge på, og formulerer man sig venligt, men bestemt, så kommer man langt. Jeg håber, jeg vil bevare et lyst og åbent sind og en appetit på at lære nyt.

Annonce

Hvad tænker du om det at blive ældre?

- Vi bliver ældre fra den dag, vi kommer til verden, så det er der ikke noget nyt i, men med tiden bliver man mere bevidst om værdien af hver eneste dag, man lever. Det er ikke en naturlig ting, at ældre som nu indlægges konstant med dehydrering og blærebetændelse, bliver underernærede på grund af personalemangel, lever med skægstubbe og sorte negle, nullermænd og kedsomhed, og jeg håber, at flere vil lytte til May Bjerre Eibys ideer. Ældre er ikke bare ældre, men hver især en personlighed med krav på respekt og omsorg.

Hvad - om noget - kan bekymre dig ved at blive ældre?

- Svigter mit helbred, og mister jeg min kamplyst, så kan jeg selv komme til at sidde glemt, snavset og sulten. Bevar mig for robotsæler, bedrevidende politikere og pacificerende medicin, og giv mig mennesker omkring mig af kød og blod. Mennesker med tid nok, så vi sammen kan dele stort og småt. Min mor oplevede en angst for samfundet, fordi alt var blevet digitalt, og hun følte ikke, hun længere magtede systemet. Vi skal sørge for at favne alle, også selv om man ikke er digital superørn.

Hvordan håber du at se dig selv som senior?

Annonce

- Jeg håber, alderen kun vil gøre mig klogere og mere modig, og at poesien stadig må komme til mig. Kan jeg komme rundt med mine bøger og fyre "Knaldperler i tobakken" af i ny og næ, med herlig fællessang, sjove historier og pingpong med publikum, så vil jeg være lykkelig. At få andre til at synge, til at stråle og le, fortælle og mindes gamle dage, det giver appetit på livet. Mens vi venter på Femern og længes efter corona-vaccinen, håber jeg at kunne sprede glæde ved livet og respekt for alderdommen.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

ANNONCE